Gå til indhold
LÆST & SET

Et stik af skønhed

Honningland er en tryllebindende dokumentarfilm om mennesket og naturen.
Kvinde med stor kurv og bier omkring sig


Af Rasmus Brendstrup. Foto: Filmplakat fra filmen Honeyland.

En makedonsk dokumentarfilm om fattige biavlere – det lyder næsten som en parodi på snæver kunst. Men når Sundance-festivalen i USA giver sådan en film hele tre priser, kigger verden pludselig med, og siden da har det regnet med priser til Honningland.

For små pakker kan som bekendt godt rumme store gaver – og globale perspektiver.

I en bjergegn i Nordmakedonien henter Hatidze bier højt oppe på en forblæst klippeside. Hun har pilskæve tænder og karakteristisk næse, men man kommer hurtigt til at elske den cirka 50-årige kvinde. Hatidze er et studie i hårdførhed og nænsomhed.

På samme måde som hun uden beskyttelsesdragt håndterer hele klumper af de små insekter, går hun senere på salgsrunde med honningglas på det lokale marked. Smilende. Der er fire timers gang hver vej.

Det er ikke helt klart, hvor meget Hatidze tjener, men hendes behov er små. Hendes hjem er et lille stenhus i bjergene – uden strøm og med en blind mor som eneste selskab.

Landskabet står roligt i okker og grågrønt, husene i skifer. Her er tidløst.

Først da en anden familie på træk slår sig ned i dalen med kvæg og maskiner, kommer ubalancen. 

Nabofamiliens teenagesøn elsker at hænge ud med Hatidze og lære biavler-håndværket.

Hvorfor bor hun alene i bjergene, spørger han. ”Hvis jeg havde en søn som dig, ville det være anderledes,” svarer hun. Tavsheden fortæller resten.

Når ordene er få, læser vi ansigtsfurerne og fingeren, der kærligt tørrer en dråbe honning bort fra mundvigen. Et liv ebber ud. Hvad vil Hatidze gøre, når moren og bierne er borte?

Hatidze lærer også drengens far sine tricks: ”Giv halvdelen af honningen til bierne, og behold kun halvdelen selv.” Der er plads nok og bier til alle. Tror hun.

For Hussein, som naboen hedder, lytter ikke til hendes motto. Han har syv unger og 1000 projekter. Honningproduktion kan nemt kiles ind.

Vi smiler bedrevidende, mens Hussein stresser sine bier og bander sig gennem snesevis af stik ved honningslyngen, fordi han har lovet en lokal forhandler 100 glas på ingen tid.

Vi har lige set Hatidze kæle for ét. 

Værre bliver det, da Hatidzes vilde bier begynder at dø. Husseins bier er af en anden art, og hans rovdrift koster. 

Filmens instruktører har tilbragt tre år i dalen og vundet begge parters fulde tillid. Kameraet er en flue på væggen, da et af Husseins børn næsten drukner i floden, da Hussein søn bliver truet med tæsk og går hjemmefra, og som den naturligste ting i verden også da de to stærke biavler-temperamenter mødes.

Fraværet af en bedrevidende fortællerstemme bringer os i øjenhøjde med de involverede.

Hatidze sidder ved en stor bikube
Honningland handler reelt ikke om biavl, men om menneskers samspil med naturen og hinanden. Foto: Honeyland.

Når Hatidze hver dag tvinger sin mor på højkant i sengen, så hun kan få lidt melon, mærker vi taknemmeligheden mellem dem. Når ordene er få, læser vi ansigtsfurerne og fingeren, der kærligt tørrer en dråbe honning bort fra mundvigen. Et liv ebber ud. Hvad vil Hatidze gøre, når moren og bierne er borte?

Honningland handler reelt ikke om biavl, men om menneskers samspil med naturen og hinanden.

Den er brillant fotograferet, nektar for sjælen i sin rytme og ro – men også en nøgle til at forstå migrationens og bæredygtighedens udfordringer og derfor oplagt til større klassetrin. 

Honningland er instrueret af Tamara Kotevska og Ljubomir Stefanov. FIlmen er produceret i Makedonien, 2018, og har præmiere den 21. november – den kan netop nu ses i udvalgte biografer landet over.
Loading...

    Andre artikler om #kunst&kultur

    Loading...