Af Sune Engel Rasmussen
Da Zahra for første gang trak det blå polyester over hovedet, følte hun sig kvalt.
Hun havde aldrig båret en burka før, og hun blev svimmel og fik kvalme af at anstrenge sig for at se ud gennem nettet i stoffet. Burkaen strammede om hendes hoved, og hun koncentrerede sig så meget, at det værkede i kæberne.
Det tog hende tre uger at lære at gå uden at snuble og krydse gaden uden at blive forbandet af et kor af vrede bilhorn.
Det var 2004, nogle få måneder efter at hun sammen med sin mand, Hussein, var vendt tilbage til Afghanistan fra Iran, hvor de begge var vokset op som flygtninge. Zahra var 18 år gammel og allerede mor til to – tre, hvis man medregnede hendes førstefødte datter, som var død i en alder af fire af en medfødt sygdom.
Ud over at tage sig af børnene havde hun arbejdet hårdt for at hjælpe sin mand med at kvitte det opiummisbrug, som havde fået et stadigt stærkere tag i ham. Indtil hun en aften på murstensfabrikken uden for Teheran, hvor hun arbejdede, og familien boede, havde fundet ham vind og skæv sammen med en gruppe mænd.
Den aften havde han gennembanket hende voldsommere end nogensinde – foran Parisa og Jawad, deres børn. Siden da havde hun opgivet at hjælpe Hussein og koncentrerede sig nu kun om at opdrage børnene.
Zahra og Husseins beslutning om at rejse tilbage til Afghanistan havde sit udspring i en begivenhed tre år tidligere, som kom til at forandre livet for alle afghanere.
To passagerfly var fløjet ind i Tvillingetårnene i New York med et brag, der kunne høres jorden rundt.
USA’s reaktion på angrebet ændrede dele af verden for evigt, og særligt Afghanistan, hvor amerikanerne væltede Taleban-regimet få måneder efter 9/11-angrebet.
Selv var Zahra kun perifert bevidst om angrebet på World Trade Center. Hun vidste ikke, hvem al-Qaeda var, og vidste kun om Taleban, at det var en islamistisk bevægelse, der brutalt undertrykte hendes landsmænd. Nogle steder i Afghanistan havde folk under Taleban-regimet været så fattige, at de var nødt til at spise kogt græs, havde hun hørt.
Siden hun var barn, havde Zahra længtes efter at se sit hjemland, og da hun i 2004 krydsede grænsen fra Iran til Afghanistan, brød hun ud i gråd. Omkring hende var et mylder af familier på vej hjem.
Det 20. århundrede er med sine krige og folkevandringer flygtningenes, de fordrevnes, tidsalder, men i begyndelsen af det nye århundrede var Afghanistan for en kort stund et sted, man vendte hjem til i stedet for at flygte fra.
I Iran og Pakistan havde afghanerne i mere end 20 år udgjort verdens største flygtningebefolkning. Nu krydsede de grænserne i hundredtusindvis for at tage del i den genopbygning af deres land, som amerikanerne havde lovet var på vej.
Essayet er et redigeret uddrag af Sune Engel Rasmussens bog “Nyt Blod: portræt af Afghanistans Generation 9/11”, som udkommer på Gyldendal i april.
“Nyt Blod” er en dokumentarisk fortælling baseret på de tre år, forfatteren boede i Afghanistan, hvor han var korrespondent for The Guardian og Weekendavisen.
Han er i dag korrespondent for The Wall Street Journal med base i Beirut.
Fra grænsen i Islam Qala til Herat i vest-Afghanistan var der blot halvanden times kørsel, men en verden til forskel. Over Afghanistans vestlige lavland blæser 120-dagesvinden, som den kaldes, og dækker alle overflader med støv.
Det var det første, Zahra lagde mærke til: Afghanistan var snavset, med skidt i alle sprækker og hjørner og med gader, der flød med skrald.
De slog sig ned i Herat, hvor piger som Zahra, der var vokset op i Iran, påkaldte sig stor opmærksomhed med deres løse tørklæder og iranske accent.
På gaden hvislede mænd sleske kommentarer efter hende og sendte udfordrende blikke. Efter et par måneder købte hun en burka for at kunne gå i fred på gaden, men opdagede snart, at selv når kvinder var indhyllet i polyester fra top til tå, ville mænd tjekke dem ud.
I Herat afslørede skoene, om man var ung og moderne, og nogle piger gik endda med neglelak under burkaen.
Herat var i hastig udvikling. Koparrede bygninger, mærket af patroner og raketter, stod tilbage som rester af en voldelig fortid blandt nye huse, der skød op, flere etager høje. Vejene blev asfalteret.
“Men husene havde hverken vandtank eller vandhaner indenfor,” fortalte Zahra mig ti år senere under en af vores mange timelange samtaler i Kabul.
“I vores hus var der en stor brønd i haven, som vi hentede vand fra. Om morgenen var vandspejlet så højt, at man let kunne samle vand op med et glas.”
Lokummet var et hul i jorden med to brædder til fødderne. Lokale grundejere i Herat øjnede hurtigt muligheder for at profitere på de mange afghanere, der vendte tilbage, og begyndte at udleje jordlodder eller bygge nye, billige huse af dårlig kvalitet.
De nye huse blev symbolske for krigen: opført for at opnå en hurtig effekt, men uden den store bekymring for at skabe et stabilt fundament. Den internationale koalition kunne snart se fundamentet under det nye demokrati ædt op af råd – af korruption, grådighed og magtbegær.
Hjemme hos Zahra var der tag over hovedet og vægge om ørerne, men fri udsigt til lort under gulvbrædderne.
Hussein, Zahras mand, havde haft svært ved at holde sig stoffri i Iran, men det var intet imod hans kvaler i Afghanistan. Nu var han tættere på kilden.
Allerede før Afghanistans opiumproduktion eksploderede til de absurde mængder, den udgør i dag, producerede det forarmede land 87 procent af verdens opiater. Opium var overalt, og det var billigt.
Snart begyndte en voksende del af Zahras løn at gå til Husseins rygevaner. Det blev hans betingelse for at lade hende arbejde på den internetcafé, hvor hun fik et job som assistent.
Hussein blev sløvere i sindet, mere eksplosiv i sine raserianfald og ravede rundt, stadigt mere utilregnelig. Han begyndte også at drikke.
Det var den 17. dag i ramadanen i 2007, og familien havde boet næsten tre år i Afghanistan. Zahra var endnu en gang nødt til at tage et lån for at betale husleje. Hun lånte pengene af sin arbejdsgiver på internetcaféen og betalte udlejeren. Så ringede hendes telefon.
“Husk at tage penge med hjem,” sagde Hussein. Han var løbet tør for opium. Zahra havde ingen penge tilbage og ikke flere folk at låne af.
“Det skal jeg nok,” svarede hun. Hun vidste ikke, hvad hun ellers skulle sige.
Da hun var yngre, bad Zahra ofte til Gud om, at Hussein kom tidligt og stoffri hjem. I dag bad hun til, at hun ville komme hjem og finde ham blæst fra sans og samling, for træt til at lægge hånd på hende. For en sikkerheds skyld afleverede hun sin søn, Jawad, hjemme hos sin mor, inden hun selv tog hjem.
Da hun trådte ind ad døren derhjemme, fandt hun Hussein sovende på gulvet. Det var den muslimske fastemåned, men den overholdt Hussein ikke. Zahra lavede mad og vækkede ham.
“Har du penge med til mig?” spurgte han.
Hun gav ham 250 afghani – omtrent 25 kroner.
“Hvad er det?” snerrede Hussein. “Bare rolig, jeg skal nok finde flere penge til dig i morgen. Det her er nok til, at du kan klare dig igennem i aften,” svarede hun. Zahra kunne se raseriet ulme i ham. Han troede, at hun skjulte penge for ham.
Han havde ret. Zahra havde flere penge, men hun gemte dem til at købe tøj til børnene. Mens Hussein spiste, gik hun i basaren.
Da hun kom hjem igen, sagde datteren, Parisa: “Far har drukket det der stinkende vand igen. Han er fuld.”
Zahra pakkede hurtigt en taske med tøj til Jawad og tog den med over til hans bedsteforældre, så han kunne overnatte der. Da hun kom hjem, var Hussein gået i brædderne. Zahra lagde sig til at sove i ske med Parisa på hynder på gulvet.
Efter midnat vågnede Zahra ved, at Parisa ruskede i hende. Der var røg i hele stuen. Rundt om dem lå bunker af tøj i lys lue. Der var tremmer for ruderne og dørene beregnet til at holde indbrudstyve ude, men nu burede de Zahra og Parisa inde. Gennem vinduet kunne Zahra se Hussein stå ude i gården.
Parisa skreg. Zahra greb et stykke træ fra gulvet og begyndte at hamre på jerntremmerne, højt nok til at vække naboerne. En af dem kiggede over muren og så Hussein i færd med at brænde sin familie levende. Røg og skrig og flammer.
Naboen styrtede ind i gården og fratvang Hussein nøglerne. Da døren sprang op, og Parisa flygtede ud af huset, forsøgte Hussein at gribe fat i hende. Han slog ud efter Zahra, men naboerne lagde sig imellem.
Det var det afgørende vendepunkt for Zahra. Altid havde hun forsvaret Hussein mod kritik – fra folk i nabolaget og fra sin egen familie.
Nu tog hun Parisa med hjem til sin mor. Hussein fulgte efter. Det gjorde naboerne også. Som et oprørt optog gik de gennem natten.
Så snart hendes mor åbnede døren, begyndte Zahra at fortælle om Husseins stofmisbrug. Årevis af ophobet angst væltede ud. Alle de gange han havde slået hende, truet hende foran børnene, hans misbrug, hun fortalte det hele.
Naboerne istemte: Det var rigtigt. De havde jo lige set ham sætte ild til huset.
Klokken var tre om morgenen, da familien satte sig ned for at beslutte, hvad de skulle gøre. Skilsmisse var normalt tabu.
“I min familie kunne man ikke engang tale om skilsmisse. For min familie var skilsmisse lige så slemt som mord,” huskede Zahra senere. Men hun var i en ekstrem situation. Stillet over for valget om at miste deres ære ved at bryde kontrakten med Husseins familie eller at miste deres datter til døden valgte forældrene med hjertet.
Zahra skulle skilles, også selvom det betød, at hun måske aldrig kunne blive gift igen, fordi hun ville blive betragtet som en brugt vare.
På den lokale mullahs kontor overraskede Husseins mor Zahra ved at gå med til en skilsmisse.
“Jeg kan ikke garantere, at min søn ikke slår hende igen, og jeg vil ikke have ansvaret.”
“Hvad med børnene?” spurgte Zahras mor.
“Zahra har taget sig af dem indtil nu, og det kan hun blive ved med.”
På to minutter fik de to kvinder fundet en løsning. Den næste dag gik de alle sammen ind på mullahens kontor. De bad, underskrev papirer, og så var det overstået. Zahra var skilt. Lettelsen sank ind.
Indtil Husseins mor brød ind og spurgte mullahen: “Hvorfor talte De ikke om, hvem der skal tage sig af børnene?”
Zahras mor så på hende.
“I går sagde du jo, at Zahra kunne tage sig af børnene.” Det hævdede Husseins mor nu, at hun aldrig havde sagt.
“Har du min underskrift på det?” spurgte hun.
Zahras familie var blevet snydt. Uden en underskrevet aftale var børnene ved lov farens ejendom. Ingen domstol ville give børnene til Hussein, fordi han var narkoman, men så længe børnenes far var i live, ville han have myndighed over dem.
Men Zahra stod fast. Hun ville skilles, og hun ville have på skrift, at hun kunne se sine børn mindst en gang om ugen. Det gik svigermoren med til.
Sneen faldt langsomt i den bidende kulde. Parisa var otte, og Jawad fem, og begge klamrede sig til Zahras ben, mens svigermoren trak afsted med dem.
Zahras mor var ude af sig selv af sorg og slog sig i hovedet med begge hænder, mens hun græd som pisket. De kommende uger var Zahra som i trance. Hun havde mistet sine børn, så hun kunne lige så godt give afkald på sin forstand.
Hun begyndte at tage piller mod depression og sov dagen lang. Dagene flød sammen i en tåge. Selv Zahras søster, som havde fået sine egne børn, stoppede med at komme på besøg, fordi hun ikke kunne holde ud at se Zahra så trist. Det tog tre måneder, før hun var i stand til at se sine børn.
Efter skilsmissen betalte Hussein sig fra at tage sig af børnene. Han gav sine forældre 5.000 afghani (500 kroner) af Zahras løn, for at de kunne passe dem. Og så, pludselig, forsvandt han.
Da han efter fire måneder stadig ikke var dukket op, og pengene, han havde givet sine forældre, var brugt, ringede Zahras svigermor. Zahra kunne få børnene i en uge, sagde hun.
Det var ikke Zahra, der kom på idéen. Jawad var enten ualmindeligt modig for en femårig, eller også forstod han ikke konsekvensen af, hvad han foreslog.
“Far er stukket af, så vi kan også stikke af,” sagde han.
Den eneste rejse, Zahra nogensinde havde foretaget, var fra Iran til Herat. Resten af Afghanistan var ukendt land. Hovedvejen fra Herat til Kabul var livsfarlig. Den eneste mulighed var at flyve.
Zahra tog guldet, som hun havde fået i bryllupsgave, og solgte det i basaren. Med 2.000 kroner på lommen havde hun lige akkurat nok til tre billetter.
Zahra måtte kæmpe for at holde sine nerver i ro. Fra et retsligt synspunkt var hun i færd med at stjæle sine børn fra sin svigerfamilie efter at have føjet spot til deres navn.
Når en søn eller datter i Afghanistan er fyldt henholdsvis syv eller ni, overgår forældremyndigheden automatisk til faren eller, hvis han ikke er i stand til at tage sig af børnene, deres farfar. Zahra var, juridisk set, en kidnapper. Så hun fortalte ingen om sine planer.
En tidlig julimorgen fortalte Zahra sin mor, at hun ville bruge dagen i parken. Hun ringede til en taxachauffør, som kvinderne i familien gjorde brug af, og bad ham om at køre sig til busstationen, hvorfra busserne til Iran afgik. Hun forventede, at chaufføren ville sladre til moren om, at hun var rejst til Iran. Hun ventede, til chaufføren var drejet om hjørnet, før hun prajede en ny vogn til lufthavnen.
Hun gik ombord på flyet med angst og lettelse. For sit indre blik så hun alle de grufuldheder, hun nu forhåbentlig kunne undslippe. Men hun vidste også, at i det øjeblik flyets hjul slap asfalten, efterlod hun sit tidligere liv i ruiner. Så lettede flyet.