Bliver Nicaragua det nye Venezuela?
Mens alle øjne er rettet på krisen i Venezuela, er Nicaragua sat på den sorte liste over lande, der groft overtræder menneskerettighederne – demonstranter er blevet dræbt og tilfangetaget, og over 55.000 er flygtet.
Af Lise Josefsen Hermann. Foto: Manuel Esquivel
Managua, Nicaragua
15-årige Alvarito havde fået skrappe instrukser af sin far. Det er farligt at demonstrere. De havde sammen set videoer fra de voldelige sammenstød mellem politi og demonstranter, der brød ud i hovedstaden og seks andre byer i april 2018 som reaktion på en politisk reform.
Men Alvarito tog afsted uden farens viden. Hver dag voksede protesterne i størrelse – og brutalitet. Studerende deltog i solidaritet med ældre, hvis pension ville blive skåret ned som følge af reformen. Denne dag var sikkerhedsstyrkerne bevæbnede med skarpskud.
”Alvaro Conrado,” hører man sønnen sige i en video med en forpint stemme. Alvaro, hans far, forsvinder ind i videoklippet, som han har set utallige gange før. Det er det nærmeste, han nu kan komme sønnen.
“Alvarito blev først kørt til ét hospital, men de nægtede at modtage ham. Regeringen havde beordret til ikke at behandle demonstranter. Da han nåede til et andet hospital, var det for sent,” siger han.
Alvarito var én af de mange demonstranter, der blev dræbt den dag, som følge af skarpskud i ansigt, hals eller bryst.
Ortega: Det er et kupforsøg
Den Interamerikanske Menneskerettighedskommission har opgjort antallet af dræbte demonstranter til mindst 325.
"Statens sikkerhedsstyrker handlede direkte og også i koordinering med paramilitære gruppe", skriver de i rapporten, hvor de også kritiserer den manglende adgang til hospitaler.
Den rapport førte i december til, at kommissionen blev smidt ud af Nicaragua. I år figurerer landet på kommissionens sorte liste over lande, der overtræder menneskerettighederne – heriblandt Venezuela.
Men det tal er blæst op af menneskerettighedsorganisationer i landet, har præsident Ortega udtalt til flere nationale og internationale medier. Og protesterne sidste år udlægger han som en del af et kupforsøg med støtte fra USA. Han mener, at det er "kupmagerne, højreorienterede ledere og organisationer fra oppositionen", som har angrebet politiet med våben. Også de studerende og den katolske kirke er kupmagere, ifølge præsidenten, som for eksempel har sagt i et interview med Deutsche Welle, at ”der er ikke forfølgelse i Nicaragua.”
Men én for én forlader menneskerettighedsaktivister, studerende, journalister, fagforeningsfolk og akademikere landet. I april rejste hjælpebiskoppen fra Managua i eksil hos paven i Rom.
Krisen kort
Ifølge FN's flygtningeagentur, UNHCR, er mindst 55.500 nicaraguanere sidste år flygtet til Costa Rica, og organisationen regner med, at tallet fordobles i år. Det er en stigning af asylsøgere på flere tusinde procent på et år.
"Men alle har travlt med at kigge mod Venezuela og mod USA's grænse. Ingen ser på situationen i Costa Rica, der nærmest opstod fra den ene dag til den anden," siger Milton Moreno, UNHCR's repræsentant i Costa Rica.
En af flygtningene i Costa Rica er sociolog Elvira Cuadra. Hun arbejdede for to af de ni institutioner, der i december blev lukket af regeringen; Communication Research Center – CINCO og tænketanken Institute for Strategic Studies and Public Policies – IEEPP.
Hun er sikkerhedsspecialist og har studeret de såkaldte paramilitære grupper, som blev anvendt under protesterne.
"Regeringen brugte de grupper, som praktiserer et ekstremt højt niveau af vold for at kontrollere protesterne. De har været involveret i mord, tortur, savnede." Hun vurderer, at grupperne har cirka 2.000 medlemmer.
"Siden 2007 har der været tegn på eksistensen af paramilitære grupper; civile, regeringstilhængere, embedsmænd og nogle rekrutterede fra bander. Grupperne opererer sammen med politiet og nogle gange i stedet for. De har været involveret i alvorlige krænkelser af menneskerettighederne mod befolkningen," siger Elvira Cuadra.
Paranoia og frygt
På en café i Managua kigger Vilma Nuñez sig konstant over skulderen. Hun er sikker på, at nogen udspionerer os. Hun er præsident i CENIDH – El Centro Nicaragüense de Derechos Humanos, en anden organisation lukket af regeringen – men hun er blevet i landet.
“Det er første gang i mine 28 år som menneskerettighedsaktivist i Nicaragua, at jeg har set den form for grusomhed,” siger Vilma Nuñez. Hun er efterhånden hårdt mærket af den politiske krise.
“Vores hverdagsliv er ødelagt. En af mine bedste veninder har bedt mig om ikke at komme på besøg. Hun er bange for at forbindes med mig. Og jeg tør ikke spise is med mit oldebarn af samme årsag. Det er forfærdeligt,” siger menneskerettighedsaktivisten. Hun beskriver to Nicaraguaer: “Dét, Ortega fortæller om i medier og internationalt – om, at alt er fint og normalt. Og dét, som den almindelige nicaraguaner oplever: en kunstig virkelighed. Biografer og butikker er åbne, men folk tør ikke gå ud.”
Daniel Ortega var guerillaleder i sandinist-guerillagruppen FSLN, som væltede den tidligere diktator Somoza af magten i 1979. Det nye parti med samme navn sad ved magten frem til 1990 med Ortega som fungerende præsident. I 2006 vandt han igen præsidentvalget, og i 2016 blev han genvalgt med 72 procent af stemmerne sammen med sin kone, Rosario Murillo, som vicepræsident.
Før Vilma Nuñez fra CENIDH blev menneskerettighedsadvokat, var hun fremstående sandinist og vicepræsident i juntaen (1979-87). I dag er hun stærk kritiker af Ortega: “Vi har idoliseret sandinismen. Vi har været alt for sene til at reagere.”
Hun er bekymret over, at den internationale opmærksomhed er på Venezuela: “Så er der mindre pres på Nicaragua. Vi har brug for international støtte, vi kan ikke gøre noget ved situationen alene.
Hvis det bliver ved, kan situationen i Nicaragua blive en lige så alvorlig humanitær krise som Venezuelas,” siger Vilma Nuñez.
Fængslede studerende
24-årige Amaya Coppens Zamora er blevet et ansigt på de mange fængslede studerende, som sidder anklaget for terrorisme. Den medicinstuderende fra byen León blev taget til fange den 10. september 2018 af hætteklædte mænd, som moren, Tamara Zamora, mener tilhører paramilitære grupper.
Moren græder, hver gang hun forsøger at sige noget. Hun kommer lige fra fængslet, hvor hun har besøgt Amaya. “Vi er bange for, hvor længe det vil vare. På den anden side er hun nok mere sikker i fængslet end udenfor,” siger Tamara Zamora. Hun har godt hørt om Eddy Antonio Montes Praslin, en anden politisk fange, som blev dræbt af en snigskytte i et fængsel nord for Managua. Det skete ifølge myndighederne i forbindelse med uroligheder i fængslet.
“Vi kan ikke tillade, at de bliver ved med at slå os ihjel og fængsle os. Vi er alle sammen som fanger i Nicaragua. Vi kan ikke sige vores mening offentligt,” protesterer Tamara Zamora, da vi møder hende i april.
Der har siden været stort pres internt og internationalt på Ortega for at løslade de politiske fanger. Oppositionssamlingen Alianza Cívica kræver alle politiske fanger løsladt senest 18. juni, og et flertal i EU-Parlamentet har kritiseret tilbageholdelsen af demonstranterne, som har sultestrejket siden februar. De har vedtaget en resolution, der anbefaler sanktioner mod navngivne personer fra regeringen i Nicaragua.
I slutningen af maj meddelte regeringen efter lange forhandlinger med Alianza Cívica, at den har i sinde at løslade alle de politiske fanger og har påbegyndt løsladelse af 100 fanger med Internationalt Røde Kors som observatører.
Mor til fængslede Amaya håber at se sin datter snart. Hun håber også på, at næste valg i 2021 bliver fremskrevet og afholdes som et frit, demokratisk valg med internationale observatører. Det har medlemmer af FN’s Menneskerettighedsråd, herunder Frankrig og Japan, støttet op om. Indtil videre har præsident Ortega dog afvist det blankt.
Det er nu over et år siden, at de blodige protester og krisen i Nicaragua for alvor brød ud. Imens venter de fængslede og de dræbtes familiemedlemmerne på oprejsning. Også Alvaro Conrado, faren til den dræbte Alvarito. Han er nu blevet et symbol for de dræbte.
“Men vi ønsker ingen martyr,” siger han. ”Vi ønsker retfærdighed.”