Digitale humanitære dilemmaer

Sundhedspersonalet i de enorme rohingya-flygtningelejre i Bangladesh kæmper en ulige kamp, når de forsøger at finde frem til de flygtninge, som har størst behov for akut hjælp.

I Kutupalong-lejren går paramedicinerne rundt og besøger flygtningene i deres interimistiske boliger. Her bor der ofte otte mennesker på ti kvadratmeter. Deres dagligdag er præget af ledighed, frygt for fremtiden, vold og andre former for alvorlig kriminalitet.

Sundhedstilstanden blandt flygtningene er også dårlig. Under- og fejlernæring er udbredt, særligt blandt børn. Og mange lider af traumer som følge af fordrivelsen fra Myanmar, som er blevet kaldt “etnisk udrensning” og “folkemord”.

Bedre sundhedspleje

Ifølge FN's flygtningeagentur, UNHCR, har vold og militære operationer i Myanmar ført til, at mere end 700.000 rohingyaer er flygtet over grænsen til Bangladesh. Og paramedicinerne i Kutupalong-lejren må hver dag erkende, at deres arbejde slår til som en dråbe i havet.

Tidligere på året var to af denne klummes forfattere i lejren, for at undersøge, om man ved hjælp af digitale hjælpemidler kan forbedre og effektivisere sundhedsplejen for flygtningene.

Sammen med den lokale ngo Friendship har vi med støtte fra Novo Nordisk Fonden startet et projekt, hvor vi bl.a. udvikler en app, der kan bruges til at finde og hjælpe under- eller fejlernærede børn.Vi har også udviklet et screeningsværktøj, der kan identificere flygtninge med mentale lidelser.

Vi har god grund til at tro, at digitale værktøjer kan forbedre sundhedsplejen i lejren betragteligt. Resultatet af den første test af screeningsværktøjet viste, at cirka 27 procent af de testede flygtninge havde behov for behandling af mentale problemer.

Screeningsværktøjet betyder, at vi både får valide indikatorer for, hvor mange flygtninge der har mentale helbredsproblemer, samt mulighed for at skaffe professionel behandling til dem, som har brug for det.

Bæredygtig digitalisering

Globalt set er Bangladesh langtfra det eneste sted, hvor der bruges digitale hjælpemidler i den humanitære indsats. De forskellige organisationer under FN investerer i disse år massivt i nødhjælpsteknologier, som skal komme verdens cirka 70 millioner flygtninge til gode.

Et af de mest iøjnefaldende projekter foregår i den jordanske flygtningelejr Zaatari, hvor de mere end 75.000 syriske beboere kan få udleveret mad i lejrens supermarkeder ved at lade deres iris scanne.

Systemet er en del af en blockchain-løsning, som FN's Fødevareprogram (WFP) bruger for at sikre, at distributionen af fødevarer foregår transparent.

Hvis vi ser på flygtningesituationen i verden, er behovet for øget og bedre hjælp åbenlyst. Og i en tid hvor mange flygtninge ejer en mobiltelefon, kan det synes fristende at se digitaliseringen af de humanitære indsatser som en lavthængende frugt. Men vi må ikke digitalisere med for let hånd.

Hvor flygtningenes sundhedsdata kan være en genvej til diagnosticering og behandling, så kan de også bruges mod flygtningene. Data, som afslører seksuel orientering, kan for nogle flygtninge være livsfarlige i de forkerte hænder – f.eks. i de mange lande, hvor det stadig er juridisk og/eller kulturelt forbudt at være homoseksuel.

Det samme gælder oplysninger om race eller smitsomme sygdomme. I flere afrikanske lande undlader mange HIV-smittede at gå til lægen af frygt for, at deres sundhedsdata ikke er forsvarligt beskyttet.

En bæredygtig digitalisering af humanitære indsatser afhænger således af, at flygtninges data sikres forsvarligt.

Danmark som foregangsland

Der kan potentielt skabes store bæredygtige forandringer for verdens flygtninge igennem it-interventioner. Og i Danmark har vi gode forudsætninger for at bidrage til udviklingen af digitale hjælpemidler, som understøtter humanitært arbejde.

Vi har med gode og dårlige erfaringer i bagagen skabt et af verdens mest digitaliserede samfund, og hvor andre lande måske er teknologisk længere fremme end os, er vi gode til at tænke teknologi ind i den relevante sammenhæng.

Som forskere på IT-Universitetet, som på mange måder er et produkt af denne holistiske danske it-kultur, oplever vi en stor international mangel på viden om, hvordan man skaber troværdige og sikre it-løsninger.

Den viden har danske institutioner og organisationer en oplagt mulighed for at være med til at skabe; ikke blot i forhold til at udvikle nye løsninger, men i særdeleshed for at sikre, at nye teknologier virker og er forsvarlige i flygtningenes virkelighed. I digitaliseringen af nødhjælpen skal vi holde os for øje, at et uigennemtænkt it-projekt kan koste menneskeliv.

Lars Rune Christensen er lektor, Hasib Ahsan er ph.d.-stipendiat og Jari Kickbusch er forskningskommunikatør ved IT-Universitetet.