Stor ståhej – ringe handling
Det er fire år siden, alverdens lande for første gang blev enige om at sætte 17 bæredygtige udviklingsmål, som skal nås inden 2030. Men det går meget langsomt fremad – med tilbageskridt. Først nu er det ved at gå op for beslutningstagere, hvor kompliceret en dagsorden verdensmålene sætter. For målene er indbyrdes afhængige af hinanden.
Af Kirsten Larsen. Grafik: FN's 17 verdensmål for bæredygtig udvikling
Fn's hovedkvarter, new york
Mens New York stønner under sommerens hedebølge, er der travlt i mødelokalerne i kælderen under FN’s hovedkvarter.
Det er den årlige diskussion om verdensmålene, der har samlet et par tusinde mennesker til en vurdering af, hvordan det går, og som fylder mødelokalerne fra morgen til aften.
Udenfor ved borde på gangene falbyder organisationer, lande og netværk løsninger på alverdens problemer. Ud over til tider fantasifulde løsninger på, hvordan man overholder dresscoden med så let tøj som muligt i heden, er alt næsten, som det plejer.
Men kun næsten. For det er fire år siden, at verdens stats- og regeringschefer højtideligt vedtog de 17 mål for verdens bæredygtige udvikling. Det blev til 17 mål, 169 delmål og 232 indikatorer, som fremskridtene skal måles på.
For første gang nogensinde er der sat fælles mål for hele verdens bæredygtige udvikling, og for første gang er man blevet enige om at måle udviklingen.
Målene gælder alle mennesker i alle lande, rig og fattig, nord og syd. Og der skal gøres status på dem hvert fjerde år, altså i år.
Træd på speederen
Meldingen fra FN’s generalsekretær, António Guterres, er klar: Få fart på.
Hans egen fremdriftsrapport, SG’s Progress Report, viser, at der er fremgang på nogle områder, mens det store billede er præget af langsommelighed, stilstand og endda tilbagegang.
Der, hvor det går fremad, går det for langsomt, siger Jens Wandel, der er assisterende generalsekretær i FN med ansvar for reform af hele FN-systemet.
Selve kernen i verdensmålene, løftet om, at alle skal med, ligner lige nu tomme ord. Leave no one behind, lyder mantraet. Men det er lige netop verdens svageste, de fattigste, de marginaliserede, der ikke kommer med på udviklingstoget, men står tilbage på perronen, viser generalsekretærens rapport. Det er også det billede, der tegnes i mange af de andre rapporter om målene, som i den seneste tid har regnet ned over det internationale samfund.
Ikke engang det allerførste mål om at afskaffe ekstrem fattigdom bliver nået.
I nuværende tempo vil seks procent af verdens befolkning leve i ekstrem fattigdom i 2030.
Det er et kæmpe fremskridt i forhold til situationen i 1990, da 36 procent af verdens befolkning var yderst fattige. Men det kniber med at få de sidste med.
Det er blevet sagt, at det er urealistisk helt at afskaffe den værste fattigdom. Verdensbanken har for eksempel peget på tre procent som et opnåeligt mål.
Men spørger man ambassadør Ib Petersen, der som FN-ambassadør var med til at lede forhandlingerne om opfølgningen på verdensmålene, så er det rigtigt at have et mål om helt at afskaffe den ekstreme fattigdom.
”Vi kan ikke bare afskrive tre procent af verdens befolkning. Og det er vigtigt at have målet om helt at afskaffe ekstrem fattigdom. For når målet står der, bliver der arbejdet på at nå det,” siger han.
Meget små fremskridt
Af FN’s store rapport Sustainable Development Goals 2019 fremgår det, at antallet af underernærede mennesker er steget, siden man vedtog verdensmålene.
Til gengæld falder børnedødeligheden. Og for nu at nævne et aktuelt emne så vurderer FN, at antallet af mennesker, der dør af mæslinger, er faldet med 80 procent siden år 2000 på grund af vaccinationer.
Flere børn går i skole, men mange lærer aldrig at læse og regne og vil aldrig få et godt job. Der er stadig et stykke vej til ligestilling mellem kvinder og mænd, selv i Sverige, hvor kvinder for eksempel stadig bliver betalt ca. ti procent mindre end mænd for samme arbejde. Meget arbejde giver ikke nok til, at man kan leve af det.
Det er eksempler fra nogle af de første otte mål. Dem, der generelt anses for at være de letteste.
De næste otte mål er dem, som for alvor skal forandre verden. De er transformerende. Det er dem, der skal sætte en ny kurs, så vi mennesker ikke ødelægger vores eget livsgrundlag.
Og de mål er endnu sværere at nå.
Det måske mest påtrængende lige nu er målet om at begrænse klimaforandringerne. Men målene handler også om at beskytte livet i vand og på land, hvor dyr og plantearter forsvinder med alarmerende hast.
De handler om at skabe bæredygtige byer, hvor ni ud af ti indbyggere i øjeblikket indånder forurenet luft, og hver fjerde lever i slum.
Det handler om både at forbruge og producere bæredygtigt. Og om at sikre ren energi til alle, om at mindske uligheden i og mellem lande og om at opbygge fredelige, retfærdige og inkluderende samfund.
Især udviklingen i Afrika halter bagefter, fortæller Mette Fjalland, der er kommunikations- og partnerskabsrådgiver i FN’s udviklingsprogram UNDP.
Meget overordnet sagt har den økonomiske vækst i afrikanske lande ikke i tilstrækkelig grad gavnet den brede befolkning.
Balladen om pengene
Oven over de 16 mål svæver mål 17 om, hvordan verden i fællesskab skaffer penge til at finansiere den store omstilling. Hvordan man mobiliserer både offentlige og private penge og får dem til at arbejde for en bæredygtig udvikling.
Der er ikke penge nok. Overhovedet ikke. Ikke engang til klimaområdet, som overskygger alt andet i disse år.
Verdens udviklede lande har et særligt ansvar for at hjælpe mindre udviklede lande med at tilpasse sig klimaforandringerne. Og et særligt ansvar for at nedbringe egne udledninger af drivhusgasser og støtte andres adgang til grøn teknologi. De rige lande betaler ikke, hvad de har lovet. Og det, de giver til klima, bliver tit taget fra udviklingsbistanden.
Derfor er der stort fokus på udviklingslandes egen evne til at rejse penge til verdensmålene, gennem skat for eksempel. Og hvordan man får private penge og kræfter til at arbejde for verdensmålene og får private investeringer til at gavne de områder, hvor de svageste bor, de, der er ved at blive hægtet af udviklingen.
Nye flygtningevandringer
Steen Hildebrandt, der er professor emeritus i organisations- og ledelsesteori på Institut for Marketing og Organisation på Aarhus Universitet og formand for 2030-panelet, som understøtter Folketingets arbejde med verdensmålene, siger, at han vælger at lytte til de fleste forskere, som advarer om, at det kan gå rigtig galt, hvis ikke der bliver sat en bæredygtig kurs.
Der skal ske store forandringer. For – som han siger med et kinesisk ordsprog. ”Hvis vi ikke ændrer retning, ender vi der, hvor vi er på vej hen”.
Og der, hvor vi er på vej hen, er ikke jordens undergang. Men det er kraftigt forringede leveforhold for mange.
Det er flygtninge og befolkningsvandringer og mange andre store globale problemer. De universelle bæredygtige udviklingsmål er den bedste opskrift, vi har, hvis vi vil undgå det, siger han.
Men hvorfor går det så langsomt med at prøve at nå målene, hvis de er så vigtige for alle mennesker?
“Selve kernen i verdensmålene, løftet om, at alle skal med, ligner lige nu tomme ord.
Svært at engagere politikere
I Danmark, siger professor Hildebrandt, har det især været svært at få Folketingets politikere til at interessere sig for en så kompleks, langsigtet og delvis international dagsorden.
Men år for år vil presset fra vælgerne, fra baglandet, fra virksomheder og organisationer tage til. Og for Christiansborg-politikerne vil det blive attraktivt at gøre noget.
Klima, bæredygtighed og verdensmål går ikke over, det bliver ikke umoderne, det bliver ikke glemt, understreger han. Så Hildebrandt regner med, at folketingspolitikerne kommer op i gear.
Men det er ikke nemt.
Politisk er man vant til at løse problemer et ad gangen. Hele administrationen er delt op i fagministerier, som tager sig af hvert sit. Det går ikke med verdensmålene, for man skal sikre, at tiltag på et område ikke skader eller bremser andre områder.
Man kan ikke gå målrettet efter at forbedre klimaet eller holde ro i gaderne uden at passe på, at man ikke undergraver noget andet.
Og så kommer det til at koste. Det kommer til at koste ændringer i livsstil. Der er nogle, der må betale mere, end de har gjort hidtil. For eksempel i skat.
Og de rigeste lande skal give mere, end de gør nu. Der er et stort solidaritetsaspekt i verdensmålene.
Hvis alle vil have fordele, så får vi ikke løst problemerne, siger Steen Hildebrandt.
Der er børn i Danmark, der ikke har det godt, der er fattige og hjemløse. Uligheden vokser. Vi kan gøre det bedre inden for for eksempel byggeri, transport, landbrug, produktion og forbrug
Bare gå i gang
FN’s Jens Wandel medgiver, at det går langsomt. Samtidig understreger han, at der ikke er nogen, der ved, hvor lang tid sådan noget tager. Der er ingen erfaringer at trække på.
Den omstilling, hele verden er i gang med, er enestående.
Det tager sin tid at absorbere verdensmålene. Jens Wandel henviser til en undersøgelse fra sidste år af 70 danske ngo’er, som arbejder i 81 lande.
De fleste organisationer bruger verdensmålene i deres arbejde. Men hele 60 procent af dem bruger kun målene som en krog at hænge deres programmer op på.
Ngo’erne gør, fuldstændig som de plejer, blot med henvisning til nogle af målene. Kun seks procent har brugt verdensmålene til at nytænke deres virke.
Jens Wandels gæt er, at de samme forhold nok gør sig gældende for den private sektor.
Til virksomhederne har han et råd – det behøver ikke at være så svært. Der er for det første tre hovedspørgsmål, enhver virksomhed skal kunne besvare.
Hvad er produktet? Er det bæredygtigt? Bidrager det til verdens udvikling?
For det andet – er produktionen bæredygtig?
Det er ikke nok at bygge solceller eller vindmøller, hvis produktionen af dem er skadelig for mennesker eller miljø. Eller hvis det skaber problemer efter endt brug.
For det tredje – hvordan bliver medarbejderne behandlet?
Hvis de tre forhold er i orden, så er det bare med at gå i gang.
Nye tider, nye løsninger
Politikerne skal være politikere og sætte rammerne. Og der er masser at tage fat på, understreger Jens Wandel og nævner et par eksempler.
”Det er da tankevækkende, at det ikke er dyrere at bruge nye ressourcer i en produktion end at genanvende. At virksomheder ikke bliver belønnet for at genbruge materialer eller for at lave produkter, som for eksempel kan skilles ad og genanvendes efter brug.
Arbejdsmarkedet er også præget af langt flere korttidsansættelser og løsarbejdere end tidligere.
Der skal laves en ny form for sociale sikkerhedsnet, der passer til fremtiden, foreslår Jens Wandel.
Han har ikke lyst til at give nogen skylden for, at det går langsomt. Der har altid været folk i alle sektorer, der prøver at trække den anden vej.
”Tiden er ikke til at grave grøfter. Vi skal alle tænke mere over, hvordan vi selv kan bidrage, end hvad andre skal.”