Gå til indhold
PRESSEFRIHED UNDER ANGREB

Med livvagt på arbejde

Trusler på livet er dagligdag for mange journalister i Colombia. Især på landet, hvor emner fra korruption til drikkevand kan være livsfarlige. Tendensen med voksende fjendtlighed mod journalister fra især politikere er voksende på globalt plan og gjorde 2018 til det hidtil farligste år for pressen.


Af Linda Nordahl Jakobsen. Foto: Mike Kollöffel

BARRANCAS, COLOMBIA

Alex Sierre, den lokale korrespondent for den colombianske avis Diario del Norte, speedsnakker, når han fortæller, hvordan han blev holdt op på gaden i den lille by Barrancas.

To mænd på motorcykel, med hjelme og masker på, stoppede ham, da han var på vej til brandstationen, hvor han er frivillig indsatsleder. I et splitsekund troede Alex Sierra, at de ville spørge om vej. Men de spurgte til hans navn, og så kom truslen: ”Vi siger det ikke én gang til. Du stopper NU. Hvis du fortsætter dine skriverier om kommunen og vandmangel, så pumper vi dig med bly.

Alex Sierra bor og arbejder i Barrancas. Byen ligger med sine 27.000 indbyggere på kanten af en af verdens største åbne kulminer, El Cerrejón, i Guajira-provinsen i det nordøstlige Colombia.

Kulminen ligger som et kæmpestort goldt og sort landskab af bjergkratere og bassiner med vand, som kulminen henter fra undergrunden. I Guajira-provinsen har mange af byerne ingen ordentlig drikkevandsforsyning.

Nogle steder fordi provinsen er ramt af klimaforandringer, tørke og ørkendannelse, og andre steder fordi penge til for eksempel udvikling af vand- og sanitetsområdet er røget i de forkerte lommer hos embedsmænd eller entreprenører. Drikkevand er derfor et følsomt emne.

Det fik Alex Sierra at mærke. Men han ved ikke, hvem der står bag dødstruslerne.

”Jeg anmeldte dødstruslen til de lokale myndigheder og gik også til den lokale menneskerettighedskomité og journalistsammenslutningen,” siger Alex Sierra, der er gift og far til fire. Dagen inden vi mødtes i Barrancas, modtog han endnu en trussel. En krans med en seddel, hvorpå der stod: ”Alex er en sladrehank, blander sig i ting, der ikke rager ham, PAS PÅ!”

Selvom hans familie er dybt bekymret, og han føler sig ekstremt udsat og stresset, så fortsætter han med sit journalistiske arbejde.

"Jeg kan dø af sult, hvis jeg ikke arbejder – eller jeg kan dø af at lave mit arbejde. Det er sådan set mit dilemma," siger han og skridter hurtigt ind på brandstationen i Barrancas, hvor hans livvagt venter på ham.

Dansk støtte til pressefrihed

I Colombia støtter den danske ngo International Media Support (IMS) Consejo de Redaccion, en webbaseret gruppe af journalister, der arbejder med udvikling af nye fortællemetoder og undersøgende journalistik i postkonfliktområder.

Fundación para la Libertad de Prensa - FLIP, som arbejder for at fremme pressefriheden, har fået støtte til at udvikle en førstehjælpsguide til medier og journalister.

IMS samarbejder desuden med en række andre organisationer omkring støtte til journalister og medier, herunder FECOLPER, den colombianske sammenslutning af journalister.

Pres på pressefriheden

Flere hundrede journalister i Colombia er udsat for trusler på livet eller anden form for afpresning. Faktisk er antallet af trusler mod medier og journalister i Colombia øget med 43,5 procent det seneste år i forhold til 2017. Det fremgår af en opgørelse fra fonden for pressefrihed, FLIP, der støttes af International Media Support og har base i Bogotá.

”Sidste år havde vi valg i Colombia, og det giver typisk en polarisering i den offentlige debat. Men det er desværre også blevet mere almindeligt blandt mange politiske ledere, at de forsøger at miskreditere medier og journalister, når de tager bestemte temaer op eller udtrykker kritik,” siger koordinator i FLIP Jonathan Bock.

Tendensen med større fjendtlighed og hadefulde udfald mod journalister og medier fra især politiske ledere er også voksende på globalt plan og er med til at presse mediernes frihed i flere lande verden over.

2018 blev således det hidtil farligste år for presse- og mediefolk, når det drejer sig om overgreb, gidseltagninger, fængslinger og drab, viser World Press Freedom Index 2018, som Reporters Without Borders (RSF) udgiver.

Indekset tegner et øjebliksbillede af vilkårene for pressefriheden i 180 lande. Colombia ligger som nummer 130 i indeksets ”røde felt” sammen med lande som Hviderusland, Pakistan og Mexico.

Set fra Latinamerika er Colombia fortsat et af de farligste lande for journalister i forhold til risiko for bortførelser, fysisk vold og dødstrusler. Samtidig forsøger væbnede kriminelle grupper i visse landområder at kvæle lokale medier ved at skræmme journalister væk.

Alex Sierra arbejder som lokal korrespondent i Barrancas for Guajira-provinsens største avis Diario del Norte, hvor han har skrevet om mange lokale korruptionssager og mangel på vand. Han er frivillig i det lokale brandmandskorps og har ofte sin brandmandsuniform på, når han er ude som reporter. 

Livvagter og sikre biler

Colombia har dog som et af de få lande i Latinamerika et særligt beskyttelsesprogram (la Unidad Nacional de Protección - UNP) til personer, der trues på livet. UNP giver beskyttelse i form af livvagter, sikre biler og personligt sikkerhedsudstyr. Sidste år omfattede beskyttelsen 4.300 personer. Størstedelen er menneskerettigheds- og miljøfortalere, fagforenings- og bondeledere, imens 172 er journalister.

Men behovet for beskyttelse er voksende, og den colombianske regering har lovet at tage initiativ til at styrke UNP. FLIP har registreret mindst 200 journalister, der har brug for beskyttelse, og ser også gerne, at samarbejdet med justitsmyndighederne styrkes, så der sker retsforfølgelse af bagmændene.

”Der er stadig stor straffrihed i Colombia, og endnu har vi ikke set en eneste sigtelse mod bagmændene til truslerne,” siger Jonathan Bock.

FLIP oplever også, at processen med godkendelse hos UNP er langsommelig, og i nogle tilfælde har UNP slet ikke svaret på anmodninger om beskyttelse.

Det oplevede de to journalister Alberto Castaño og María Lourdes Zimmermann. Efter at de havde skrevet på webportalerne Natural Press og Mongabay.com om drab på sociale ledere sidste år, fulgte en strøm af anonyme dødstrusler. Først via de sociale medier. Siden blev Alberto Castaño forfulgt og truet med pistol flere gange offentligt. Ifølge FLIP fik de to journalister aldrig svar fra UNP om beskyttelse og følte sig så pressede, at de rejste ud af landet.
quote ikon

Alex er en sladrehank, blander sig i ting, der ikke rager ham, PAS PÅ!

Trussel på en krans mod journalist Alex Sierre
Beboere i Barrancas må hente vand ved brandstationen fra tankbiler. Byens vandforsyning virker ikke, en del af de penge, som Barrancas har fået til vandforsyning, er forsvundet i korrupte embedsfolks og entreprenørers lommer.

Miljø og narko er farligt

Den colombianske sammenslutning af journalister, FECOLPER, dokumenterer i bogen La Información en tiempos de Fusiles, at visse temaer er særligt farlige for journalister: korruption hos myndigheder og politikere, forbindelser mellem væbnede grupper, myndigheder og den lokale magtelite, narkotrafik, sociale og miljømæssige konsekvenser af store mineprojekter og fordeling af jord samt drab på sociale ledere.

”I denne efter-fredsaftale-situation, vi lever i, er graden af trusler blevet mere synlig. Det er helt åbenlyst, at journalister, der skriver kritisk om den lokale magtelite, om penge og korruption og forbindelserne imellem disse, udsættes for trusler,” siger Adriana Hurtado, leder af FECOLPER.

”Men journalisterne er med til at give de svageste i samfundet en stemme,” siger Adriana Hurtado. ”Medierne er en vigtig del af en demokratisk fredsproces i forhold til at fokusere på implementering af fredsaftalen og også i forhold til at arbejde med kritisk og konstruktiv journalistik.”

Bag om artiklen

Loading...

    Andre artikler om #rettigheder

    Loading...