Gå til indhold
PARTNERSKABER

Foresight forudsiger risikoen for flygtningekriser

Foresight, et innovativt dansk samarbejdsprojekt, der kan hjælpe med at forudsige risikoen for flygtningekriser, har hen over sommeren fået omtale i både danske og internationale medier.
Foresight kan med høj præcision måle risikoen for, at en flygtninge opstår i et land. Foto: DRC Dansk Flygtningehjælp.

Foresight er et digitalt værktøj, som er udviklet i samarbejde mellem DRC Dansk Flygtningehjælp og IBM.

Foresight kan bearbejde store mængder af data fra regioner og lande om alt fra befolkningsudvikling, menneskerettighedssituationen og økonomiske forhold til konfliktniveau.

På den baggrund kan Foresight med stor præcision måle risikoen for, at en flygtningekrise opstår i et land – altså potentielt afgørende viden for humanitære aktører, beslutningstagere og FN, hvis de vil være i stand til at reagere hurtigt.

Udenrigsministeriet har støttet DRC Dansk Flygtningehjælp, så projektet kunne søsættes via IBM’s CSR-division, der pro bono har stillet software til rådighed. 

”Det er præcis sådan – med god vilje, innovation og samarbejde – at vi får en lidt større chance for at løse den enorme flygtningekrise,” udtaler udviklingsminister Rasmus Prehn (S).

Af Lasse Skytt.