Gå til indhold
MASSEPROTESTER I LIBANON

En nation vækkes

Libanon har siden den 17. oktober set de største demonstrationer i nyere tid. Protesterne begyndte spontant efter regeringen annoncerede en ny skat på mobiltelefoni. Hurtigt voksede de til en national bevægelse mod hele Libanons korrupte sekteriske elite.
Emne
Libanon Politik Rettigheder


Af Helle Malmvig. Foto: Helle Malmvig.

Demonstranterne ønsker sig en velfungerende stat, der kan levere basale goder som elektricitet, sundhed og rent drikkevand. Og de ønsker et opgør med det særlige politiske system, der har præget Libanon siden den franske kolonitid, hvor politiske poster og økonomiske goder fordeles efter etniske og religiøse tilhørsforhold.

Indtil nu er protesterne forløbet fredeligt. Men der er endnu ikke udpeget en ny regering, og banker og universiteter er lukkede, mens økonomien er truet af kollaps. 

Kunsten og særligt kunsten på gadeplan spiller en stor rolle i forhold til at samle den libanesiske befolkning om deres fælles magtkritik. 

Jean-Marie Ramia er en ung arkitekt og startede med at lave tegninger det øjeblik protesterne gik i gang.

”Jeg kunne slet ikke lade være. Det var det, der var i mit hoved og så længe havde været inde i mig, skjult. Kunst og kreativitet kan noget særligt, det hiver sløret, der dækker over sandheden, væk og binder folk sammen på en smuk måde. Når vi nyder kunst og deler den med hinanden, skaber vi fælles historier, der går på tværs af religion og sociale skel”.

Korruption og misbrug af statslige midler er dagligdag i Libanon. Ledende politikere har eksempelvis beriget sig ved lukrative ejendomshandler, licensaftaler eller direkte stjålet store summer fra statskassen. Under protesterne er nye detaljer i den alt omfattende politiske korruption blevet afdækket. Tegning lavet af Jean-Maria Ramian.
Libanon er vant til masseprotester. Men denne gang deltager både religiøse og sekulære på samme side. Akvarellen af Aknan Nourhan viser en ung kvindelig aktivist på vej til demonstration.
Martyrpladsen i Beiruts Downtown er centrum for protesterne, og den store knyttede hånd er blevet et markant symbol på oprøret. Et par uger inde i protesterne indtog grupper af sortklædte bøller fra Hezbollah og Amal-militserne pladsen, overfaldt demonstranterne og ødelagde teltene. Teltresterne ligger nu omkring den knyttede hånd, som en skamstøtte, der udstiller hærværket.
Protesterne er ofte præget af humor og glimt i øjet. Banneret er fra Beiruts normalt stærkt trafikerede ringvej, som aktivister med jævne mellemrum har blokeret.
Libanesere på tværs af religion, klasse og generationer ønsker gennemgribende forandringer, viser Jean-Maria Ramia i denne illustration. I demonstrationerne kan man tilsvarende høre parolen Kellon Yanie Kellon, der opfordrer til, at alle politiske ledere fra alle sekter skal gå af.
Oprøret har fra begyndelsen også drejet sig om den dybe økonomiske ulighed i Libanon, hvor den øverste 1 % ejer næsten 50 % af den samlede velfærd, mens ca. en fjerdedel af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen. Mange af de unge aktivister er inspireret af bevægelser som Occupy Wall Street, og de har nu ’reclaimed’ områder i Downtown og Zaituna Bay, som tidligere kun var for de ultrarige og lå halvøde hen. Grafik af Ebra Debes Wyte.
Mange satiretegninger handler om det, de unge kalder aldrende og politisk tonedøve ledere. Disse forstår ikke de unge demonstranters krav, og forsøger at skræmme dem med ustabilitet eller advarsler om en ny libanesisk borgerkrig. Graffiti af Spaz.
På tre-ugers-dagen for oprøret mødte kvinder i alle aldre op på Martyrpladsen og slog med grydeskeer på potter og pander. Det er nu blevet en tradition. Hver aften kl. 20, kan man høre en kakofoni af bankelyde. Det er kvinder, der fra deres egne hjems balkoner og vinduer slår på gryder og pander til støtte for protesterne. Illustration af Josie Bitar.
Værket er en række af selvportrætter skabt af den libanesiske kunstner Fadi el Chamaa og udstillet hos galleristen Art Lab. El Chamaa vil vise, at identiteter er mangetydige og flydende, og at libaneserne ikke er produkter af en bestemt sekt, klan eller parti.
Selv i den fashionable bydel Gemmazy har flere af de mondæne tøjbutikker dekoreret udstillingsvinduerne med libanesiske flag. ”Det skal vise solidaritet med demonstranterne, og at vi alle er en enhed,” forklarer indehaveren af butikken Vinana til Magasinet 360. Det nationale flag bliver som regel brugt meget lidt i Libanon. I stedet er det de politiske ledere og de sekteriske flag, der fylder i byrummet.
Loading...

    Andre artikler om #Rettigheder

    Loading...