Folkemordets komplicerede anatomi

I åbningsscenen i Black Earth Rising ser vi anklager ved Den Internationale Domstol Eve Ashby sidde i en sal efter et foredrag om sin indsats efter folkemordet i Rwanda.

Den afsluttende bemærkning er knap nok klinget ud, inden en nævenyttig tilskuer rækker hånden op og spørger, hvad der giver hende ret til at bringe sin form for retfærdighed til Afrika. Og hvorfor ikke lade Afrika selv håndtere retsopgøret?

Spørgsmålet er en af de komplicerede problemstillinger, der bliver sat på spidsen i den otte afsnit lange miniserie, der er et samarbejde mellem BBC og Netflix.

Black Earth Rising kommer, et kvart århundrede efter at verdenssamfundet så til i rædselsmættet apati, mens et gigantisk folkemord fandt sted i den lille afrikanske stat Rwanda.

I løbet af 100 dage blev knap en million tutsier nedslagtet af hutuer, der ansporet af hysterisk propaganda vendte sig mod deres naboer og landsmænd, kvinder og børn med macheter.

Her 25 år senere trækker serien sig et skridt tilbage fra selve hændelserne og stiller de store spørgsmål om, hvordan en nation lever videre, og hvordan det internationale samfund balancerer ønsket om retfærdighed med behovet for fred efter folkemordet.

"De slår hinanden ihjel. Det er, hvad de gør"

Black Earth Rising følger 28-årige Kate Ashby (spillet fremragende af Michaela Coel), Eve Ashbys adoptivdatter, som hun reddede ud af en gruopvækkende situation i Rwanda.

Gradvist gennem serien forstår vi, hvad der skete i Rwanda, efterhånden som Kate, detektiv for den amerikanske advokat Michael Ennis (spillet af John Goodman) arbejder sig igennem de skæmmende spor af, hvordan fortiden stadig definerer virkeligheden i Rwanda og hele regionen.

Hvordan skal man hele en nation efter sådan et traume?

Kan man overhovedet hele, eller er det bedst at glemme fortiden og se fremad?

Hvor længe skal man blive ved med at retsforfølge skurkene, og kan man overhovedet som internationalt samfund gennemføre meningsfulde retssager, hvis man ikke kan tilbyde vidnebeskyttelse hjemme i Rwanda?

En af Black Earth Risings største styrker er, hvordan historien formår at bevæge sig fra både den dybt personlige historie om Kate Ashby og samtidig at trække sig op på det politiske plan – ikke bare i Rwanda, men også internationalt – og på den måde få formidlet, at folkemordet i Rwanda var på en skala, der påvirkede verdenssamfundet.

Serien udmærker sig også ved netop at understrege, hvor komplekse situationer der ligger under overfladen, og at velmenende hvide europæere og amerikanere ofte ikke har bevæget sig videre fra den tidligere præsident François Mitterrand, der citeres for at sige: ”De slår hinanden ihjel (i Afrika, sic.). Det er, hvad de gør.”

Svagheden er til gengæld et ubændigt behov for hele tiden at opfinde nye overraskende plottwists, der til tider både falder i fælden med at overkomplicere og griber efter kassen med klicheer.

Som den amerikanske embedskvinde, der afviser at hjælpe:

”De fleste mennesker ved ikke engang, hvor Rwanda ligger henne på et kort. Vi har nok problemer.”

Serien Black Earth Rising er instrueret af Hugo Blick og kan ses på Netflix.