10 idéer der forbedrer verden
Af Lasse Skytt
1. Drone fjerner affald fra havne og floder
Affald i havene er et voksende miljømæssigt problem. Et hollandsk firma har derfor lanceret den eldrevne drone WasteShark, der sættes i vandet, hvor den fjerner skrald, olie og alger fra vandet i stil med en robotstøvsuger. I Aarhus Havn skal den inden længe "samarbejde" med luftdronen CityShark, der fra oven holder øje med bl.a. oliespild og sender koordinater ned til dronen i vandet.
2. Grøn energi ud af hvide snefnug
Klimaforandringerne gør fremtidens vintre koldere og længere, og mere snevejr gør det sværere for solpaneler at producere vedvarende energi. Men nu har amerikanske forskere opfundet en måde at lave energi ud af snefnug på. TENG hedder deres apparat, som virker ved statisk elektricitet. Apparatet er lavet af silikone, der har en negativ ladning. Og fordi snefnug har en positiv ladning, vil der opstå energi, når de to materialer mødes.
3. Smartbrille hjælper blinde og svagtseende
250 millioner mennesker lever med et nedsat syn, og heraf er 75 millioner helt blinde. Men med Amal Glasses kan de nu få en bedre fornemmelse for, hvordan deres omgivelser ser ud. På brillerne er en lille mikrofon og et kamera, som bruger kunstig intelligens og gps til at advare den synshæmmede person om forhindringer på vejen. Smartbrillen kan også genkende ansigter og fortælle, hvilke varer der står på hylden i supermarkedet.
4. Stopper vasketøjets mikrofibre fra at ryge i havet
Hver gang vi vasker tøj, der indeholder mikrofiber, skylles millioner af de miljøskadelige fibre ud gennem afløbet og ender i havet, hvor de er til skade for dyre- og planteliv. Derfor har et amerikansk firma lavet Cora Ball – en farverig, korallignende gummibold, som lægges ind i vaskemaskinen under vask. Her samler den de ellers usynlige mikrofibre til en bunke fnuller, som derefter kan fjernes fra vaskemaskinen.
5. App viser historiske kvinder
Kvinder overses ofte i historiebøgerne. 89 procent af de personer, der skildres i amerikanske historiebøger, er mænd, og ifølge organisationen Daugthers of the Evolution bør børn præsenteres for flere kvindelige rollemodeller i historieundervisningen. Til det har de lavet en app til skoler, Lessons in Herstory, der med Augmented Reality viser en indflydelsesrig kvinde, hver gang man holder sin smartphone hen over et billede af en mandlig historisk figur fra den samme tidsperiode.
6. Omdanner ørken til frugtbar jord
I løbet af det næste årti må op mod 135 millioner mennesker formentlig forlade deres hjemegn på grund af ørkenspredning og tørke. Det norske firma Desert Control har dog udviklet en banebrydende løsning, der kan give flere afgrøder med mindre vandforbrug og samtidig begrænse den hastige ørkenspredning. Den hedder Liquid NanoClay og er en blanding af vand, ler og nano, som sprøjtes på ørkensandet og omdanner det til frugtbar jord på bare syv timer.
7. Intelligent skraldespand skælder ud ved madspild
En tredjedel af vores mad går til spilde. På verdensplan svarer det til 1,3 milliarder ton madspild om året. Men nu har Winnow Solutions udviklet en skraldespand, som bruger kunstig intelligens til at identificere de madrester, du smider ud. Skraldespanden vejer også madresterne og regner ud, hvor meget madspildet har kostet. Og så giver den dig en røffel. I England har IKEAs restauranter reduceret deres madspild med 32 procent takket være den intelligente skraldespand.
8. Verdens første 3D-printede hjerte af menneskeligt væv
For første gang i verdenshistorien har forskere 3D-printet et hjerte af væv og celler fra et menneske. På sigt kan det potentielt nedbringe antallet af hjerte-kar-sygdomme, som er den hyppigste dødsårsag på verdensplan. Bl.a. fordi det kan muliggøre, at patienten kan få et nyt hjerte fra sit eget væv og dermed undgå ventetid på et donorhjerte. De israelske forskere arbejder nu på at få hjertet til at pumpe, så metoden er sikker.
9. Brillen, der blokerer skærme i dine omgivelser
Danske børn har europarekord i skærmtid, og det kan ifølge Sundhedsstyrelsen give alvorlige helbredsproblemer at have øjnene rettet mod en skærm i for lang tid. For at modvirke udviklingen har et hold designere skabt brillen IRL Glasses, som blokerer lyset fra tv-skærme, computere og reklamesøjler i dine omgivelser – som en slags adblocker i det virkelige liv. Brillernes filter er endnu ikke i stand til at udelukke lyset fra smartphones.
10. Et genbrugeligt vandfilter
Vandfiltre hjælper med at reducere plastikaffald og fjerne urenheder fra det vand, vi drikker. Men de bidrager også til miljøproblemerne, fordi op mod 100 millioner af de udskiftelige filtre sendes på lossepladsen hvert år. To skotske iværksættere har derfor lavet Phox V2, som er et nyt filtreringssystem med et genbrugeligt filter, hvor det eneste, der skal skiftes ud, er et bæredygtigt miks af skaller fra en kokosnød, som bidrager til at rense vandet.