”Da jeg kom tilbage til Addis, havde jeg glemt mit navn”
Etiopien er det helt store trafikknudepunkt for mennesker i bevægelse – migranter, flygtninge og internt fordrevne. Mens Europa har dæmmet op for migrantstrømmen, skruer smuglere og traffickingnetværk op for brutaliteten og aktiviteten på nye ruter. Nogle af dem er verdens farligste.
Af Louise Stigsgaard. Foto: Søren Bidstrup, Ritzau Scanpix
Addis Ababa, Etiopien
Da Djima kom tilbage til Etiopien fra sit arbejdsophold i Libyen, kunne hun ikke huske sit navn.
Den 28-årige kvinde er lattermild, hun ler under det tørklæde med orange blomster og leopardprint, hun har svøbt om hovedet. Øjnene, der er skrå og trukket markant op med sorte streger, smiler. Selvom der ikke er meget at le ad.
På sin færd til Libyen gik Djima den lange vej til Metema på grænsen til Sudan og fik kontakt til en sudanesisk smugler, der hjalp hende videre til Libyen. Djimas dybe blik afspiller scenarierne, som hun mødte på sin færd tværs over Afrika; tvivl, tørke, sult, ensomhed og mishandling. Kvinden ser ned og knuger sin hånd om en flig af sit tørklæde.
”I Tripoli fik jeg en slags arbejde for en familiefar, der slog mig, truede mig med en kniv og misbrugte mig.” Hun åbner munden i et bredere, forceret nyt smil og viser, at hun har mistet en del af sine tænder.
”Da mishandlingen førte til, at jeg tabte mine tænder, stak jeg af,” fortæller hun.
Djima endte med hjælp fra andre etiopiere i Good Samaritan Association i Etiopiens hovedstad, Addis Ababa. Et center, der hjælper kvinder, som har været udsat for trafficking, med at komme på fode igen.
”Jeg har ofte oplevet, at de handlede kvinder, som kommer her på grund af mishandling eller deportation, end ikke kan huske, hvad de hedder,” fortæller Solomon Girma, der arbejder på centret og er ved at skrive en afhandling om trafficking på sit studie i sociologi. ”Kvinderne rejser i stigende grad til Mellemøsten. Ofte påtager de sig en arabisk identitet – og udsletter nærmest deres oprindelige etiopiske.”
Det er et særsyn, at 70 – så mange kvinder bliver smuglet på en gang. Det er en ny tendens med større, mere drevne smugleroperationer. Målet er at nå Europa gennem Sudan, Egypten, Libyen og Middelhavet.
Ny trend: 70 kvinder smuglet på en gang
Djimas drøm var som mange andre lokale kvinder at komme til Europa, men fordi det er blevet sværere, nåede hun kun til Libyen. Etiopien er det helt store trafikknudepunkt for alle slags mennesker i bevægelse – migranter, flygtninge og internt fordrevne. Selv om det er lykkedes Europa at dæmme op for migrantstrømmen, skruer smuglere og trafficking-netværk op for brutaliteten og aktiviteten på nye illegale ruter.
”I sidste uge fandt vi på grænsen til Sudan 70 unge etiopiske kvinder, som var på vej til at blive smuglet til Europa,” fortæller Malambo Moonga, der er migration management programkoordinator for IOM, International Organization for Migration, i Etiopien.
”Det er et særsyn, at 70 – så mange kvinder bliver smuglet på en gang. Det er en ny tendens med større, mere drevne smugleroperationer. Målet er at nå Europa gennem Sudan, Egypten, Libyen og Middelhavet. Det er den dyreste rute, som typisk koster 8.000 dollar. Det er rigtig mange penge for etiopiere.”
Solomon Girma fra antitraffickingcentret uddyber:
”Vi konstaterer stigende trafik på de illegale ruter,” siger han.
”Der er en stigning i både unge kvinder og uledsagede børn.”
Efterladt i ørkenen
Kvinderne omkring Solomon Girma er kønne, høje, elegante. En ung kvinde med en sirlig fletning fortæller om, hvordan hun på skift blev mishandlet af sønnerne i en familie i Beirut og af forældrene. Hun anbringer en hånd på sin mave. Dele af hendes fordøjelsessystem er ødelagt, efter hun forsøgte at begå selvmord.
"Jeg drak en form for syre," fortæller hun.
I International Organization for Migrations modtagelsescenter tæt ved lufthavnen står jernsenge linet op side om side, klar til at modtage nye tilbagevendte emigranter. 25-årige Aisha fortæller sagte om sin mareridtstur gennem ørkenen på vej til Yemen.
”Mine venner og jeg havde aftalt, at vi skulle lade hinanden ligge, hvis vi faldt om på vejen, så nogen i det mindste nåede frem. Men mine veninder hjalp mig alligevel, da jeg faldt om i ørkenen af tørst og udmattelse.” Aisha ser ned.
Malambo Moonga, lederen af migrationsprogrammet, bekræfter, at turen gennem ørkenen ender fatalt for mange flygtninge.
”Smuglerne er nådesløse. Mange flygtninge bliver simpelthen efterladt i ørkenen blandt andet mellem Etiopien og Djiboti.”
Desperation øger risikovilje
Men selvom historierne om grufulde oplevelser svirrer i luften, der lugter af mirarøgelse og ristede kaffebønner, ændrer det ikke ved manges motivation til at flygte. Desperationen og ønsket om et bedre liv er stærk. Størstedelen af migranterne er mellem 15 og 18 år, nogle er helt ned til tiårsalderen.
I gruppen af hjemsendte migranter i IOM-centret sidder en 15-årig pige i en pink skjorte og en grå- og sortstribet nederdel. Hun er flygtet alene gennem ørkenen og sendt tilbage. Man fornemmer sandet, strabadserne, sulten i hendes øjne og tynde krop. Det er, som om det dunker under hendes hud. Men hun er ikke i stand til at sige noget. 25-årige Aisha tager over:
”Vi hører meget om farerne, det er rigtigt. Men problemet er, at vi også hører en masse om succeser, om dem, det lykkes for. Der er altid ham i landsbyen, som har en flot bil eller et fint hus, som er finansieret af penge, der er tjent i Europa.”
Viljen til at tage meget store risici på smuglerruterne afspejler dyb desperation, siger Malambo Moonga.
”Jo større desperationen er, des mere villige er flygtninge til at tage enorme risici. Arbejdsløsheden er over 20 procent i Etiopien. Og der er dybe konflikter mellem etniske grupper, som har drevet mange på flugt. Vi ser en meget høj grad af desperation. Og nogle mennesker vil have et bedre liv med flere muligheder. Selv unge med en universitetsgrad vælger at tage de illegale ruter.”
DE VIGTIGSTE mIGRATIONSRUTER
Nye smuglerruter
Afrikas Horn er fortsat epicenter for migration. De største bevægelser sker imellem de afrikanske lande, dernæst kommer migration mod Den Arabiske Halvø, efterfulgt af migrationsstrømme mod Sydafrika og mod Europa. I 2018 vurderede IOM, at 150.000 irregulære migranter, hvoraf flertallet stammer fra Etiopien, havde migreret fra Afrikas Horn til Yemen på vej mod Saudi-Arabien eller De Forenede Arabiske Emirater.
Eksperter vurderer, at 500.000 etiopiere opholder sig ulovligt i Saudi-Arabien. Omkring 14-17.000 etiopiere menes at have begivet sig ud på den sydlige rute med destination mod Sydafrika hvert år.
På trods af at etiopiske irregulære migranter og flygtninge til EU vurderes at være begrænsede efter EU's nye tiltag, viser data fra Eurostat, at i alt 3.895 etiopiere søgte om asyl i EU i 2017. I 2018 blev ca. 4.000 eritreere registreret med ankomst i Europa (i 2015 var tallet ca. 40.000).
En af verdens farligste ruter
Migrationsstrømmen mod Saudi-Arabien over Djibouti og Yemen udgør en stor udfordring, og ruten fremhæves som én af de farligste migrationsruter i verden med mange dødsfald og overgreb undervejs.
De regulære migrationssystemer er typisk bedst tilrettelagt for kvinder, der migrerer for at arbejde som hushjælp, hvorimod mændene anvender de irregulære migrationsruter. Den etiopiske regering indførte i perioden oktober 2013 til oktober 2018 et forbud mod migration til Mellemøsten som konsekvens af grufulde historier om dårlige arbejdsforhold og overgreb. Det betyder, at både mandlige og kvindelige migranter i perioden anvendte irregulære migrationssystemer for både ophold og rejser mod Mellemøsten.
I marts 2017 udstedte Saudi-Arabien et dekret, der indførte en nultolerancepolitik og udvisning af irregulære migranter. IOM vurderer, at 270.000 etiopiere indtil nu er sendt tilbage fra Saudi-Arabien. De tvangsmæssige hjemsendelser og massedeportationer har skabt en cirkulær migration, idet langt de fleste af de hjemsendte og deporterede har en ambition om at rejse tilbage mod Den Arabiske Halvø, så snart de får økonomisk mulighed for det. Ud over hjemsendelserne og deporteringerne fra Saudi-Arabien stoppes mange irregulære migranter af grænsemyndighederne i Djibouti, hvorefter de sendes tilbage til Etiopien.
Kampen mod smuglerne
Afpresning af familier
IOM forsøger med nye greb at tage hånd om de stigende udfordringer.
”Regeringen har indført et initiativ, der skal bekæmpe trafficking, og vi introducerer nu et biometrisk system for at kunne dokumentere, om folk migrerer flere gange,” fortæller Malambo Moonga. IOM-centret har lige modtaget en emigrant, der er blevet deporteret syv gange fra Saudi-Arabien.
I hjørnet af centrets gård spiller en gruppe drenge bordfodbold i den bagende sol. Hvis de hæver blikket, møder deres øjne pigtrådshegnet, der zigzaggende omkranser centret. Men drengenes ivrige råb fyger om bordet, i takt med at de røde og blå miniatureplastikfigurer spræller bolden i mål.
En dreng på centret fortæller, at han som 12-årig emigrerede til Yemen, fordi han ville spare op til at finansiere sin uddannelse.
En teenager har spillende, urolige øjne, der reagerer på hver en bevægelse. Han fortæller, at menneskesmuglere fangede ham og torturerede ham på hans rejse østpå gennem ørkenen.
”Der er flere fængsler langs ruten gennem ørkenen. Smuglerne spærrede mig inde og mishandlede mig for at afpresse min familie.” Han ser ned på sine medtagede hænder, der fortæller deres egen historie.
Træning i at starte virksomhed
IOM-centret forsøger at hjælpe de deporterede og tilbagesendte til at genopbygge deres liv. Men det er en svær opgave. Som et led i indsatsen for frivillig tilbagevenden tilbyder IOM assistance i lufthavnen. Migranterne tilbydes midlertidigt logi i IOM's transitcenter, hvor de gennemgår en helbreds- og sårbarhedsscreening. Som et led i reintegration og for at forebygge, at migranterne tager afsted igen, tilbyder IOM træning og økonomisk støtte til, at de kan starte deres egen virksomhed.
”Mange af de tilbagevendte er dybt desperate og traumatiserede. Vi forsøger at sætte dem i forbindelse med deres familie og finde et fremtidsperspektiv. Vi yder en service for at spore deres familie,” uddyber Malambo Moonga.
”Men nogle er sendt af deres familie, som har investeret en masse penge. De kan ikke tage tilbage. Det er point of no return.”
Djima, kvinden, der undslap overgrebene i Libyen, lukker øjnene i gården til Good Samaritan Association. Hendes øjenlåg er posede af søvnløse nætter oven på overgrebene.
”Jeg har et barn,” fortæller hun, åbner øjnene og læner sig frem i plastikstolen. "Jeg er nødt til at skabe mig en form for indtægt.” Lyden af en sirene hyler ind gennem den lille gård. Kvinden har på centret fået træning i at lave mad. Hun rejser sig og fortsætter:
”Det har taget lang tid. Men jeg føler, jeg er ved at være klar til at træde ind i livet igen.”