”Husk på, at vi startede fra nulpunktet. Alt blev genfødt efter 1994”
Nationalparken Akagera er en af Afrikas ældste, men ligesom Rwanda selv blev parken næsten fuldstændig ødelagt i 1990'erne og lagde jord til massakrer. Parken, der i dag er en guldgrube, er et symbol på Rwandas udvikling fra slagmark til Afrikas Schweiz med et hårdt greb om magten.
Af Jørgen Samsø. Foto: Stephanie Aglietti / AFP / Ritzau Scanpix
Kigali, Rwanda
Det er ikke ofte, at en voksen mand i jakkesæt bag et stort, velordnet skrivebord begynder at græde. Men Emmanuel Mutangana kan ikke holde tårerne tilbage.
Han er tidligere leder af Akagera National Park og i dag direktør for naturbevaring i regeringsorganet Rwanda Development Board (RDB). Det er umiddelbart svært at forstå, at genopbygningen af en nationalpark kan være så emotionel at tale om, men som alting i Rwanda er bagtæppet folkemordet i 1994, hvor 800.000 tutsier og moderate hutuer mistede livet i blodige massakrer.
På blot 100 dage blev næsten en femtedel af landets befolkning dræbt.
”Vi blev ødelagt og brændt ned til grunden,” siger Mutangana, mens tårerne bryder frem. Efter en kort pause tager han til genmæle.
”Det bliver følelsesladet for mig, fordi det tager mig tilbage til dengang og grusomhederne i 1994. Og samtidig tænker jeg på, hvordan det er en overraskelse for verden udenfor, at et afrikansk land kan klare sig så godt. Det får følelserne op i mig.”
Afrikas Schweiz
Og både Rwanda og nationalparken Akagera har klaret sig godt over det sidste kvarte århundrede efter afslutningen på folkemordet. En afrikansk succeshistorie efter de fleste økonomiske parametre har givet landet kælenavnet "Afrikas Schweiz", og Rwanda er blevet lovprist vidt og bredt som et mønstereksempel på stabilitet og udvikling.
Rwanda er en af Afrikas hurtigst voksende økonomier med vækstrater på mere end syv procent næsten hvert år siden 2000. Sammenlignet med andre afrikanske naboer er korruptionen lav, og ifølge Verdensbanken ligger Rwanda nummer to på listen over businessvenlige steder i Afrika. Ifølge Rwandas regering kom en million rwandere over fattigdomsgrænsen i årene mellem 2008 og 2012, og selvom 60 procent af befolkningen i dag lever for under ti kroner (USD 1.25) om dagen, så er Rwandas officielle mål at opnå status som middelindkomstland i 2035.
Et af de progressive træk, som Rwanda blandt andet er kendt for, er forbuddet mod plastikposer, der blev indført i 2008. Det har bidraget positivt til den ren- og velplejethed, man møder overalt i landet og særligt i Kigali med dens hær af gadefejere.
Fra sit kontor på tredje etage i en kolos af en bygning, der huser RDB, kan Emmanuel Mutangana kigge ned på asfalterede boulevarder med veltrimmede vejsider med palmetræer og grønt græs i hovedstaden Kigali. Et utænkeligt syn for 25 år siden.
Alle her i Rwanda har en hård historie. Når du ser rwandere grine, mens de taler med hinanden, så er det en slags mirakel.
Dansk sort næsehorn
For blot 12 år siden var det også utænkeligt at se et sort næsehorn i Akagera National Park, som er en af de i alt tre rwandiske nationalparker, som Emmanuel Mutangana står i spidsen for. I dag er der 18 sorte næsehorn i Akagera, og til sommer vil der være fem mere, to hunner og tre hanner – en af dem danske Mandela fra Ree Safari Park på Djursland.
Akagera blev officielt lavet til nationalpark i 1934 og er en af Afrikas ældste. Men ligesom Rwanda selv blev parken næsten raseret til ukendelighed i 1990'erne. Forud for Mandelas rejse mod Afrika har parken gennemgået en forvandling. Fra slagmark med militærbase til nu at være fredeligt hjemsted for "The Big Five" (leoparden, løven, bøflen, elefanten og næsehornet) og dermed medlem af en udvalgt skare af nationalparker i Afrika, der kan pryde sig med den titel.
På Muhana-sletten i den nordlige del af parken græsser vortesvin, giraffer og zebraer i det åbne, flade landskab. Ved en lavvandet sø i en anden del af parken svømmer fire flodheste dovent rundt, mens en krokodille solbader på den mudrede bred. I sikker afstand står et dusin unge rwandiske turister og tager selfier og griner. Guiden Samuel Munyaneza peger på dem og siger:
"Alle her i Rwanda har en hård historie. Når du ser rwandere grine, mens de taler med hinanden, så er det en slags mirakel.” Han var tre år gammel, da folkemordet tog hans familie fra ham. Han blev adopteret af en onkel og voksede op i en landsby på kanten af nationalparken.
Mellem 1990 og 1994 var Akagera sæde for heftige kampe mellem Rwandas Patriotiske Front (RPF), en oprørsgruppe af eksil-tutsier, og Rwandas hutu-dominerede hær, der havde en stor og strategisk vigtig militærbase i nationalparken.
Efter folkemordets afslutning vendte over en million tutsier tilbage til Rwanda fra årtier-lange eksiler i nabolande, og landets nye tutsi-ledede regering anført af det sejrrige RPF stod over for store pladsmæssige udfordringer. Rwanda var og er et ekstremt tætbefolket land, og Akagera var derfor et oplagt sted at give plads til en del af de over en million hjemvendte eksil-tutsier.
Med sig havde de omkring 700.000 stykker kvæg, og de og deres husdyr satte parkens sårbare og allerede nedslidte økosystem under heftigt pres. Forståeligt nok var prioriteten i Rwanda ikke natur og vilde dyr, men mennesker.
”Efter folkemordet var landet helt nede på bunden,” siger Ian Munyankindi, der er hospitality manager i Akagera. ”De døde skulle begraves, de overlevende hjælpes, og freden sikres.”
Stram udviklingskurs
Efter folkemordet i juli 1994 var det internationale samfund tynget af skyld. I stedet for at gribe ind og for eksempel sende flere FN-tropper til landet for at stoppe massakrerne gik der diplomati og tomgang i den. I de første år efter folkemordet og gennem sen-1990'erne strømmede økonomisk bistand til Rwanda, men efterhånden lagde landet selv en stram udviklingskurs for fremtiden med lån fra IMF og Verdensbanken.
Det var også hjælp udefra, der satte skub i genopretningen af Akagara. I 1990 var der 300 løver i parken, den sidste af dem forsvandt i 2002. Det sidste sorte næsehorn af Mandelas slags blev set i 2007. I 2009 var Akagera nærmest kun på papiret en nationalpark.
Året efter ankom Jes Gruner, en 41-årig biolog fra Malawi med danske rødder. Hans opgave som direktør for Akagera Management Company, et joint venture mellem RDB i skikkelse af Rwandas regering og African Parks, en velgørende organisation, er at genskabe parken og samtidig tjene penge på det.
“Rwanda anede slet ikke, hvad de havde her. Det er en lille perle,” siger Jes Gruner.
Fremskridtstroen i det lille østafrikanske land er til at få øje på på Africa CEO Forum i Kigali. Konferencen, der markedsføres under overskriften "Afrikas største årlige businesstopmøde", afholdes i hovedstadens nye vartegn, Kigali Convention Center. Den paddehatformede bygning blev færdiggjort i 2016 til en pris på mellem 200-300 millioner dollar med plads til over 2.500 konferencegæster, der kan bo på et femstjernet internationalt hotel i komplekset.
Centret og konferencen er begge eksempler på, hvordan Rwanda forsøger at brande sig selv som et centrum for investeringer og innovation. Firmaer fra hele Afrika er til stede, og overalt ser man plakater med teksten ”Invester i Rwanda”.
“Det er et faktum, at landet har oplevet store fremskridt,” siger EU-ambassadør i Rwanda Nicola Bellomo under en kaffepause.
”Der er stor interesse i Rwanda. Rwanda er kommet på landkortet og er på alles radar. Præsident Kagame bliver mere og mere ‘Afrikas stemme’. Mange anser hans udviklingsmodel som en, der skal efterfølges.”
Anholdelser og tortur
Netop Paul Kagame er hovedtaler på Afrika CEO Forum-konferencen. Manden bag Rwandas transformation. Han har været ved magten, siden han som general førte RPF-styrkerne ind i Kigali, først som vicepræsident, siden som præsident.
I 2017 blev han genvalgt med 98,8 procent af stemmerne i landet, og siden er Rwandas forfatning blevet ændret, så han – hvis den massive opbakning fortsætter – kan sidde på præsidentposten frem til 2034.
”Vi har sagt åbent, at ingen udefra har betydning. Om du kan lide mig eller ej, så er præsident Kagame her som præsident af Rwanda, og det er rwandernes sag,” siger præsidenten selvsikkert under en paneldebat til en sal fuld af jakkesæt under CEO-forummet. ”Hvis de vil have Kagame, så får de ham, hvis de ikke vil have Kagame, så skiller de sig af med ham.”
Men det er ikke så let, som det lyder, hvis man spørger kritikere af styret. Ifølge dem holder Kagame nationen i et jerngreb, og regimet slår hårdt ned på kritik og smider politiske modstandere i fængsel og står også bag "forsvindinger" og mord. Listen over politiske dissidenter og journalister, der enten har måttet forlade landet, afsone tid bag tremmer eller se sig anklaget for at tale staten imod, er lang. Ifølge menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch anholder Rwandas militær rutinemæssigt politiske dissidenter og udsætter dem for tortur.
Alle beskyldninger benægtes hårdnakket af Paul Kagame og Rwandas siddende regering.
For at forstå Rwandas rejse mod demokrati og udvikling var og er der ifølge regeringens chefstrateg, Jean Paul Kimonyo, brug for stram styring. Og for at sætte udvikling før demokratiske spilleregler.
”Det første mål er social sammenhængskraft og national enhed,” siger han. ”Men det kommer ikke uden økonomisk udvikling, og det blev sagt åbent fra regeringens side, at Rwanda har brug for et system, der til en vis grad begrænser foreningsfrihed og ytringsfrihed af hensyn til den nationale enhed og af hensyn til hurtig økonomisk udvikling. Det er ikke journalisternes tid, eller researchernes eller observatørernes. Det er vores tid. Og vores tid handler om at ændre tingene på en drastisk måde.”
Mere om RWANDA
Kriminelt at fornærme præsidenten
For at lægge låg på de etniske spændinger, der satte blus på folkemordets bestialiteter, er det for eksempel forbudt ved lov at skelne mellem hutuer og tutsier. Og Rwandas højesteret fastholdt for nylig i en dom, at det er kriminelt at fornærme præsidenten.
Men der er tegn på små åbninger i den demokratiske proces. For eksempel da to kvinder, begge oppositionspolitikere og præsidentkandidater, i fjor blev sat på fri fod. Victoire Ingabire blev løsladt på præsidentiel benådning efter otte år i fængsel, og Diane Rwigara frifundet for anklager om, at hun ville vælte styret. Hun tilbragte et år i fængsel under retssagen.
Begge kvinder blev også anklaget for "benægtelse af folkemordet", noget, der – ifølge kritikere af Rwandas styre – ofte bruges til at lukke munden på journalister og politiske modstandere og til at holde fast i én fortælling om folkemordet. Meget sigende blev det officielle navn i 2014 ændret fra "folkemordet i Rwanda" til "folkemordet i Rwanda mod tutsierne" for at understrege, at tutsierne var de primære ofre. Det er hævet over enhver tvivl. Men mange moderate hutuer blev også dræbt under folkemordet – og massakrerne fortsatte med omvendt fortegn efter folkemordet ifølge nyligt udgivne bøger og rapporter.
Nogle massakrer på hutuer fandt sted i Akagera National Park, da RPF-tropperne rykkede frem og havde vundet fodfæste, blandt andet dokumenteret i den canadiske journalist Judi Reevers bog In Praise of Blood fra 2018.
”Dele af parken blev til udendørs krematorier, og menneskelig aske blev spredt i dens søer. Det var massemord næsten uden spor,” skriver hun.
Park er en guldgrube
Regeringen har indrømmet, at hævnakter fra RPF-soldater mod hutuer fandt sted, men affejer historien om ”det dobbelte folkemord” som nonsens.
Taler man som rwander – hutu eller tutsi – om den side af historien, der ligger uden for den officielle fortælling, så ligger anklagen om "genocide denial" ligefor. Straframmen for en dom går op til 25 år.
Lovsættet om benægtelse af folkemordet handler ifølge regeringen ikke om at undertrykke ytringsfriheden, men om at forhindre en gentagelse af folkemordet i 1994.
Samtidig fastholder den, at lignede lovgivning eksisterer i andre, primært europæiske lande og også på EU-niveau.
Tilbage bag skrivebordet hos RDB-direktøren har Emmanuel Mutangana genvundet fatningen, hans øjne er tørre igen.
Han har grunde nok til at være optimistisk. I dag har Akagera en omsætning på godt 15 millioner danske kroner årligt fra turisme, og sammen med Rwandas to andre nationalparker, kommer det tal op over 130 millioner danske kroner i 2018, fortæller direktøren.
Han retter på jakkesættet og siger: ”Husk på, at vi startede fra nulpunktet. Alt blev genfødt efter 1994.”