Myter om prævention: "Det er heldigvis sådan at kvinder ikke er idioter"
Adgang til moderne prævention er vokset støt, men er langtfra universel. Hver fjerde kvinde i udviklingslande vil gerne have færre børn, men har ikke adgang til prævention. Til november bliver der gjort status på 25 års kamp for at give kvinder magten over deres krop, som er afgørende for at de får adgang til uddannelse og job.
Af Andreas Greiber Baumann. Foto: Marie Hald
Addis Ababa, etiopien
Lavenda er 19 år gammel og kommer fra en lille by i det vestlige Kenya. Som så mange andre har hun hørt talrige myter om dårligdommene ved moderne prævention.
Alligevel har hun valgt at få en spiral.
”Jeg har hørt historier om, at spiralen kan skade min partner, at den kan forsvinde i min krop, og at den slet ikke beskytter ordentligt imod at blive gravid. Men jeg besluttede at gøre det alligevel.”
Sådan fortæller hun på en af ngo’en Marie Stopes Internationals mobile sundhedsklinikker, der sidste år havde besøg af titusindvis af unge kvinder.
Ngo’ens 420 såkaldte outreach teams kører rundt til afsidesliggende lokalsamfund, så kvinder kan få rådgivning og hjælp til familieplanlægning, selvom de bor i områder, hvor der normalt ikke er adgang til moderne prævention og reproduktive sundhedsydelser. Behovet er stort.
I dag er der omkring 200 millioner kvinder i udviklingslande, der gerne vil undgå at blive gravide, men som ikke har adgang til moderne prævention. Universel adgang til familieplanlægning var ellers et af de centrale mål, som 179 lande på den store konference i Kairo i 1994, International Conference on Population and Development (ICPD), blev enige om at arbejde for.
Selvom målet ikke er nået, er det dog gået fremad fra 52 til 58 procent.
I november i år afholder Kenya og Danmark i fællesskab med UNFPA en konference i Nairobi, der markerer 25-året for ICPD-programmet og gør status.
ICPD efter 25 år
Sejlivede myter
Kenya er et af de positive eksempler. I 1994 brugte 27 procent kvinder i Kenya moderne prævention. I dag er det tal helt oppe på 62 procent – ikke langt fra niveauet i Sverige og Danmark.
Sådan er billedet i mange lande.
Men myter og misinformation holder stadig udbredelsen af prævention tilbage i særligt landområder og blandt teenagere, fortæller Roselyne Ouso, informationschef i Marie Stopes’ afdeling i Nairobi.
”Myterne er virkelig sejlivede, og på det seneste hører vi også historier om, at man kan få kræft eller blive steril på grund af prævention. Det er derfor, at vores arbejde ikke kun handler om at give kvinder adgang til familieplanlægning, men i høj grad også om at sprede information om det og gøre op med myter og tabuer,” siger Roselyne Ouso.
”Vi vil gerne hjælpe kvinder med at få børn, når de selv vil have dem, i stedet for at de skal lade det være op til tilfældigheder, der kan vende op og ned på deres liv.
To børn, tak
Fordommene om prævention og familieplanlægning er ofte mere sejlivede i de mere konservative landområder, mens de sociale tabuer over for ugifte kvinder, når de henvender sig på en lokal klinik for at få prævention, eksisterer både på land og i by.
Mange lokale sygeplejersker mener stadig ikke, at sex er noget, man overhovedet bør beskæftige sig med før ægteskab.
Men det lod Lavenda sig ikke hæmme af, da hun først fra sine veninder og siden fra det professionelle sundhedspersonale i popup-klinikken fra Marie Stopes International havde hørt om de forskellige muligheder, hun har for at udskyde sine planer om at få børn. For de planer har hun skam stadig.
”Jeg vil gerne have to børn. Helst en dreng og en pige. Men først når jeg er 28 år,” siger hun.
Til den tid er Lavenda forhåbentlig både færdig med sin uddannelse og har fået et godt job. Og dermed er hun på mange måder drømmeeksemplet på, hvordan prævention, information og uddannelse kan hjælpe unge kvinder i hele verden til at tage kontrol over deres egen krop og dermed hjælpe med at hive verdens fertilitetsrater længere ned mod de cirka 2,1 børn per kvinde, som gør, at befolkningstilvæksten på jorden kan stagnere.
I dag er fertiliteten globalt set på 2,5. Lavest i Europa, højest i Afrika. Og i f.eks. Kenya er den 3,7, mens den i Niger er 7,1 – verdens højeste.
Frivillig befolkningskontrol
Gennem fokus på frivillig adgang til prævention og familieplanlægning har verdenssamfundet det sidste kvarte århundrede mødt det penible spørgsmål om sammenhæng mellem reproduktion og befolkningsudvikling.
Frygten for ukontrolleret befolkningsvækst ledte dog allerede i 1969 til oprettelsen af FN’s befolkningsorganisation, UNFPA, der blev stiftet i midten af en global frygt for overbefolkning.
Det skete efter Paul Ehrlichs dystopiske bog Befolkningsbomben fra 1968, som spåede om ressourcemangel, hungersnød og massedød på grund af jordens overbefolkning.
Dengang var jordens befolkning på cirka 3,6 milliarder mennesker – altså under halvdelen af i dag. Men fertilitetsraten i mange udviklingslande var høj og lå mange steder over niveauet i Niger i dag, som f.eks. i Kenya, hvor kvinder dengang fik 8,1 barn i gennemsnit.
En række tiltag for at få kontrol med befolkningsvæksten fulgte i årene efter i det meste af verden, heriblandt mest berygtet Kinas etbarnspolitik fra 1979. Det fik Kinas fertilitetsrate til at falde fra 5,9 i 1969 til 1,7 i 1994. Men den tilgang til befolkningsvækst brød man med på Kairo-konferencen.
”Etbarnspolitikken kan måske nok se ganske effektiv ud på papiret, men vi ved, at det ender med tusindvis af dræbte pigebabyer, forladte børn og ødelagte familier. Det var forfærdeligt. Den vej skal vi ikke ned ad,” siger Ulla Müller, forkvinde for Dansk Kvindesamfund, ansvarlig for FN’s befolkningsorganisation UNFPA’s humanitære arbejde i Etiopien og kommende chef i Nigeria for UNFPA, der siden 1969 har været den FN-organisation, hvor arbejdet med befolknings- og udviklingsspørgsmål har været forankret.
Familieplanlægning er bedste investering
Vestlige donorlande brugte godt nok mindre indgribende greb til at presse befolkningsvæksten nedad. Men hovedfokus var i høj grad stadig på kontrol.
Først i 1994 brød man resolut med dette kontrolparadigme, da verdens ledere på den skelsættende konference i Kairo blev enige om, at universal adgang til seksuel og reproduktiv sundhed er en forudsætning for kvinders ligestilling og en bedre måde at få styr på jordens befolkningsvækst på end gennem kontrol og tvang.
”Det var et paradigmeskifte,” fortæller Ulla Müller.
”Før Kairo handlede det om befolkningskontrol. Efter Kairo handlede det om en kvindes ret til selv at vælge, om, hvornår og hvor mange børn hun ville have,” siger hun.
Har kvinder både adgang og rettigheder til at planlægge deres graviditeter, kan det udløse et stort udviklingsmæssigt potentiale for hele samfundet, lyder argumentet.
”Det er heldigvis sådan, at kvinder ikke er i idioter. Men vi har nok ikke været gode nok til at italesætte, at reproduktiv sundhed kan udløse et potentiale på samfundsniveau. Familieplanlægning er en af de bedste investeringer, et land kan foretage sig.”
”Det handler ikke bare om at få udbredt prævention. Det handler om, hvad der sker med hele samfundet og økonomien, når kvinder bliver arbejdstagere og beslutningstagere. Vi ved jo godt, at det hænger sammen. Men vi taler ikke nok om det. Så jeg tror, vi skal være bedre til at tale om, hvad det er, der sker for hele samfundet, når kvinder får magt over deres egen krop,” siger Ulla Müller.
25 år efter håndslaget i cairo
Det går fremad
I 1994 var fertiliteten i verden på 2,9 børn per kvinde og 5,6 i udviklingslande. I dag er fertiliteten nede på 2,5 i verden og 3,9 for de mindst udviklede lande.
Men selvom fertilitetsraten er nedadgående, kommer der stadig til at ske noget nær en fordobling af befolkningstallet i Afrika de næste 30 år.
FN forventer, at antallet går fra nuværende 1,3 milliarder mennesker til cirka 2,5 milliarder i år 2050. Det skyldes bl.a. de fremskridt, lægevidenskaben og udviklingsbistanden har gjort i fællesskab ved f.eks. at sænke børnedødeligheden og forlænge folks liv.
”Det er klart, at den slags fremskridt har medvirket til at øge befolkningstallet. Men man skal være meget kynisk, hvis ikke man ser det som en gevinst for menneskeheden, at det er lykkedes os at sænke børnedødeligheden. Der dør færre børn. Det er da godt,” siger John Wilmoth, direktør i FN’s befolkningsafdeling, der hvert andet år udgiver prognoser for verdens befolkningsvækst.
Han forklarer, at verdens befolkningsvækst langsomt og sikkert flader ud, fordi kvinder generelt får færre børn – også i Afrika. Men der er en lang bremsehastighed, fordi der i dag er så store generationer af unge afrikanere, der først skal til at stifte familie nu.
”Så vi kan se frem til en fordobling af Afrikas befolkning frem mod 2050 og en tredobling i dette århundrede, så vi kommer op omkring 4,5 milliarder i år 2100,” siger han.
Kapløb mod befolkningseksplosion
Mange afrikanske lande befinder sig ifølge John Wilmoth i et kapløb mod deres egen befolkningsvækst.
”Jo hurtigere befolkningen vokser, jo hurtigere skal alt andet i økonomien og samfundet følge med. Der skal bygges flere skoler, flere hospitaler og skaffes flere jobs,” siger Wilmoth.
I 26 afrikanske lande er befolkningsvæksten frem mod år 2050 over 100 procent ført an af Niger, der ifølge FN går fra sine nuværende ca. 23 millioner indbyggere til 65 millioner i år 2050 og helt op til 165 millioner i 2100.
I nabolandet Nigeria er befolkningsvæksten mindre, men befolkningen er til gengæld allerede i dag over 200 millioner, hvilket forventes at stige til 400 millioner i 2050 og derefter til 730 millioner i 2100.
Selv i Kenya, hvor der er markant lavere fertilitet, forventes befolkningen at vokse fra godt 52 millioner mennesker i dag til 125 millioner i 2100.
Kvinder dør, mens vi taler
”Vi bliver nødt til at finde ud af, hvordan vi får familieplanlægningen helt ud i de bittesmå landsbysamfund, så de unge piger, det handler om, kan få fordomsfri adgang til prævention,” siger Ulla Müller, da vi efter en times interview begynder at tale om, hvad der skal ske nu.
Så holder hun pludselig en lille pause, trækker vejret dybt og siger, hvorfor hun anser det for en vigtig opgave.
”Det handler jo om liv og død, det her. Vi har talt i en time nu. I mellemtiden er 35 kvinder døde af årsager, man kunne have forhindret,” siger Ulla Müller.
”Det skal vi altså lige huske på, når vi mødes for at diskutere de her ting. Kvinder dør, mens vi snakker, og unge piger på vej på universitetet får taget potentialet fra sig, fordi de bliver ufrivilligt gravide. Dem skal vi have i centrum, når vi sidder i nogle fancy mødelokaler og taler om, hvad status er.”