KhARTOUM, SUDAN
Dagen før Sudans mangeårige diktator Omar al-Bashir blev afsat i et militærkup, troppede tegneseriekunstneren Alaa Satir op foran militærhovedkvarteret i Khartoum med maling og pensler.
"Jeg følte, det var blevet tid til at overføre den kunst, jeg har spredt på de sociale medier, til gaderne, hvor alting startede," siger hun.
Det vægmaleri, hun gik i gang med, tog over tre timer at lave. Det forestiller en ”kendaka” – en nubisk dronning, der er symbol på stærke sudanesiske kvinder – og bærer et populært protestslogan: "Damer, stå fast. Dette er en kvinderevolution".
Inspirationen er den 22-årige ingeniørstuderende og protestsanger Alaa Salah, der er blevet et ikon for revolutionen. I et foto, som gik viralt på nettet, står hun på taget af en bil og synger protestsange iklædt hvidt som den nubiske dronning kendaka.
Protest mod Bashir
Alaa Satir tegnede sine første revolutionære streger, da protesterne mod Bashir begyndte i december 2018. De blå, gule og grønne farver er fra Sudans oprindelige flag, der i 1970 blev erstattet af det nuværende panarabiske flag af den daværende militærjunta. Det gamle flag er dukket op igen under protesterne mod Bashir.
"Bashirs regime var et perfekt diktatur. Han vidste, at ytringsfrihed var noget, der kunne komme ham på tværs. For hvis du lader folk kritisere samfundet, så vil de hurtigt også få mod til at ændre det. Så alle former for ytringsfrihed og kreativ selvudfoldelse har været forbudt i Sudan," forklarer den 28-årige tegner.
Det hele begyndte i midten af december i protester over pludselige prisstigninger på brød og benzin. Men demonstrationerne udviklede sig hurtigt til et egentligt oprør mod Bashir, der har siddet på magten siden 1989.