"Man koncentrerer sig meget om ligestilling i øjeblikket. I Saudi Association of Arts and Culture består bestyrelsen af otte mænd og tre kvinder, og de sørger for, at der altid er kvinder til stede ved møderne. Kong Abdallah talte fra starten om kvinder på en anden måde. Han har bl.a. indviet et universitet, der er opkaldt efter hans søster, og han er den første saudiske konge, der bliver fotograferet side om side med de kvinder, han har møder med. Billedet af saudiske kvinder som en del af officielle begivenheder er blevet mere centralt."
Hana Alomair, filminstruktør.
TAG MED TIL ÅR 0 I SAUDISK FILMPRODUKTION:
“Kunst og kultur er noget, man frygter og ser som potentielt kontroversielt. Det sted, hvor snak om frihed måske begynder”
Efter 40 års forbud er de første biografer netop åbnet i Saudi-Arabien og viser film fra USA, Egypten og Dubai. Filmkunsten har længe været et farligt stedbarn, men nu åbner nye døre sig. Mød nogle af dem, der vil tegne fremtiden - og måske bearbejde fortiden.
Af Rasmus Brendstrup
Riyadh, Saudi-arabien
“Cut!” Kvindestemmen gjalder gennem det store teaterrum, hvor en lang arabisk monolog har været omkranset af fuld koncentration.
Filmholdet ser op og standser deres lydløse dans rundt om skuespiller Osama Al-Gass, der netop har leveret sin 16. fortolkning af en skuespiller i livskrise. For 16. gang er optagelsen ubrugelig. Sidst var det et kamerabatteri, der bippede, før da noget med skarpheden. Denne gang har skyggen af en mikrofonstang lagt sig ind over Osama Al-Gass' brystkasse.
“Shit!” lyder det, igen på engelsk, fra en af de seks mænd på scenen. Fnysen bliver til fnisen hos kamerafolk og shortsklædte lydmænd. Denne gang var de kun to minutter fra at nå i mål.
Holdet har været i gang i ti timer. Klokken er 19 i Riyadh, og trætheden er synlig i ansigterne på teaterskolens rustikke scene.
Instruktøren, Hana Alomair, benytter pausen til at vinke mig over til monitoren mellem de velourklædte træstole. Hun vidste, at det ville blive svært at lave en film som denne: én ubrudt optagelse på små 20 minutter – med masser af bevægelse, dialog og rekvisitter. Stykket er en saudisk udgave af Anton Tjekhovs Svanesang om en skuespiller, der ikke føler sig set som et rigtigt menneske.
Kronprinsen åbner kulturlivet
En anden kvinde i teatersalen er 31-årige Rahaf Ibrahim, der har mørk, krøllet hår. Hun er freelancer i film- og tv-branchen og instruktørassistent.
“Jeg elsker at lave film. Det er godt nok lettere at få reklameopgaver – men det føles lidt som at sælge sin sjæl til djævelen,” fortæller hun.
Hana og Rahaf er blandt de 30 filmfolk, jeg møder på min rejse i Saudi-Arabien, og en del af den første reelle generation af filmskabere i landet. Alle deler følelsen af, at nye døre har åbnet sig.
“Vi er blevet svigtet og har så længe været marginaliseret,” fortæller Hana Alomair. I hele instruktørens levetid har filmkunsten været et stedbarn – overladt til at klare sig selv.
“Det er kun to år siden, at situationen begyndte at løsne sig. De saudiske tv-kanaler viser vores film og siger, at de er interesserede i vores projekter. Der er endda snak om, at de måske vil producere. Tingene har flyttet sig hurtigt, siden han kom.”
Med “han” mener Hana Alomair kronprinsen, Mohammed bin Salman, der i 2017 blev den overraskende nye magtfaktor i saudiarabisk politik. Nogle gange omtales han som “MBS” i vores samtale, men mest bare som “han”.
Hana Alomair ser Mohammed bin Salman som vejen til en fremtid, hvor kunstnere faktisk kan lave de ting, de brænder for. Ikke mindst de kvindelige kunstnere.
Hun underbygger det med, at kvinder for nylig har fået lov til at tage kørekort og job i servicesektoren. Det er også under MBS, at musikken efter årtiers forbud er vendt tilbage på caféer og spillesteder – i første omgang i de mere progressive distrikter. MBS inkarnerer også tankerne bag det nye Saudi Film Council, der skal støtte både biografkultur og saudiarabisk filmproduktion.
Feminisme i Saudi-arabien
“Vi skaber gulvet, vi går på”
Optimismen virker næsten surrealistisk. Besøget finder sted, få uger efter at Mohammed bin Salman har prøvet at dække over det makabre mord på journalisten Jamal Khashoggi på den saudiarabiske ambassade i Istanbul. Krigen mod Yemen mod syd er også noget, mange har en holdning til. Men de ting bliver sekundære, når man taler med kunstnere.
“Han er den eneste, der giver os håb,” siger Hana Alomair.
"Nu kan fraskilte kvinder få ID-papirer til deres børn. Hver eneste måned er der nye forandringer. Det kan godt være, at de er drevet af økonomiske hensyn, men det skaber social udvikling. Personer med kreativitet har mere plads lige nu,” siger Hana Alomair, der iført ravfarvede solbriller og sort abaya er lidt mere konservativt klædt end mange andre kvinder i gadebilledet.
Hun er sidst i 30erne, fraskilt, har studeret i Skotland og er en af de “gamle” i faget, i og med at hun har arbejdet med film i et årti.
“Vi er i en æra, hvor tingene skal ske hurtigt,” fortæller instruktøren: “De unge har opsparet så meget frustration, at hvis de ikke får lov til at udtrykke sig, vil vi få en anden form for revolution. Og der er masser af ting, der ikke er afklarede i øjeblikket. Vi skaber gulvet, vi går på, og mangler stadig midler til at føre projekter ud i livet.”
ARABIAN NIGHTS
Københavnerfestivalen Arabian Nights har også et lille saudiarabisk islæt i år. Festivalen finder sted i perioden 1.-20. oktober i Cinemateket. Rasmus Brendstrup står bag festivialen, som sætter spot på arabiske film for femte år i træk. I 2020 bliver saudiarabisk film et fokusområde på festivalen.
Vil åbningen blive til kunst?
Biografer blev forbudt i 1979, og siden da har 40 års konservativt-religiøst styre haft et fast tag om kulturscenen.
De første biografer er netop blevet åbnet i den store ørkenstat. De to første af biograferne, Riyadh Park og Al Qasr Mall, åbnede sidste år i hovedstaden, Riyadh. De ligner vores hjemlige multiplex-biografer med popcorn og blanke flader. I år er biografer i byerne Jeddah og Tabuk i det vestlige Saudi-Arabien kommet til.
Men ikke alle føler sig sikre på, at den nye biografkultur også vil smitte gunstigt af på den saudiske filmproduktion.
“Filmfolk i dag er unge og uhærdede. Mange hopper fra sted til sted, uden bekymring for filmens indhold, betydning eller filosofi. For biograferne handler det kun om penge, og det frygter jeg vil ryste de unge,“ fortæller digteren og kulturentreprenøren Ahmed Al-Mullah, der sidder bag rattet i sin bil. Vi kører langs kysten 300 km øst for Riyadh.
“’Kom og lav den første kommercielle saudi-film', vil nogen sige. Og det vil de så lave. Men en måned senere er de videre,” fortsætter han.
Biografbilletter koster ca. 100 kr. og sættes til salg online dagen forinden. Visningerne er opdelt i “kun for mænd” og “kun for familier”, og stort set alle eftermiddags- og aftenvisninger bliver udsolgt. Filmene er de nyeste amerikanske actionfilm, gysere og animationsfilm foruden enkelte film på hindi og arabisk – typisk komedier.
Vores store romanforfattere, professorer og kunstnere har bygget deres karriere op trods umulige odds
Kunst er noget, man frygter
Ahmed Al-Mullah er 58 år og mangeårig leder af en festival, der eksisterer mod alle odds: Saudi Film Festival.
Festivalen har de seneste ti år trodset modstand og pengemangel og hyldet de kunstneriske saudiske film – kortfilm lavet på intet eller lavt budget.
Fra 2008 til 2016 lykkedes det at afholde fire udgaver af festivalen i et ramponeret, men hyggeligt tværkulturelt center i kystbyen Dammam.
“Filmfestivalen har lige fået en ny leder,” fortæller Ahmed Al-Mullah.
“Han skaber masser af aktiviteter, men han arbejder frivilligt og er skolelærer om morgenen. Det er et af problemerne her: Der er ingen struktur under kultur og kunst. I udlandet tror mange, at Saudi-Arabien vælter sig i kulturpenge, men det er lige omvendt. Kunst og kultur er noget, man frygter og ser som potentielt kontroversielt. Det sted, hvor snak om frihed måske begynder.”
Ahmed Al-Mullah smiler et alvorsfuldt smil. Han har briller, grå stænk i håret, hestehale og lædervest. Han ligner den mønsterbryder, han er.
“Vores store romanforfattere, professorer og kunstnere har bygget deres karriere op trods umulige odds. Og lige nu er spørgsmålet, hvordan man støtter filmkunsten. Om ti år vil alt se anderledes ud. Så hvordan det bliver organiseret, bliver meget afgørende. Filmkunsten i vores land er som et værelse. Lige nu er det tomt, og alle vil ind i værelset på én gang.”
I marts rykkede Saudi Film Festival ind i et splinternyt kulturpalads, Ithra. Bygningen er norsk designet og finansieret af oliemastodonten Saudi Aramco.
2019 blev således året, hvor Saudi Film Festival omsider kunne vise film i en biograf. Det gør Ahmed Al-Mullah glad og stolt. Men festivalen er ikke et mål i sig selv, understreger han. Den er et middel, og han håber på, at en klar kulturpolitik fra Saudi Film Council vil kunne understøtte det:
“Vi ønsker, at der bliver lavet en fond til saudiske filmmagere. Vi ønsker en biograf dedikeret til saudiske film, eller i det mindste en kommerciel biograf, der helliger en andel af visningerne eller årshjulet til saudiske film. Ellers presser man det lokale talent og de lokale produktioner ud.”
Dogme på arabisk
Tilbage på caféen i Riyadh fortæller Hana Alomair om quesadilla-gruppen. Et uformelt kollektiv, hvor hun og otte-ti andre filmfolk mødtes regelmæssigt for nogle år siden. Over hjemmelavet mexicansk mad – deraf navnet – diskuterede de filmidéer og gav hinanden sparring.
Sammen planlagde de at lave en antologifilm efter dogmeregler: Hver instruktør skulle lave en kortfilm, der udspandt sig i løbet af én dag i Riyadh. Uden kunstigt lys, soundtrack, etc. – ligesom i det danske dogmekoncept. Filmene skulle være realistiske i tonen og behandle et socialt problem.
“Jeg skrev selv om en kvinde med psykiske lidelser, der er låst inde i sit hjem sammen med sin datter og beslutter at bryde ud. Det er manden, der har låst dem inde. På det tidspunkt blev der åbnet retssager om vold i hjemmet. En af de andre i gruppen skrev om en musiker, der må skjule sin oud (arabisk strengeinstrument. red) for familien, men bliver opdaget af faren.”
Kun én af filmene blev til noget, nemlig Hind Alfahhads Basta’ (2015) om kvinder, der hævder deres ret til at sælge varer i en traditionel souk. Den har efterfølgende vundet priser i bl.a. Dubai.
Jeg spørger Hana Alomair, hvor stor forskel der er på frihedsrettighederne fra område til område i Saudi-Arabien.
“Der er stor forskel. Også inden for en enkelt by. Der er dele af det sydlige Riyadh, hvor du ikke kan se en parabolantenne. Hvis du satte en op, ville folk banke på og spørge, om du havde ’skadelige’ kanaler. 1990'erne var den værste tid. Folk bestak tjenere til at rapportere, at en kvinde og en mand mødtes. Vi følte det, som om hele landet var et fængsel. Der findes filmskabere, der vil lave historier om den æra. Andre er glade og ønsker ikke at se sig tilbage. Men jeg tror, vi kommer til at høre de historier.”
Du forestiller dig først en fejringstid og så en periode med terapi?
“Præcis!” ler Hana Alomair.
“Jeg tror ikke, jeg selv skal lave en film om den periode. Jeg kalder det ikke engang en tid, men et ’sted’, fordi det er så slemt at mindes. Men måske kommer det ud på indirekte måder.”
Bedste skuespiller
Tilbage i teatersalen går Osama Al-Gass op på scenen for at lave sin maratonmonolog for 17. gang. Kulissen signalerer klassisk teater med guldrammer og draperet stof, men alle forsikrer mig om, at der er masser af tankegods for et nutidigt saudiarabisk publikum i filmen.
“Kamera klar? Lyd klar?”
Tavsheden og koncentrationen sænker sig over lokalet.
“Og … action!”
Osama Al-Gass bruger lidt større armbevægelser denne gang. Jeg løber tør for tid midtvejs og bliver lukket stilfærdigt ud af en sidedør.
Et par måneder senere tikker jubelhyl ind på min mobil via WhatsApp og Facebook. Osama Al-Gass har vundet prisen som bedste skuespiller på den syvende udgave af Saudi Film Festival.
Bag om artiklen
Loading...
Andre artikler om #kunst&kultur
Loading...