Instagram-bogklub vil udfordre vores verdenssyn
”En radikal, international bogklub, som er til for at komplicere, udfordre og redefinere måden, hvorpå vi forstår verden og vores plads i den”.
Sådan lyder beskrivelsen af den Instagram-baserede bogklub @becauseweveread, som er startet af den iransk-amerikanske blogger og aktivist Hoda Katebi.
Idéen til bogklubben opstod efter, at Katebi i et TV-interview blev beskyldt for at lyde uamerikansk, fordi hun kritiserede amerikansk imperialisme og militær tilstedeværelse i Mellemøsten.
”That because I’ve read”, lød svaret prompte fra Katebi - et citat der gik viralt og blev til både memes og broderier.
Efter at være blevet bombarderet med spørgsmål om boganbefalinger besluttede Hoda Katebi sig for at starte den virtuelle bogklub, der kan samle folks forskellige perspektiver fra verden over og facilitere samtaler, der kan gøre bøgerne lettere at forstå.
Bogklubben har hver måned en ny titel til kollektiv læsning og løbende Instagram-diskussion.
Månedens bog bliver altid lagt op som gratis e-bog sammen med relaterede artikler, film og andre kilder, der kan berige læsningen, men også gør det muligt for folk, som ikke kan nå eller lide at læse eller ikke besidder de nødvendige læse- eller engelskkundskaber, for at deltage i samtalen.
Den månedlige læsning afsluttes med en livevideo, hvor læserne kan diskutere bogen med hinanden og en udvalgt gæst.
I foråret kunne bogklubben eksempelvis diskutere Arundhati Roys The End of Imagination med forfatteren selv.
Derudover er der såkaldte "emergency reads", der skal bidrage til kontekstuel forståelse og kritisk refleksion, når der opstår akutte konflikter i verden.
Af Kiri Jo Ginnerup.