Den ubeboelige planet

Pilgrimme på vej til Mekka vil dø af hede. Andre vil dø af varmen i gloende storbyer fra Jakarta til Lagos. Atter andre vil omkomme af sult eller lade sig rekruttere til nye militser på jagt efter vand, mad og sikkerhed. Hele befolkningsgrupper vil rammes af PTSD, skizofreni og depression efter stadig hyppigere orkaner, skybrud, oversvømmelser.

Sjældent har jeg læst noget så ubehageligt – og så påtrængende. Aldrig har jeg så tydeligt forstået, at den globale opvarmning skyldes bare de seneste to-tre generationers afbrænding af kul, olie og gas i vores del af verden.

Tidligt i denne voldsomme bog om alt det, klimaforskerne allerede ved, står det skarpt som en nål i øjet, hvorfor udviklingslandene så bittert insisterer på, at indsatsen mod global opvarmning kræver “global justice”; altså erkendelse af, at ikke alle på kloden har samme ansvar for de allerede udledte, ødelæggende CO2-mængder – og at dette ansvar må håndteres, før vi kan gøre os håb om en fælles global forståelse af katastrofens natur.

“Uanset at klimaforandringernes ultimative dimensioner afgøres af industrialiseringen i udviklingslandene, er det stadig sådan, at klodens rigeste bærer broderparten af skylden – de rigeste ti procent står for halvdelen af udledningerne,” skriver David Wallace-Wells.

Til daglig er han redaktør på New York Magazine, og han formidler nu på få, men glødende sider mere klimaforskning, end de fleste nogensinde får læst. Det hele er med; også den forskning, der medregner, at vi muligvis, sandsynligvis, ikke formår at stoppe den globale opvarmning ved de halvanden eller to grader, som Paris-aftalen fra 2015 fastnaglede som mål.

Wallace-Wells levner ingen vej tilbage til den verden, vi troede, vi kendte. Ørkenspredningerne, klimaflygtningene, oversvømmelserne, ofrene i orkanernes og tørkernes kølvand præsenteres her først og fremme samlet, ikke som isolerede fænomener, der måske hver for sig trods alt kan synes overskuelige. Ulykkerne vil følges ad og forstærke hinanden: “Det er gennem kompleksiteten, at den globale opvarmning udtrykker sin brutalitet,” skriver han.

“Sjældent har jeg læst noget så ubehageligt – og så påtrængende.

Alt skitseres i 12 enkle kapitler om sult, varme, oversvømmelser, klimakrige og de øvrige “elementer af kaos” plus alt det, de truer med at blive, hvis ikke vi hurtigt skifter kurs: Sammenfaldende og stadig mere ødelæggende katastrofer, der vil overskygge alt, hvad vi før har oplevet af orkaner, skovbrande og hedebølger. Særligt ramt bliver klodens svageste, men reelt spares ingen.

Fødevaremangel, økonomisk recession, flere væbnede konflikter og et vedvarende pres på vores demokratiske institutioner og normer vil gøre vold også på de samfund, der har mest. Som Wallace-Wells forklarer, har parlamentet i Australien for længst erklæret klimakrisen for “aktuel og eksistentiel trussel mod nationens sikkerhed”.

I USA findes de mest alvorligt klima-engagerede i dag i Pentagon.

David Wallace-Wells er alarmist. Ja, og næsten stolt af det. Det er forskningsformidling med et budskab: Vi har stadig en kort stund at handle i for at undgå det værste. Men det haster! Læs bogen – og giv den videre.

The Uninhabitable Earth: Life After Warming er skrevet af David Wallace-Wells og udkommer ved forlaget Tim Duggan Books.