Gå til indhold
POLITIK

Milliarder til fattige ender i skattely

Et nyt studie viser, at Verdensbanken har sat flere milliarder kroner i udviklingshjælp ind på suspekte konti i skattely.

Verdensbanken var mere end et år om at udgive et nyt studie. Faktisk blev det først offentliggjort, efter at store internationale medier havde rapporteret, at bankens cheføkonom havde forladt sin stilling, fordi rapporten blev tilbageholdt.

Studiet er da heller ikke rar læsning for bankens ledere.

Den viser nemlig, at milliarder af kroner i udviklingshjælp, som er blevet udbetalt af Verdensbanken, er havnet på konti i skattely.

“Konklusionen er, at en del af hjælpen fra Verdensbanken ender i de forkerte hænder,” siger en af studiets tre forfattere, økonomiprofessor på Københavns Universitet Niels Johannesen, i et interview til Børsen. 

Professorerne anslår, at mindst fem procent af udviklingshjælpen, som udbetales af Verdensbaken, bliver sat ind på suspekte konti i Schweiz og Luxembourg i samme kvartal.

De formoder, at der hovedsageligt er tale om korrupte magthavere, der kanaliserer noget af støtten over til deres private konti i skattely. 

Af Rasmus Bøgeskov Larsen.