- Eritrea var frem til Anden Verdenskrig en italiensk koloni, men blev i 1952 på britisk ønske slået sammen med Etiopien.
- Først i 1991 løsrev Eritrea sig fra Etiopien efter 30 års uafhængighedskamp og blev officielt erklæret selvstændigt efter en folkeafstemning i 1993. Siden har landets præsident, Isaias Afewerki, siddet tungt på magten, udskudt implementeringen af landets forfatning, syltet demokratiske valg samt skyet nærmest alt internationalt samarbejde.
- Men sidste år sluttede Eritrea fred med ærkefjenden Etiopien. Alligevel er der ikke meget nyt i det lukkede land, der har nogle af de værste menneskerettighedsforhold i verden.
- Hundredtusinder er flygtet fra landets fattigdom og permanente værnepligt, der ifølge FN tangerer tvangsarbejde. Værnepligten varede oprindeligt 18 måneder, men har udviklet sig til tidsubestemt tvangsarbejde.
- Eritrea er ifølge Committee to Protect Journalists det mest censurerede land i verden.
- De fleste skøn på indbyggertal ligger på mellem tre og seks millioner indbyggere.
- Befolkningen udgøres af ni etniske grupper med hvert sit sprog, og der er officielt nogenlunde lige mange kristne og muslimer.
AFRIKAS NORDKOREA
Efter Nobelprisen: ”Eritrea er stadig et brutalt diktatur”
Etiopiens premierminister fik i efteråret Nobels Fredspris for at tage initiativ til at løse konflikten med nabolandet Eritrea. Men i Eritrea står tiden stille: Diktaturet er stadig en af verdens værste menneskerettighedskrænkere og klodens mest censurerede land. Nobelpris-effekten vil trække landet i en endnu mere diktatorisk retning, frygter iagttagere.
Af Andreas Baumann. Foto: Andreas Baumann.
Masawa, Eritrea
Luften er tung af fugt og salt her i Eritreas ældste by, Masawa, ved Rødehavets kyst.
De gamle bygninger i arabisk og italiensk kolonialistisk stil har en forsømt storladenhed over sig. De er som taget ud af et eventyr om Aladdin, men de er næsten alle ruiner. Forfaldne og forladte.
Byen virker nærmest død. Selv kranerne på byens industrihavn står urokkeligt stille i formiddagsheden. En enkelt havnearbejder slentrer dovent ned ad kajen.
På en fortovscafe i nærheden finder jeg skygge og selskab. En ung mand sidder alene og ryger cigaretter og drikker sort kaffe. Jeg sætter mig ved siden af ham. Han hedder Asaph og er 26 år gammel.
Han kommer fra hovedstaden, Asmara, i højlandet, men bor nu på en kaserne i nærheden af havet.
Han har et venligt, men martret udtryk i øjnene og fortæller, at han har været soldat i otte år uden at vide, hvor længe han skal gøre tjeneste. Det er et vilkår i Eritreas frygtede nationaltjeneste, der blev gjort permanent op til udbruddet af grænsekrigen mod Etiopien, der mellem 1998 og 2000 kostede op mod 100.000 mennesker livet.
”Jeg håber, at jeg snart får lov til at stoppe, nu hvor der er fred. Men jeg ved det ikke. Jeg har ikke hørt noget endnu,” siger han og tager et langsomt og dybt hvæs af sin cigaret.
Tobaksrøgen hænger tungt om Asaphs magre ansigt, mens han langsomt svarer på mine spørgsmål.
"Hvordan er det at være soldat i Eritrea?" forsøger jeg stille, så ingen af de andre gæster på cafeen kan høre det.
Der er et udbredt stikkersystem i ”Afrikas Nordkorea”, som Eritrea ofte bliver kaldt, så jeg tager mine forholdsregler.
”Det er kedeligt og hårdt,” svarer han ubekymret. ”Jeg vil hellere hjem til min familie.”
Hans mutte ansigtsudtryk indikerer, at han ikke ligefrem tror, det er realistisk. Selv med den Nobelpris-belønnede fredsaftale med Etiopien tør soldaterne i Eritrea dårligt håbe på, at de kan vende tilbage til et normalt liv lige foreløbig.
”Alt er det samme,” siger Asaph.
Grænser er lukket igen
Det er ellers over et år siden, at Eritrea sluttede fred med nabolandet Etiopien og dermed bragte den 20 år lange grænsekonflikt til ophør.
Telefonlinjer og diplomatiske forbindelser blev genetableret, og landegrænserne mellem de to lande blev åbnet for første gang siden slutningen af 1990’erne.
Det var et historisk øjeblik, der blev fejret med dans og fest på begge sider af grænsen, og sådan blev fredsaftalen også taget imod internationalt: FN’s Sikkerhedsråd fjernede både våbenembargo og sanktioner mod Eritrea, og nu har Etiopiens premierminister, Abiy Ahmed, tilmed fået tildelt Nobels Fredspris ”for hans afgørende initiativ for at løse grænsekonflikten med nabolandet Eritrea”, som det lød i begrundelsen fra Den Norske Nobelkomite i oktober.
Højere international anerkendelse er svær at opnå.
Men i Eritrea føles festlighederne allerede som et minde fra en fjern fortid. I få måneder sidste år kunne folk rejse og handle frit med hinanden efter grænseåbningen. Men nu er grænserne for længst lukket igen, og samhandlen er stoppet.
Der er mange arbejdsløse, meget lidt økonomisk aktivitet, og på landet har tørken tilmed udpint landets lille landbrugssektor.
Den største indtægtskilde er almisser sendt fra de hundredtusindvis af flygtninge og migranter, der har forladt Eritrea igennem årene.
Nobelkomiteens brøler
Og modsat Nobelkomiteens begrundelse for at give fredsprisen til Abiy Ahmed er grænsekonflikten mellem de to lande slet ikke løst, siger en af de mest anerkendte eksperter på området, Kjetil Tronvoll, der er professor i freds- og konfliktstudier ved Bjørknes Høyskole i Oslo.
”Nobelkomiteen lavede en brøler, for grænsekonflikten er absolut ikke løst. Etiopien har stadig besat dele af Eritreas territorium. Grænserne er lukket igen. Der er ingen bilaterale aftaler om at normalisere forholdene. Du kan sige, at der er en politisk fred mellem de to statsledere. Men der er ingen normalisering og ikke en egentlig fredsproces – kun en deklaration om fred. Og nu har man også stoppet institutionaliseringen af den,” siger han og understreger, at han alligevel mener, at Abiy Ahmed er den rette modtager af fredsprisen.
”Jeg synes, Abiy har fortjent Nobelprisen. Men det er mest på grund af de forandringer, han har skabt internt i Etiopien, og ikke så meget på grund af relationen til Eritrea. På det punkt er jeg lidt tøvende,” siger professoren, der bl.a. har udgivet bogen Brothers at War om krigen mellem de to broderlande på Afrikas Horn.
Han forklarer, at grænsekrigen i 1998-2000 i vid udstrækning udsprang af dårlige personlige relationer mellem Eritreas diktator, Isaias Afewerki, og Etiopiens daværende statsleder, Meles Zenawi.
Da Abiy Ahmed kom til magten i Etiopien sidste år efter mange års politiske uroligheder, gennemførte han et magtopgør med Zenawis gamle politiske garde fra Tigray-regionen og partiet Tigray People's Liberation Front (TPLF).Den offensiv på de indre etiopiske linjer fik Isaias i Eritrea til at gribe Abiy Ahmeds udstrakte hånd, i håb om at de havde fundet en fælles fjende.
Mål at videreføre krig
”Isaias' mål er ikke at få fred med Etiopien. Hans mål er at videreføre krig med andre midler mod TPLF. Det troede han, at Abiy Ahmed kunne hjælpe ham med. Men Abiy Ahmed har ikke kontrol med TPLF, og han ønsker ikke som Isaias at udrydde TPLF, der er en del af Etiopiens politiske miljø,” siger Tronvoll.
Den norske forsker bliver suppleret af en anden akademisk kæmpe på området, Christopher Clapham, der er professor emeritus i Afrika-studier på University of Oxford.
”Forholdet mellem Abiy og Isaias er tydeligvis blevet surt siden deres forelskelse for et år siden. Det ses -tydeligst ved Isaias’ lukning af grænserne,” siger Clapham.
Men det er også bemærkelsesværdigt, at hverken Isaias Afewerki eller nogen af hans ministre i Eritrea officielt har lykønsket Abiy med Nobelprisen endnu, påpeger han.
”Jeg har hørt, at Isaias er meget irriteret over, at Nobelprisen er givet alene til Abiy og ikke til dem begge i fællesskab. Men det ville jo være latterligt at give Isaias den ære, når man ser på antallet af krige, han har startet, og de menneskerettighedskrænkelser, han står bag,” siger Clapham.
Eritrea er stadig et brutalt diktatur.
Journalister i fængsel siden 2001
I hovedstaden, Asmara, går jeg forbi et af byens fængsler.
En tre meter høj sandfarvet mur med pigtråd på toppen danner rammen om stedet, der også rummer en af byens politistationer. Men de fleste fængsler i landet er hemmelige og ligger skjult i mere anonyme bygninger eller langt ude på landet.
Der sidder tusindvis af politiske fanger, journalister, og folk fra religiøse mindretal fanget uden at have fået rettergang eller dom, skriver Human Rights Watch i deres 2019-rapport om landet.
Mest kendt er fængslingen af 17 journalister for præcis 18 år siden, da regimet én gang for alle lukkede landets medier. Deres brøde var, at de havde omtalt et åbent brev til præsidenten fra 11 politikere, der kritisererede, at regeringen endnu ikke havde implementeret forfatningen.
Det har den stadig ikke, og både journalister og politikerne fra dengang sidder fortsat fængslet, hvis de da ikke er døde i mellemtiden. Kun regimet ved, hvad der er sket med dem.
”Eritrea er stadig et brutalt diktatur,” konstaterer Kjetil Tronvoll.
Verdens mest censurerede land
Eritrea er i dag det eneste land i Afrika uden private medier, da der kun findes én statslig avis og én statslig tv-kanal.
For nylig blev landet ligefrem udpeget af Committee to Protect Journalists som verdens mest censurerede land over lande som Nordkorea, Turkmenistan og Kina.
Den rangering synes dog ikke at tage højde for, at udenlandsk satellit-tv er vidt udbredt i Eritrea, så folk således er velorienterede om verdens gang, men ikke om forholdene i deres eget land.
Så sent som i juni i år slog Eritreas regime ned på landets religiøse institutioner ved at lukke alle de katolske sundhedsklinikker og skoler samt indespærre en række fremtrædende religiøse ledere, der havde udtalt sig kritisk om regeringen.
”De handlinger viser, at trods det forbedrede regionale klima for fred og sikkerhed er menneskerettighedssituationen i Eritrea uforandret,” sagde FN’s særlige reporter for menneskerettigheder i Eritrea, Daniela Kravetz, i en udmelding i Genève i sommer.
Voldtægt og tortur
I Eritrea er der da heller ikke mange forandringer at få øje på siden sidste år. Jo, telefonlinjerne til Etiopien er endnu åbne, og man kan trods alt stadig flyve til og fra Addis Ababa. Men mest i øjenfaldende er stilstanden omkring landets værnepligt.
Selvom regimet ikke længere har samme undskyldning for at opretholde permanent nationaltjeneste, nu hvor der officielt er sluttet fred med Etiopien, er der ikke optræk til at normalisere forholdene i værnepligten.
Det irriterer bl.a. skolelæreren Yonas, som jeg møder i Asmara. Han underviser på tiende år folkeskoleelever i engelsk og matematik som en del af sin nationaltjeneste. Han kan ikke sige op.
”Jeg har ikke noget imod nationaltjeneste som sådan. Men det skal være for en afgrænset periode, ligesom det var oprindeligt, da det var 18 måneder. Det blev ændret, da grænsekrigen mod Etiopien brød ud,” siger Yonas og forklarer, at han ellers er en stor patriot:
”Jeg kan godt tilgive, at man gør ekstraordinære ting i ekstraordinære situationer. Men nu er der fred. Så burde det her vanvid med evig nationalservice høre op.”
Nationaltjenesten begynder allerede i de sidste år i gymnasiet, ved at alle studerende bliver sendt til den berygtede militærlejr Sawa. Her bliver de indskrevet til hård militærtræning, forklarer Laetitia Bader fra Human Rights Watch, der lige har skrevet en 84 sider lang rapport om systemet.
”De fleste er fyldt 18 år, men der er også børn, der bliver sendt til Sawa. Der venter dem vold, mishandling og nogle gange tortur,” siger hun og henviser til rapportens interviews med 73 værnepligtige.
”De beskriver, hvordan de er blevet afstraffet, slået med kæppe og tvunget til at rulle rundt på jorden. Mange piger bliver også presset til at have sex med officererne eller simpelthen voldtaget,” siger Bader.
Ved udgangen af ”skoleåret” bliver folk så udvalgt til enten at fortsætte militærtjenesten eller aftjene civiltjeneste.
Skolelæreren Yonas betragter da også sig selv som relativt heldig. Et lærerjob er tåleligt, selvom det sker under tvang og til ringe løn. Nogle af hans bekendte er blevet tvunget til hårdt fysisk arbejde, når der skal bygges fabrikker, veje eller miner.
FN og menneskerettighedsorganisationer har kritiseret ordningen for at tangere slaveri.
Det unge diktatur
300 flygter hver dag
Nationaltjenesten er derfor også den største årsag til, at der stadig er tusindvis af eritreere, der flygter ud af landet hver måned.
Ifølge de seneste opgørelser fra modtagelsescentrene i det nordlige Etiopien flygter i omegnen af 300 personer i døgnet over grænsen fra Eritrea – ikke meget mindre end da grænserne var frit åbne.
En ung embedsmand i Asmara, der kalder sig Dawit, fortæller, at han selv har overvejet at flygte, men nu har opgivet.
”Nu er det for sent. Verden er træt af flygtninge, og jeg tror efterhånden, det er bedre at blive her. Der er masser af uindfriet potentiale i Eritrea, og Isaias kan jo ikke holde for evigt. Så når forandringerne kommer, vil jeg være klar,” siger Dawit.
Han drømmer om et turistboom til den smukke hovedstad, Asmara, der i 2017 blev udpeget som UNESCO-verdensarv for sin unikke modernistiske arkitektur.
Hele byen blev opført af de italienske koloniherrer frem til Anden Verdenskrig, og ifølge UNESCO er der stort set ikke bygget noget i byen siden 1940’erne. Også på det punkt står tiden i Eritrea stille.
Håb er diaspora
I mellemtiden passer Dawit pligtskyldigt sin tjans for ikke at ende i et af landets mange fængsler, som han har mistet mange venner og bekendte til. F.eks. kendte han den svensk-eritreiske journalist Dawit Isak, der i 2001 blev fængslet.
”Pludselig forsvandt han bare. Jeg aner ikke, om han er i live eller ej,” siger han og forklarer, at han ikke tør håbe på at se ham igen.
”Præsidenten vil ikke løslade fanger eller reformere landet, fordi det ville rykke ved hans magt. Ingen kan lide ham. Men han er frygtet,” siger Dawit.
Han håber på, at Eritreas store diaspora i USA og Europa kan øge presset på regimet ved at droppe at betale den særlige skat på to procent, som alle eritreiske statsborgere bosat i udlandet er forpligtet til at betale.
På de sociale medier kan man følge kampagnen mod Isaias under hashtagget #YIAKL, der nogenlunde betyder ”nok er nok”. Men om det vil have nogen effekt, er svært at sige, indrømmer Dawit.
Begrundelsen for Nobels fredspris 2019
”Den norske Nobelkomite har besluttet, at Nobels Fredspris i 2019 skulle gå til Etiopiens premierminister, Abiy Ahmed Ali, for hans indsats for fred og mellemstatsligt samarbejde og især for hans afgørende initiativ til at løse grænsekonflikten med nabolandet Eritrea. Prisen er også en anerkendelse af al den indsats, der arbejder for fred og forsoning i Etiopien og det østlige og nordøstlige Afrika”.
Den Norske Nobelkomité, Oslo 11.10.2019
Nobelpris-effekten
Kjetil Tronvoll, den norske forsker, ser dog antydninger af, at Isaias Afewerki er presset. Det giver sig udslag i, at regimet bliver mere og mere autoritært.
Lukningen af den katolske kirkes aktiviteter i sommer er seneste tegn på, at ingen kritik bliver tolereret. Og tildelingen af Nobels Fredspris til Abiy Ahmed kan i første omgang føre til, at diktatoren strammer grebet om magten endnu mere, mener professoren.
”Isaias må slå hårdere ned på kritik og være endnu mere i kontrol, fordi Fredsprisen rokker lidt ved hans politiske magtbase,” siger Tronvoll og uddyber:
”Vi ved, at ministre i hans regering er kritiske over for Isaias og faktisk ønsker reformer. Så den her pris kan bruges af hans modstandere til at presse på for at fortsætte fredsprocessen. Men det ønsker Isaias ikke, for hvis fredsprocessen virkelig bliver implementeret, og hvis Eritrea virkelig bliver normaliseret, ville han blive nødt til at gå af.”
Truslen fra Etiopien har været brugt som legitimering af den lange undtagelsestilstand og evige værnepligt. Derfor har Isaias heller ikke oprigtigt en interesse i fred, argumenterer Tronvoll.
”Jeg tror, at vi i nærmeste fremtid vil se et clampdown på kritikere og et endnu mere restriktivt regime i Eritrea på grund af denne Nobelpris-effekt,” siger han.
”Det positive er, at vi trods alt ikke er tilbage ved de dybfrosne relationer.”
På havnen i Masawa drikker jeg resten af min kop kaffe og gør anstalter til at rejse mig. Så stopper jeg op og spørger soldaten ved siden af, hvor længe han egentlig regner med at være soldat.
”Det ved kun Gud,” siger han og tilføjer så med et skævt smil: ”Og Isaias, selvfølgelig.
Loading...
Andre artikler om #Rettigheder
Loading...