Gå til indhold
KLIMA

Indiens kamp mod CO₂'en

Indien har sat ambitiøse mål for vedvarende energi og har flere tiltag mod grøn omstilling på vej. Danmark støtter den grønne kurs. Indiens CO2 stiger, i takt med at den voksende befolkning bliver mere velstående.


Af Mads Mariegaard. Foto: Lasse Bak Mejlvang

Indiens økonomi vokser hastigt, og det øger energiforbruget på alt fra belysning og transport til madlavning og rumkøling.

Landets udfordring er dobbelt: Der skal ikke alene skaffes energi nok til en befolkning på foreløbig 1,3 milliarder mennesker.

Det skal samtidig ske med mindst mulig stigning i CO2-udledningen, som bidrager til de globale klimaforandringer.

Et indisk-dansk partnerskab vil effektivisere landets energiforbrug og skabe grønne løsninger inden for belysning, fjernkøling, vandpumper, elbiler og energieffektivitet i bygninger.

Den indiske partner er verdens største energiserviceselskab, Energy Efficiency Services Limited (EESL). Derudover deltager UNEP DTU Partnership, en danskbaseret forsknings- og rådgivningsinstitution, som er etableret i samarbejde mellem FN’s Miljøprogram (UNEP), Danmarks Tekniske Universitet (DTU) og Udenrigsministeriet.

Sammen skal de udvikle grønne løsninger, der kan fungere i den større sammenhæng. F.eks. handler det på transportområdet ikke kun om at øge antallet af elbiler og ladestationer, men at indtænke det i den øvrige trafikplanlægning i byerne, der i forvejen lider af pladsmangel. Når det gælder køling af bygninger, skal der kigges på både aircondition og eventuelt utætte vinduer.

EESL og UNEP DTU Partnership har tidligere samarbejdet om at identificere mulige energibesparelser i Indien. Der viste sig at være gode muligheder inden for områder som LED-belysning og energieffektive airconditionanlæg samt vandpumper drevet på solenergi til landbruget.

“Indiens størrelse betyder, at ethvert tiltag potentielt kan få særdeles stor effekt,” siger Gabriela Prata Dias, strategichef for business models and markets i UNEP DTU Partnership. Hun håber, at samarbejdet med EESL også kan kaste viden og erfaringer af sig, som kan bruges andre steder i verden:

“F.eks. har EESL et af verdens mest succesfulde programmer for gadebelysning og belysning i husholdninger. De har anskaffet og distribueret meget store mængder af nye, energisparende LED-lamper. Vi håber at finde ud af, hvordan de præcis har gjort, og om det kan kopieres til andre lande og regioner.” EESL har hidtil distribueret knap 350 millioner LED-lamper.

Hos EESL glæder man sig over det indisk-danske samarbejde.

“Vi er begejstrede for samarbejdet med UNEP DTU og arbejdet med de mangeartede initiativer som energieffektivitet, klimaforandringer, ressourcebevaring gennem forskningsstudier, pilotdemonstrationer og seriøs involvering af stakeholdere i Indien og i udlandet,” siger S.P. Garnaik, chef for EESL’s tekniske afdeling.

Fakta om Indiens CO2-udledning 

 

  • Indien er på tredjepladsen over lande, som udleder CO2 (efter USA og Kina). I 2018 steg CO2-udledningen i landet med 4,5 procent fra året før, ifølge det Internationale Energibureau. Det er et stigende forbrug af fossile brændstoffer, som skaber Indiens øgede CO2-udledning, der stiger, i takt med at den voksende befolkning bliver mere velstående.

  • Indien per indbygger har dog en meget mindre udledning end den vestlige verden.

  • Danmark udleder per indbygger mere end tre gange så meget CO2 som Indien.

  • USA's 325 millioner indbyggere udleder dobbelt så meget som Indiens 1,36 milliarder.

Indiens mål under Parisaftalen

 

  • at reducere CO2 i økonomien med 33-35 procent under 2005-niveauet inden 2030.

  • at basere 40 procent af Indiens elkapacitet på ikke-fossile energikilder.

  • at oprette et “carbon sink” på op til 3 mia. ton CO2 gennem yderligere skov- og træbeplantning inden 2030.
Loading...

    Andre artikler om #klima

    Loading...