Hun tegner krigen på muren
En ung dreng står udtryksløst op ad en hvid mur. I armene holder han sit ene ben, som er sprunget af i en landmineeksplosion.
Maleriet er formodentlig det mest berømte, som den yemenitiske kunstner Haifa Subay har malet på murene i det krigshærgede lands hovedstad, Sanaá.
Den 28-årige kvinde har sat sig for at minde sine landsmænd – og os, der kigger med online – om krigens lidelser.
Og det gør hun med stencil-still-malerier af yemenitiske kvinder og børn.
Andre murmalerier viser en hijabklædt kvinde, som dækker øjnene med den ene hånd og munden med den anden; en skrigende dreng med Yemen tegnet på skjorten der, hvor hjertet sidder; og et hungertyndt barn på sin mors arm.
Soldater, krigens udenlandske aktører og mænd i det hele taget får ikke lov til at komme på murene.
”Det er et valg, jeg tog fra begyndelsen, for de (kvinder og børn, red.) er de mest oversete mennesker i krigen. Og de lider forfærdeligt,” siger Haifa Subay til internetmediet The Intercept.
Af Mai Rasmussen