Dansk fintech i Kenya
Den danske fintech-startup Hiveonline har netop udvidet forretningen med et nyt marked. Hiveonline er startet op i Kenya, hvor fintech-startuppen vil hjælpe lokale med at håndtere opsparing og betalinger. På tegnebrættet er også et projekt, hvor Hiveonline i samarbejde med ngo'en CARE vil bruge sin blockchainteknologi til at normalisere kornpriserne i landet.
Kenya er et digitalt frontløberland i Afrika. Derfor er det også det oplagte sted for den danske fintech-virksomhed at teste sin teknologi for, hvordan den kan bidrage til at løse en af de helt store barrierer for udvikling og vækst: at millioner af mennesker stadig ikke er en del af det finansielle system, som udgør hele rygraden i den globale økonomi.
Samarbejd med lokale myndigheder
Hiveonlines stifter og administrerende direktør, Sofie Blakstad, er ingen novice på det afrikanske kontinent. Selskabet er allerede i gang i Niger og har et lille udviklingsteam i Rwandas hovedstad, Kigali. Alligevel – eller måske netop derfor – er hun ikke i tvivl om, hvad der skal til, hvis andre danske iværksættere skal gå samme vej: team op med en, der kender markedet.
”Danske og nordiske startups har rigtig mange brugbare techløsninger på de store udfordringer, som Afrika står over for. Men det fungerer kun, hvis den danske viden om teknologi og design kombineres med lokal viden. Selv den mest avancerede techløsning er værdiløs, hvis ikke den tilpasses markedet," uddyber hun.
Selv har hun gode erfaringer med sit samarbejde med CARE. Og hun er ikke i tvivl om, at danskudviklet teknologi har stort potentiale til at gøre en forskel i Afrika, hvis de danske virksomheder går ind i landene i tæt samarbejde med dem, der kender til de lokale markeder.
”Jeg ser desværre mange løsninger komme ind udefra, som nærmest skydes ind i markederne, og hvor selskaberne forsøger sig efter bedste evne. Men hvis løsningerne skal skaleres, så kræver det samarbejde med de afrikanske myndigheder og institutioner, som rigtig gerne vil det her. Vi står som virksomhed meget stærkere, når vi har de lokale myndigheder med,” oplever hun.
Fintech kan øge velstanden
Sofie Blakstad ser ikke kun et stort potentiale for finansielle danske startups i Afrika. Også andre danske styrker som landbrug tilsat tech – også kalde agrotech – kan hjælpe kontinentet med at leapfrogge, mener hun. Men da netop adgang til det finansielle system udgør rygraden for menneskers velstand, så ser hun særligt gode muligheder for fintech-selskaber.
Og det er en win-win-situation, fordi teknologisektoren samtidig kan få midler til at udvikle sig:
”I Israel og USA har våbenindustrien været en katalysator for at udvikle tech-sektoren,” siger Simon Schou, der er Chief Innovation Officer i Fintech Lab.
”I Danmark er der stort fokus på verdensmålene og udviklingslande i bl.a. Afrika nu i fintech-miljøet, fordi der er enormt store aftagere og mange både offentlige og private udviklingsmidler.”
Hiveonline er ikke den eneste danske startup med en digital finansiel løsning, der forsøger sig på det afrikanske kontinent. Den danske startup JamiiPay har netop onboardet 100 nye brugere i Etiopien til deres platform, hvor de forbinder brugere med behov for at låne penge med långivere. Og den danske startup Aryze vil digitalisere de mange milliarder af kroner, der hvert år ryger over grænserne fra folk, der arbejder i et andet land end deres eget, og som sender penge hjem til familierne – også kaldet remitter.
Hvert år ryger omkring 600 mia. kr. over grænserne fra et land til et andet som remitter. Størstedelen af pengene bliver sendt til verdens fattigste lande. Men en overførsel af 200 dollar – omkring 1.300 kr. – koster i gennemsnit 100 kr. Hvis det med at overføre overhovedet lader sig gøre. Alt for ofte er vejen til at sende penge hjem nemlig både besværlig, dyr og usikker.
”Hvis vi digitaliserer pengene, så kan overførslerne ske, uden at det koster en krone,” siger Morten Nielsen, der er medstifter og Chief Financial Officer i Aryze.