Kvinderne på gaden i Sudan
At deltage i demonstrationer er farligt for kvinder og ikke noget, kvinder “gør”.
Den slags advarsler har den sudanesiske kvindelige jazzmusiker Islam Elbeiti hørt mange gange, siden folkelige protester mod styret i Khartoum begyndte i december 2018.
“Selvfølgelig er det noget, kvinder 'gør'. Men ligesom kvinder mærker regimets undertrykkelse mere end mænd – vi kan for eksempel blive arresteret for at være noget så upræcist som usømmeligt klædt – så kan det også være mere risikabelt for kvinder at deltage i protesterne. Nogle kvinder har fået klippet håret af på gaderne, og der er utallige eksempler på, at betjente og mænd har rørt ved kvindelige demonstranter på usømmelige måder,” siger den 24-årige bassist, men tilføjer, at som demonstrationerne vokser, sker det sjældnere.
Protesterne brød ud, da prisen på brød blev fordoblet. “Der er tale om brede krav og protester. Det samme gælder for os demonstranter: Vi er alle slags. Det er ikke kun musikere og elite, men også almindelige mennesker,” siger Islam Elbeiti.
Når hun ikke er på gaden, på scenen eller i øvelokalet, præsenterer hun radioprogrammet Jazzified, eller hun rådgiver kunstnere i kreativt iværksætteri i den lokale afdeling af det internationale netværk Impact Hub.
“Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at jeg gør en forskel, fordi jeg er kvinde og musiker og åben om mine holdninger. Men jeg er en blandt mange,” siger Islam Elbeiti.
Af Mai Rasmussen