Internetrevolution i Cuba
Havana, cuba
Det hele sker så hurtigt, at der ikke er tid til evakuering.
Den unge kvinde Norelvis gemmer sig under trappen i sit hus og forsøger at beskytte sin toårige søn. Huset falder bogstaveligt talt sammen om ørerne på den lille familie.
Det er en almindelig søndag eftermiddag i januar i Havana, indtil en voldsom tornado pludselig rammer Cubas hovedstad. Mindst fire personer dør, flere hundrede bliver såret, og op mod 10.000 mennesker mister deres hjem. Væltede træer, biler og elmaster og rester af ødelagte huse præger flere af Havanas kvarterer.
Tornadoer er ikke usædvanlige ved disse caribiske kyster, men det usædvanlige var den cubanske befolknings svar på de berørte menneskers situation. Hurtigt begyndte frivillige at mobilisere grupper gennem chat-appen WhatsApp eller Facebook for at organisere den frivillige hjælp til de mange ofre for naturkatastrofen.
For første gang på Cuba. Her 60 år efter den kommunistiske revolution er der nemlig en anden revolution i gang – internetrevolutionen.
YTRINGSFRIHED
Cubanerne får internet på smartphones
Siden december sidste år har det været muligt for cubanere at få internet på deres smartphones. Noget af det mest naturlige for os vesteuropæere, men en stor forandring for befolkningen i et af de mest lukkede lande i verden.
Ifølge ngo'en Committe to Project Journalists - CPJ, som arbejder for ytringsfrihed i hele verden, ligger Cuba på en tiendeplads over de mest censurerede lande i verden.
Der bor omkring 11,5 millioner mennesker på Cuba, og 5,3 millioner mobiltelefonlinjer er registrerede i ø-staten.
Etecsa hedder det statsejede telefonselskab, der har monopol på at udbyde internet på Cuba. Og for eksempel er det almindeligt, at hjemmesider til regeringskritiske medier blokeres, indhold på YouTube og indhold i Facebook-feeds censureres. Der udbydes internet til den cubanske befolkning, men det kontrolleres af staten.
Ifølge Cubas statslige avis Granma har i alt 1.870.000 personer aktiveret internet på deres mobiltelefoner.
Samtidig med den stigende adgang til internettet bliver det også mere almindeligt med uafhængige private medier, som ikke altid er blokeret på Cuba, og som kan give mulighed for en relativt kritisk version af livet på Cuba. For eksempel medierne El Estornudo, OnCubaNews og Cibercuba.
Det er egentlig ikke tilladt med private medier på Cuba, så de eksisterer i en slags limbo mellem legalt og illegalt.
Maykel González er cubansk freelancejournalist og medstifter af det private medie El Estornudo. Han fortæller, at den cubanske befolknings interesse for at gå online er overvældende:
”Det er første gang, at den almindelige cubanske befolkning går på nettet. Det betyder, at folk skal lære at bruge nettet. Men det giver også cubanerne mulighed for at dobbelttjekke information og ikke bare passivt modtage information fra officielle kanaler,” siger han
Wi-fi i Parken
I parker rundt i Havana stimler folk sammen på bænke i den stærke caribiske sol. Alle dybt optagede med øjnene klæbet til deres smartphones, og mange smiler for sig selv.
I juli 2015 begyndte den cubanske stat at udbyde trådløst internet i parker centrale steder på Cuba. Og det bliver stadig mere populært.
For at komme på nettet køber man internetkort, som koster en cubansk peso for en time – det svarer til omkring seks en halv danske kroner. En månedsløn på Cuba er omkring 200 danske kroner, så at gå på nettet er dyrt for cubanerne. Men det forhindrer ikke en stor del af dem i at gå online.
Michel Hernández, erfaren kulturkritiker på det private medie OnCuba-News, ser med begejstring på cubanernes nye demokratiske værktøj, internettet:
”Adgangen til internettet vil på sigt betyde, at borgerne opnår større deltagelse i det cubanske samfund,” mener han, men tilføjer samtidig:
”Men for at det kan komme til at ske, er Etecsa nødt til at reducere prisen og forbedre forbindelsen.”
cuba
Første dag på nettet
Alle dem, jeg taler med, husker tydeligt den første dag, de gik på nettet.
De fortæller, hvordan de åbnede en Gmail-konto for at sende mails til familiemedlemmer. Andre oprettede Facebook-profiler. Rigtig mange foretog videoopkald til familiemedlemmer i udlandet, som de ikke havde kunnet have den form for kontakt med i årevis, siden vedkommende havde forladt Cuba.
”Internettet bliver i høj grad set som en bekvem og billig måde at kommunikere med familiemedlemmer, som opholder sig i udlandet, på,” siger journalist Maykel González.
Men det er svært at interviewe folk på Cuba om et hvilket som helst emne.
Folk kigger sig over skulderen, er bange for at få problemer ved at tale med en udenlandsk journalist, fortæller flere. Nogle siger nej til at give interviews med det samme, andre går med til det, hvis de kan forblive anonyme. Kun få giver interviews med navn og efternavn – og disse er de mest venligtsindede over for den cubanske regering.
En af dem, som godt vil opgive sit navn, er Miguel Ángel Colas Fernández (52), musiklærer fra Havana.
Han fortæller, at han bruger Twitter og læser nyheder fra andre dele af verden. Han ser afslappet på statens kontrol af internettet:
”Nogle sider er lukket ned, for eksempel porno. Men vi har jo adgang til YouTube og Facebook. Vi cubanere ved godt, hvad der er godt og skidt. Vi er godt uddannet. Problemet med internettet er, at det informerer, men det misinformerer også. Man kan ikke tjekke, om det er rigtigt, det, der står på internettet,” siger Miguel Ángel Colas Fernández
Og det med misinformation er en udfordring for internet-jomfruerne på Cuba:
”Befolkningen kan læse udenlandske og alternative medier. Men fordi det hele er nyt, så sker det, at folk ikke kan se forskel på fake news og rigtige nyheder, eller de aner ikke, hvem der er troværdige kilder,” mener Maykel González.
Frivillige bekæmper sorg
I kvarteret Santo Suarez i Havana besøger vi et herberg, der huser en lille del af de op mod 10.000 mennesker, som mistede deres hjem efter tornadoen.
En lille gruppe er samlet i en cirkel. Kvinden Norelvis Silano fortæller, at hun gemte sig under trappen med sin toårige søn, da tornadoen ramte huset. Hun blev voldsomt forskrækket, det hele skete så hurtigt.
”I starten troede jeg, det var et fly. Da jeg forstod, hvad der skete, troede jeg, det var verdens ende. Huset faldt sammen om ørerne på mig,” fortæller Norelvis.
Teatergruppen Teatro Espontaneo de la Habana laver grimasser, synger og danser, inspireret af Norelvis' fortælling. Aktiviteten er ét af de frivillige tiltag, som den øgede adgang til internet har muliggjort. Først er ansigterne i cirklen alvorlige, men efter få minutter bryder gruppen sammen af grin.
Ingen informationsfrihed på Cuba
I en park i kvarteret Vedado i Havana nærmer jeg mig en mand, der, straks da jeg fortæller, at jeg er journalist, ser meget nervøs ud og kigger sig over skulderen. Han vil ikke give interview, men kan ikke lade være med at give sit besyv med.
Han fortæller, at han har haft adgang til internettet på sin smartphone en måneds tid. Han er kritisk over for Cubas regering:
“Ytringsfrihed er 'ytringsfrihed' i Cuba. Vi er bange. En udlænding som dig repræsenterer en drøm om en anden verden, men er også en tidsbombe. Hvert øjeblik kan politiet komme efter mig – og du kan blive smidt ud af landet,” siger Alberto tørt.
Ifølge den Madrid-baserede menneskerettighedsorganisation Det Cubanske Observatorium for Menneskerettigheder (Oberservatorio Cubano de Derechos Humanos) OCDH steg antallet af anholdelser af regeringskritikere i februar i forbindelse med en folkeafstemning om ændringer af landets forfatning. Organisationen registrerede i februar en stigning af landets undertrykkelse af systemkritikere med 243 vilkårlige anholdelser, hvilket er en fordobling i forhold til januar.
“Her er ikke frihed. Vi lever med stor frygt for styret. Ja, vi har internet, men det er dyrt, og det er jo ikke frit. Hvis man siger sin mening, så får man problemer,” fortsætter Alberto.
Men kulturkritikeren ser mere positivt på de muligheder, som internettet giver cubanerne: ”Det øger muligheden for, at de meninger, som folk udtrykker på sociale medier, inddrages i beslutningsprocesser. Og i det hele taget nærer det cubanernes nysgerrighed,” mener Michel Hernández.
Ytringsfrihed er "ytringsfrihed" i Cuba. Vi er bange. En udlænding som dig repræsenterer en drøm om en anden verden, men er også en tidsbombe. Hvert øjeblik kan politiet komme efter mig - og du kan blive smidt ud af landet
Mangel på alt
I en anden nærliggende park med wi-fi i Havana skal jeg lige til at interviewe en ung kvinde, som sidder på en bænk med sin mobiltelefon.
Inden vi kommer i gang, rejser hun sig hurtigt og siger, ”Undskyld, du ved, madolie” – og løber væk.
På Cuba ved alle, hvad hun mener. Hun løb efter en kvinde, der kom forbi med en plastikpose, der indeholdt en flaske madolie. Der er stor mangel på basisvarer som madolie, mel og æg, så hvis nogen har købt, spørger man altid hvor, for at skynde sig hen og stå i kø.
I skyggen af et træ sidder den 25-årige tandlæge Laura Cuellar. Hun fortæller, at hun normalt sidder her i parken og bruger det trådløse netværk tre-fire timer hver weekend.
”Første gang jeg gik på nettet, åbnede jeg en Gmail-konto og skrev en e-mail til min far. Han havde været i Ecuador i fire år på det tidspunkt,” fortæller Laura og smiler eftertænksomt.
”Nettet har været en stor forandring for os. Det giver os adgang til meget underholdning. Vi kan komme i kontakt med venner, for eksempel via Instagram eller Gmail,” siger den 25-årige tandlæge, som ikke bruger nettet til at læse nyheder eller google information.
Nettet mobiliserer folk
Men internetadgangen har også skabt muligheder for at mobilisere Cubas civilsamfund.
Iliet Rodríguez på 23 år er psykologistuderende i Havana. Siden januar har hun sammen med andre studerende via WhatsAapp organiseret en gruppe af frivillige, som hjælper ofrene for tornadoen med psykologisk støtte, som for eksempel teatergruppens improvisationsteater:
“Det ligger i vores kultur som cubanere at hjælpe. Det nye er størrelsesordenen. Mange flere private har hørt om omfanget af problemet med tornadoen og har via internettet, sociale medier og chat-apps som WhatsApp haft mulighed for at organisere sig for at hjælpe. Synligheden så hurtigt er ny. Vi så fotos på Facebook af omfanget af skaderne,” fortæller Iliet Rodríguez.
Og befolkningens reaktioner oven på tornadoens ofre er et godt eksempel på, hvordan internettet har sat forandring i gang i Cuba, mener journalist Maykel González:
”I det store hele kan vi sige, at panoramaet for kommunikation har ændret sig. Vi kunne se gennem sociale medier, hvordan folk mobiliserede sig efter tornadoen, og det resulterede i håndgribelige handlinger.”