Gå til indhold
FOTOESSEY

Fanget i grænselandet Niger: Helvede tur-retur

Det ses ikke ved første øjekast. Men det kan mærkes. Helvede hænger som en tung sky i det lille hus i Nigers hovedstad, Niamey. 


Af Birthe Pedersen. Foto: Marie Hald

Disse kvinder kommer fra Nigeria og Guinea og drømte om Europa. Via Niger nåede de gennem Sahara til Libyen. Og her smækkede fælden med menneskehandel, vold, tvungen prostitution og voldtægt.

Tilbage i Nigers hovedstad fortæller de i korte, abrupte sætninger om det, de på mirakuløs vis undslap i Libyen. De er ude af helvede. Men de er mærket på krop og sjæl. Og de er fanget i en hovedstad af sand og lave hytter, i en gældsfælde både til familien, som lånte dem penge til udrejsen, og til mellemmænd, der fortsat fastholder dem i prostitution med trusler mod familien derhjemme.

Røde Kors yder støtte og omsorg i kvindernes svære situation.

Juliettes lange blomstrede kjole udstråler glæde og håb. Hun fortæller ikke. Hun lytter til Aichas historie, og må rejse sig. Noget rører sig i hende, mens Aicha fortæller sin, som ligner de andres historier. Juliette rejser sig, går væk og kommer tilbage med våde øjne. For mange billeder, for mange minder. For meget helvede. Og en fremtid, der er mindre virkelig og håndgribelig end det, de alle har gennemgået.
Kvinderne bor sammen i de små hytter i en fattig del af Niamey, hovedstaden i Niger. De mødes i et hus, som Røde Kors stiller til rådighed. kvinderne sidder ofte tæt sammen og holder om hinanden. Denne eftermiddag bruger de på skiftevis at lægge makeup på hinanden og tage billeder med de smartphones, nogle af dem ejer. Blessing lægger sig på gulvet med lukkede øjne. Det er en varm dag, og eftermiddagssolen er ved at nå op på de 40°.
Joy klamrer sig til sin rævebamse. Hun er den yngste i flokken, kun 18 år og kommer fra Nigeria. Røde Kors hjælper kvinderne, der er migranter fra hele Vestafrika, med bl.a. samtaleterapi, sundhedspleje, kontakt til pårørende og basale fornødenheder.
Blessing er fra Nigeria. Nogen fortalte hende, at hun kunne tjene mange penge i Europa, hvis hun betalte for rejsen. Hun efterlod sit barn og rejste ud. Og nåede til Libyen. Blev solgt. Skulle arbejde som prostitueret. Ikke kun sex, men voldelig sex. Mange partnere, flere ad gangen. Hun viser et langt ar på hoften. De stak mig, siger hun. En fyr fra Ghana tog hende under sine vinger og hjalp hende til at flygte tilbage, hvor hun kom fra. Fortællingen kommer i brudstykker. Og går i stå.
Danmark støtter arbejdet med 4,9 millioner kroner over tre år i både Niamey og Zinder, begge regioner med høj gennemstrømning af migranter. Det regionale Røde Kors-projekt dækker Guinea, Mali, Burkina Faso, Niger og Egypten. Det overordnede budget er på 98,5 millioner kroner, hvoraf 20 procent finansieres af Danida.
Loading...

    Andre artikler om #migration

    Loading...