Sex bruges som våben i moderne krigsførelse

Af Julie Elver. Foto: Ken Hermann

cox's bazar, bangladesh

Eftermiddagen er varm og svedig. Udenfor har solen erobret magten tilbage fra det ellers truende grå skydække, der hele formiddagen har hængt over flygtningelejren i Cox’s Bazar i det sydlige hjørne af Bangladesh.

De mange interimistiske hytter af bambus og plastik er nu så fugtige og iltfattige, at det ikke gør det nemmere for Noor Habiba at komme til hægterne. I over en uge har hun kæmpet med høj feber, hoste og dehydrering, og selvom hun efterhånden er et par måneder gammel, har hun ikke meget at stå imod med.

18-årige Fatema forsøger, så godt hun kan, at holde sin datter i live, men amningen er næsten gået i stå. Fatema mangler næring, og hun har ikke penge til hverken modermælkserstatning eller medicin. Men ud over kampen for at overleve kan Noor, hvis navn betyder lys, også se frem til et svært og sårbart liv nederst i hierarkiet.

Noor Habiba er en såkaldt ”krigsbaby”, født ni måneder efter at soldater fra styret i Myanmar systematisk dræbte, massevoldtog og fordrev det muslimske rohingya-mindretal i delstaten Rakhine i efteråret 2017. De svære minder om den dag, soldaterne kom til Fatemas by, er stadig dybt forankret i hukommelsen, og hendes datter er en evig påmindelse om de timer, soldaterne voldtog hende.

”Jeg var hjemme, da de kom. Vi hørte høje lyde, og pludselig begyndte de at skyde. Vi løb ud af huset for at komme væk, men jeg blev adskilt fra min familie. Gruppen med min mor og mine tre søstre blev skudt og dræbt. Ingen kunne undslippe,” fortæller hun.

”Jeg blev slæbt ind i et hus sammen med seks andre piger. Soldaterne voldtog os på skift, og jeg mistede bevidstheden undervejs. Da jeg vågnede, havde de lagt bunker af strå rundt om os for at sætte ild til os. De var gået udenfor, og sammen med to andre piger, der også var kommet til bevidsthed, lykkedes det mig at flygte.”

Sammen med op mod 800.000 andre rohingyaer satte hun kurs mod nabolandet Bangladesh.

FN underskriver ny resolution

For ti år siden vedtog FN’s Sikkerhedsråd en resolution, der gav mandat til den særlige repræsentant for seksuel vold i konflikter.

I april i år vedtog Rådet en ny resolution, der skulle sætte yderligere fokus på at bekæmpe voldtægt som krigsvåben. 13 lande stemte for, mens Kina og Rusland undlod at stemme. Resolutionen er siden blevet skarpt kritiseret af både stater, ngo’er og forskere, særligt fordi USA tvang igennem, at "seksuel og reproduktiv sundhedspleje" til voldtægtsoverlevere skulle slettes permanent fra teksten.

Kritikerne mener ikke, resolutionen vil gøre en egentlig forskel, og at sprogbruget udvandes, for hver gang en ny resolution vedtages. Samtidig anser FN primært kønsdiskriminering som roden til problemet, mens andre peger på, at området er langt mere komplekst og også et spørgsmål om at bekæmpe fattigdom og sikre lige uddannelsesmuligheder for alle.

Mønster i vold

FN’s Fact Finding Mission konkluderede i kølvandet på konflikten, at den seksuelle vold i Rakhine bevidst blev benyttet af styret til ”at skræmme, terrorisere og straffe civilbefolkningen”. Og i april 2018 udtrykte FN’s særlige repræsentant for seksuel vold i konflikter ligeledes en alvorlig bekymring over et mønster af udbredte grusomheder, herunder seksuel vold mod rohingya-kvinder og -piger.

Den seksuelle vold begået af styret i Myanmar mod rohingya-folket er langtfra et enestående eksempel i moderne krigsførelse. I en ny rapport konkluderer FN’s generalsekretær, António Guterres, at den seksuelle vold fortsat er et hyppigt brugt taktisk redskab i krig og konflikter, at ofrene bliver yngre og yngre, og at gerningsmændene både er statslige og ikkestatslige aktører.

I april i år vedtog FN's Sikkerhedsråd en ny resolution, der skal sætte yderligere fokus på at reducere voldtægt som krigsvåben. 13 lande stemte for, mens Kina og Rusland undlod at stemme. Resolutionen er siden blevet skarpt kritiseret af både stater, ngo’er og forskere, særligt fordi USA tvang igennem, at ”seksuel og reproduktiv sundhedspleje” til voldtægtsoverlevere skulle slettes permanent fra teksten.

En af resolutionens mange kritikere er Sara Meger, ph.d. og underviser i sikkerhed, køn og konflikter på Melbourne University.

”Det internationale samfund har vist sig usædvanlig modvilligt til at tage de nødvendige skridt i forhold til at adressere seksuel vold i krig, og situationen forværres i stedet for at blive bedre. Reaktionære kræfter har ødelagt enhver indsats på FN-plan for at prioritere vold mod kvinder, og dermed svækkes FN-resolutionens sprog med hver ny resolution,” siger hun.

Det er ti år siden, at FN’s Sikkerhedsråd vedtog resolutionen, der gav mandat til den særlige repræsentant for seksuel vold i konflikter.

17-årige Rahima Begum er mor til Mohammad Helal, som blev undfanget ved en voldtægt.

Systematisk våben i Bosnien

Seksuel vold som våben er ikke et nyt fænomen, men det er ikke mange år siden, det internationale samfund for alvor rettede sit blik mod det. Først da mediernes skildringer af massevoldtægter begået i Bosnien og Rwanda ramte forsider verden over i begyndelsen af 1990’erne, blev feltet genstand for et stort forskningsområde, forklarer Robin May Schott, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, der gennem de seneste 20 år har forsket i kønsrelaterede aspekter af krig, herunder seksuel vold.

”Det tragiske og forfærdelige er, at voldtægt som systematisk våben ikke er nyt, og at børn efter voldtægt heller ikke er ualmindeligt som et ønsket resultat. I Bosnien blev voldtægt brugt som en strategi i ’etnisk udrensning.’ Seksuel vold var udbredt og tilladt af overordnede, og gerningsmænd blev ikke straffet. Både ofret og børn født af voldtægt blev ofte betragtet som smittet og urene,” forklarer hun.

Selvom faren er den, han er, så jeg fra begyndelsen barnet som en gave fra Gud, den almægtige, og det er nok derfor, han er i live i dag.

Rahima Begum, 17-årigt voldtægtsoffer

Rammer både kvinde og samfund

At voldtægt er så effektivt et våben i krig og konflikter, bunder i, at både den enkelte kvinde og samfundet som helhed bliver ramt.

”Det er et angreb på individuelle kvinders intime sfære og deres sårbarhed. Da kvinder i deres rolle som mødre betragtes som bærere af den næste generation og af samfundets værdier, bliver hele samfundet også ramt. Samtidig er der en umulig dobbelthed i forhold til kvinders seksualitet i mange kulturer og religioner i dag. Hvis ikke man er jomfru, så er man luder. Koblingen mellem kvinders seksualitet og nationens stolthed, ære og sårbarhed er derfor nogle af de værdier, der bliver brugt i hele det her voldskompleks,” forklarer hun.

Gennem voldtægterne får gerningsmændene også mulighed for – bogstaveligt talt – at kontrollere eller ødelægge en hel befolkningsgruppe. Enten gennem de ”smittede” børn, ved at mishandle piger og kvinder og ødelægge deres evne til at få børn eller ved at skabe så svære traumer, at sex fremadrettet kan blive smertefuldt eller mærket af fortidens traumer.

”Overgreb begået under en konflikt er ofte forbundet med gruppevoldtægter og er generelt langt mere voldsomme end voldtægter begået i fredstid. Derudover har langt de fleste ofre heller ikke adgang til professionel hjælp til at komme videre,” siger Schott.

I Myanmar var massevoldtægter, afskårne bryster og lemlæstelse af kvindelige genitalier blandt andet en del af mishandlingerne, ligesom flere kvinder og børn efter voldtægten blev brændt levende.

Krigsbørn er et kendt fænomen i flygtningelejren i Cox's Bazar.

Lyver om faren

For at undgå stigmatisering har Fatema ikke fortalt nogen, hvem der er far til hendes barn. Selvom Noor Habiba skyldes en voldtægt, ville det bringe stor skam over hende, og de ville begge blive udstødt af samfundet på grund af det, siger hun.

”Jeg har ingen slægtninge tilbage, og jeg kender ingen af dem, jeg bor med her i lejren, så der er ingen, der kan bevidne, at hun er et voldtægtsbarn. Jeg siger, at jeg var gift i Rakhine, og at det er min mand, som er faren, men at han blev slået ihjel. I virkeligheden kommunikerer jeg dog sjældent med andre, for jeg forlader stort set ikke huset,” siger hun.

At Fatema ofte bliver hjemme, er ikke uden grund. Ifølge FN er enlige kvinder og piger nogle af dem, der er i størst risiko for at blive udsat for trafficking, tvunget ud i prostitution eller udsat for nye overgreb i lejren. Derfor har nogle af de enlige kvinder også fået opsat et hegn af bambus i hytterne, som kan låses indefra, for på den måde at gøre nætterne sikre. Men ikke Fatema. Hun bor i udkanten af lejren, og det tager tid for nødhjælpen at nå hele vejen frem. Lige nu drømmer hun derfor allermest om en mand, der kan passe på hende og sørge for hende. Men fødslen af hendes datter har stort set umuliggjort den drøm.

”Når jeg har et barn, er der ingen, der vil gifte sig med mig, og jeg overlever kun, fordi andre giver mig lidt ris en gang imellem. Jeg har ikke nogen muligheder her, det er ikke mit land, så hvad kan jeg gøre? Jeg har intet håb. Der er ikke nogen mening i at have håb her,” siger hun.

Toppen af isbjerget

Selvom voldtægt mere eller mindre har været en del af enhver dokumenteret konflikt gennem tiden, er det alligevel umuligt at give et kvalificeret bud på omfanget, fastslår Caroline Rusten, direktør for UN Women i Skandinavien.

”Kvaliteten af overvågningen og dokumentationen af seksuel vold er steget i løbet af årene. Alligevel er der stadig mange konfliktområder, hvor internationale aktører eller tjenesteudbydere ikke har adgang. Derfor har vi stadig ikke et fuldstændigt overblik over det præcise antal af overgreb eller ofre. Det er muligt, at vi kun ser toppen af isbjerget,” siger hun og peger på, at mange heller ikke beretter om overgrebene. Forklaringen skal findes i frygt for stigmatisering og gengældelse samt mistillid til politi og retslige instanser. Selvom området på den måde er forbundet med et enormt mørketal, er der omvendt ingen tvivl om, hvorfor det virker så kraftfuldt som våben, siger australske Sara Meger.

”Det er en meget intim krænkelse af personlig integritet, og det er både dybt ydmygende for offeret såvel som for dem, der er tæt socialt forbundet med den enkelte. Der er en høj grad af stigmatisering for offeret selv og for dem, der har vist sig ude af stand til at opfylde deres ’pligt’ til at fungere som beskyttere. Derfor kommunikerer seksuel vold også en kraftig besked om gerningsmandens overlegenhed og ofrenes underlegenhed.”

Kampen mod seksuel vold

I 2019 har Danmark blandt andet doneret 40 mio. kr. til UNFPA’s humanitære indsatser i Mali, Sudan, Pakistan, Bangladesh og Palæstina.

Med bidraget fulgte et særligt krav om hjælp til ofre for seksuel og kønsbaseret vold samt ydelser inden for seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder.

Herudover er der afsat 715 mio. kr. til fremme af seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder gennem multilaterale kanaler.

Midlerne er afsat som kernebidrag, og organisationerne kan dermed benytte midlerne til støtte for ofre for seksuel vold både i konfliktramte lande og i øvrige udviklingsindsatser.

Voldtægtsbarn er gave fra gud

Et andet sted i Cox's Bazar-lejren, nogle kilometer væk, våger 17-årige Rahima Begum over sin søn, Mohammad Helal. Hendes historie ligner Fatemas. Hun blev massevoldtaget af soldater, familien blev dræbt, og for et par måneder siden fødte hun en søn.

”Lige nu er jeg den eneste, der tager sig af ham, og jeg har hverken mand eller nogen familie tilbage til at hjælpe med at forsørge ham. Det smitter selvfølgelig af på humøret, men dagene går o.k., og jeg formår at holde humøret oppe. Men du kan tænke dig til resten. Jeg husker hver dag, hvad der skete i Rakhine. Hvordan skulle jeg nogensinde kunne glemme det?” siger hun spørgende.

Ligesom Fatema har hun heller ikke fortalt nogen, hvem der er far til hendes barn. Selvom han skyldes en voldtægt, ville det bringe stor skam over hende, og både hun og barnet ville blive udstødt og stigmatiseret på grund af det, siger hun. Selvom hans fødsel har skabt en noget nær katastrofal situation for hende, har hun alligevel formået at finde mening i den uoverskuelige livskrise.

”Jeg besluttede mig for at fokusere på graviditeten og ikke på voldtægten,” siger hun og henviser til Guds vilje, som hun ofte finder trøst i.

”Jeg anser ham som mit barn alene, ikke soldatens, der voldtog mig. Og selvom faren er den, han er, så jeg fra begyndelsen barnet som en gave fra Gud, den almægtige, og det er nok derfor, han er i live i dag.”

Da jeg vågnede, havde de lagt bunker af strå rundt om os for at sætte ild til os. De var gået udenfor, og sammen med to andre piger, der også var kommet til bevidsthed, lykkedes det mig at flygte.

Fatema Habiba, 18-årigt voldtægtsoffer

Strategisk eller tilladt

Lige så svært det er at fastslå, præcis hvor mange ofre der er udsat for seksuel vold i konflikter, lige så kompliceret er det at identificere, hvor højt oppe gerningen bliver blåstemplet, siger Sara Meger fra Melbourne University. Det ville kræve direkte adgang til de strategiske beslutninger fra øverstkommanderende.

”Hvad jeg kan sige, er, at det er meget usandsynligt, at soldater bliver aktivt befalet fra toppen. I stedet er det mere sandsynligt, at det enten er ’tilladt’, at de opmuntres til det, eller at det bevidst bliver overset af kommandanter afhængig af deres strategiske mål. Der er dog nogle tilfælde, hvor sammenhængen mellem en væbnet gruppes strategiske mål, deres vold og de former for seksuel vold, de anvender, er så stærk, at den eneste logiske konklusion er, at den har været bevidst og strategisk igangsat.”

Et eksempel på det er ifølge FN overgrebene i Myanmar. I kølvandet på konflikten dokumenterede FN’s Fact Finding Mission, hvordan massevoldtægter systematisk blev brugt til at fordrive det muslimske mindretal ved at sprede frygt blandt befolkningsgruppen.

18-årige Fatema Habiba er mor til datteren Noor, hvis navn betyder lys.

Gerningsmænd gør som de andre

For at kunne forstå, hvordan mænd kan blive til brutale gerningsmænd, er det nødvendigt at studere den dynamik, der gør sig gældende i gruppen af soldater, forklarer Robin May Schott, DIIS-forskeren.

”Mænd er ikke naturligt gerningsmænd. Nogle kan blive tvunget til det, mens andre kan være fanget i en slags kaos og vildhed, hvor det bliver et spørgsmål om at gøre som de andre og ikke blive udelukket fra gruppen. Derfor ser man også en højere andel af gruppevoldtægter i konflikter,” siger hun.

En af de helt store udfordringer er desuden, at der er en høj grad af straffrihed forbundet med den seksuelle vold.

”Selvom vi har haft en fremgang i bevidstgørelsen, har det ikke haft nogen konsekvenser for gerningsmændene. I forhold til efterkrigstiden er det helt afgørende, at overgrebene har konsekvenser, men der er så få afgørelser ved en domstol på netop dette område. Det svære er, hvor man placerer ansvaret,” siger hun og bliver bakket op af australske Sara Meger.

”Det liberale retssystem er baseret på tanken om, at ’skade’ er en offentlig handling. Kriminalitet har således vidner og kan objektivt bevises. Når kriminaliteten er privat og intim, bliver det meget sværere at bevise systematisk. Når det gælder voldtægt i krig, har standarderne for beviser været meget høje, og der har været en meget lille indsats og politisk vilje til systematisk at indsamle de nødvendige beviser hurtigt efter forbrydelsen. Efter min opfattelse har de internationale kriminelle tribunaler – og sågar Den Internationale Straffedomstol selv – ofte behandlet anklager om seksuel vold som ’for svære’ at retsforfølge og i stedet fokuseret på sager, der var lettere at vinde qua stærkere offentlige beviser til rådighed.”

”Hun er mit barn”

I hytten hos Fatema er en håndfuld nysgerrige mænd stimlet sammen i døråbningen. Hun kan ikke bede dem om at gå, for det vil virke for mistænkeligt. Som om hun har noget at skjule. Derfor rykker hun lidt længere om bag hyttens eneste bambusvæg, der adskiller de to rum, og sænker stemmen til en sagte hvisken.

Selvom hun er fuld af sorg over sin situation, har hun formået ikke at vende desperationen mod sin datter.

”Jeg husker altid voldtægten, når jeg ser på hende. Det er en hændelse, jeg ikke kan glemme. Men hun er mit barn. Jeg var den, der fødte hende, og jeg vil altid passe på hende. Jeg håber, hun også vil passe på mig, når jeg bliver gammel.”

Bag om artiklen

Loading...

Andre Artikler om #Politik