POLITIK
Karneval blev politisk
Politisk protest prægede kostumerne, salsaen og stemningen ved årets karneval i Brasilien.
I Rio de Janerios farverige optog kunne man i år opleve “Barbie Fascisterne” med blonde parykker og i pink shorts, kvindelige heltefigurer på stylter og stickers med “nej betyder nej” og “min krop, mine regler” på dansende kroppe.
Der var også gået politik i Rios mest kendte sambaskole, som dansede med flag påtrykt billeder af den myrdede politiker og LGBT-aktivist Marielle Franco.
“Jeg er kommet for at protestere, ikke for at promenere,” sagde Francos enke, Mônica Benício, til lokalavisen Extra.
Den lesbiske kommunalpolitiker blev myrdet sidste år, og ifølge brasilianske medier retter mistanken sig mod en paramilitær gruppe med forbindelse til en af præsident Bolsonaros sønner. Endnu er ingen dog arresteret.
Jair Bolsonaro, som vandt præsidentvalget i oktober sidste år, har vakt opsigt med flere kontroversielle udtalelser om køn og seksualitet. “Jeg kunne ikke finde på at voldtage dig, for det fortjener du ikke,” har han sagt til en kvindelig politiker.
Præsidenten, som også fik besøg af et optog i protest på hjemmeadressen, delte en sex-video med onani og urin, som han hævdede var filmet under festlighederne. “Det er, hvad karnevallet er blevet til,” skrev han.
“Dette er mere end bare en feministisk gadefest. Det er en politisk handling blot at være til stede,” sagde 23-årige Louise Bacelar, udklædt krigerkvinde fra 1700-tallet, til The Guardian.
Af Rasmus Bøgeskov Larsen