Gå til indhold
JAKARTA

Verdens hurtigst synkende by

Jakarta synker med op til 20 centimeter om året. Klimaforandringer, udvinding af grundvand og øget urbanisering fører til, at byen synker hurtigere end nogen anden af verdens megabyer. Nu er en række tiltag sat i værk for at vende udviklingen.
Drenge leger i vand fyldt med plastik

Af Johan Augustin. Fotos: Jonas Gratzer.

Jakarta, Indonesien

Yayan Suprianto ser ud over vandet, som hans families hus er omgivet af. Konstruktionen består af simple planker og et bliktag, der hviler på træpæle, som er skudt ned i bunden under det grønne vand, fuld af alger og plastikaffald.

Ligesom så mange andre indonesere kom denne fabriksarbejder fra det vestlige Java til hovedstaden i håb om et bedre job og en lysere fremtid.

Megabyen har, når man tæller hele det urbane område med, en af verdens største befolkninger på omkring 30 millioner mennesker. 

Yayan Suprianto bor i Kampung Teko – eller som byen kaldes i folkemunde ”Kampung Apung” der betyder "flydende landsby".

Før i tiden var området præget af frodige rismarker, men industri, regnvand og husholdningsaffald har gennem årene påvirket dræningssystemet og fået vandmasserne til at samle sig til det, der ligner en stor sø, hvor det møgbeskidte vand ikke kan anvendes. 

Når det regner, går ”søen” over sine bredder og truer byens befolkning. 

”Vi bliver nok nødt til at flytte tilbage til vores hjemby,” siger Yayan, der ikke ved, hvornår hans hus kommer til helt at forsvinde under vand. 

Selvom regeringen tidligere har pumpet vandmasserne væk, vender de hurtigt tilbage. 

”Vandet stiger hvert år. Tidligere var der kun oversvømmelser i regntiden, men nu sker det hele tiden,” fortsætter Yayan. 

Farverige huse på store pæle i "The floating village”
"The floating village” som slumområdet Teko med 300 familier kaldes.

Fra moseområder til betonjungle

Blandt verdens megabyer er Jakarta den, der synker hurtigst: fra én centimeter om året til op mod 20 centimeter om året i den nordlige del. 

Siden 1970’erne er byen sunket mellem to og fire meter. Allerede nu befinder 40 procent af Jakarta sig under havets overflade. Med klimaforandringerne – havstigninger, kraftigere storme og regnmasser – forværres problemet, ligesom det er tilfældet for kystnære byer verden over. 

Men den primære årsag til, at Jakarta synker, er ikke klimaforandringer. Det er manglen på rent vand. Under halvdelen af byens indbyggere har adgang til vandledninger, og mange pumper derfor grundvand op gennem tusindvis af – ofte ulovlige – brønde. Dermed bliver naturlige grundvandsreservoirer tømt for ferskvand, hvilket får den porøse jord til at synke sammen. 

Et andet problem er, at vandet ophober sig i landet og skaber oversvømmelser.

Selvom byen årligt modtager store mængder vand i løbet af de 300 årlige regnvejrsdage og de 13 floder, der omgiver byen, er der ingen steder, vandet kan komme ud. Det er, fordi vådområderne og mangrovebevoksningen, som tidligere fungerede som vandbeholdere, er blevet erstattet af indkøbscentre og skyskrabere.

Det anslås, at 97 procent af byens moseområder er forvandlet til betonjungle.

I løbet af de seneste to årtier er Jakarta – primært byens nordlige områder – synket med op til fire meter, hvilket har gjort det næsten umuligt at dræne vandet. 

Jakarta skyline
Indonesien skal bygge en ny hovedstad på Borneos sydøstlige kyst i provinsen Kalimantan i slutningen af 2020. Den nye hovedstad skal udligne indkomstniveauet mellem landets øer. Flytningen har fået kritik fra miljøorganisationer, der hævder, at det kommer til at påvirke truede dyrearter på Borneo.

Tiden er knap

Byen har et årti til at handle på situationen. Ellers vil store dele af byen ende i Javahavet, og millioner af indbyggere vil skulle evakueres.

Regeringen er imidlertid i gang med tiltag for at vende udviklingen. Togas Braini er leder af provinsregeringens afdeling for grundvand og geologi.

Ifølge ham er det vigtigt, at byen kontrollerer og bevarer grundvandsniveauet; dels ved at lukke ulovlige brønde, og dels ved at etablere flere rensningsbrønde, som opsamler regnvand og gør det anvendeligt til drikkevand.

Der er omkring 4.500 registrerede brønde i Jakarta og et ukendt antal ulovlige.

”Vi fokuserer på at anlægge nye rensningsbrønde, og alene i år har vi bygget 1.300,” siger han.

Der er også bygget utallige kanaler og reservoirer. Problemet er, at udslip fra fabrikker og affald fra befolkningen har gjort det vand, der ellers havde kunnet anvendes som pålidelige vandkilder, ubrugeligt.

I Manggarai, et område i byens sydlige del, løber sort smuds gennem kanalerne. Det stinker af kloak. Vandledningerne fungerer uregelmæssigt, og i stedet er indbyggerne afhængige af indkøbt drikkevand eller af grundvand, som de kun har lov til at pumpe op på bestemte tidspunkter.

”Vi er overladt til de lastbiler, der kommer hertil med vandbeholdere,” siger Hayana, der bor her. ”Det er længe siden, det har regnet, og der er næsten ikke noget grundvand tilbage,” siger hun.

Det er ikke bare kontrollen med grundvandet, der er vigtig. Antallet af byggetilladelser må også begrænses, siger Elisa Sutanudjaja fra Jakartas tænketank Rujak Center for Urban Studies.

Hun arbejder sammen med en række organisationer og lokalbefolkningen om at få implementeret bæredygtige urbane løsninger. Og Elisa Sutanudjaja stod bag arbejdet med at annullere byggetilladelserne til 17 kunstige øer, som indgår i projektet The Great Garuda.

Projektet skulle skabe nye hjem til hundredtusinder af indbyggere, men er blevet kritiseret for at øge uligheden ved kun at tilgodese den velhavende del af befolkningen, mens de fattige indbyggere må tvangsflyttes for at give plads til øerne. 

Hun reflekterer over Jakartas problem, mens hun spadserer under de træer, der er plantet langs Citra Lake – en af de hundredvis af anlagte ferskvandsreservoirer:

”Det er drikkeegnet regnvand, og der er fisk i søen her,” siger hun. 

Men når det regner, og floderne går over deres bredder, kan vandet ofte ikke komme væk, fordi jorden er dækket af asfalt og beton.

”Vi er nødt til at afskaffe den gældende byggelovgivning og i stedet anlægge nye grønne områder,” lyder hendes konklusion.

 
Mænd i orange tøj samler plastik fra vand
Miljøstyrelsens ”Orange armé” samler skrald fra byens floder.

En mur mod havets luner

I det nordlige Jakarta ligger slumområdet Muara Angke. Op mod havnekajen, hvor arbejdere fra miljønævnet fisker plastik op med garn, er en fire meter høj grå cementmur blevet rejst for at beskytte mod havets fremmarch.

Regeringen har besluttet, at muren – som skal være i alt 20 kilometer lang, hvoraf de otte meter er bygget – skal udgøre første værn mod Javahavet. 

Dahlan bor i et af træhusene, der står på pæle i mudderet inden for muren. Før 2017, hvor denne del af muren blev bygget, hævede Dahlan huset et par meter for at undgå havets overflade. Nu er det i stedet den kraftige regn, som jævnligt forårsager oversvømmelser i familiens hus. 

”Regnvandet har ikke nogen vej væk og bliver i stedet fanget herinde,” siger han og peger på slumområdet, som omkranses af havmuren.

Klimaforandringerne og det faktum, at det nordlige Jakarta anslås at synke omkring 20 centimeter om året, gør, at Dahlan og hans familie måske snart bliver nødt til at flytte. 

”Regeringen har lovet af genhuse os, spørgsmålet er bare hvornår. Vi har ikke råd til at bo andre steder,” siger han. 

Længere væk, på ydersiden af muren, ligger Waladuna-moskéen, som er blevet et symbol på den synkende by, da moskéen allerede ligger halvt under vand. 

Et par børn hopper rundt på muren, og en mand fisker fra stenene, der ligger op mod moskéen. De nedlagte fiskefabrikker i nærheden tårner sig op som grå betonskeletter og minder om dengang, hvor fremtiden så lysere ud.

I den nærliggende landsby, Gedung Pompa, er Ita Amaliah i gang med at tilberede gademad til forbipasserende kunder. Havmuren giver tryghed, i det mindste umiddelbart, siger hun. 

Regeringen vil flytte Ita Amaliah og de øvrige indbyggere, som bor i de simple træhuse op mod muren, ind i "vertikale højhuse".

Hendes familie har hverken adgang til vandledninger eller brønde, men køber vand i tanke. De får ikke råd til huslejen i sådan et højhus. 

Nogle drenge leger og kaster sig nøgne ud fra en træbro. 

Ita ryster på hovedet og siger, at regeringen vil rydde ud i slummen for at kunne bygge dyre boliger til mere velhavende indbyggere. 

”Jeg håber, vi kan blive boende her. Men jeg tror det ikke,” siger hun.  

Arbejdet viser resultater

Et af provinsregeringens mål er at skabe frie vandveje, som både mindsker risikoen for oversvømmelse og også kan fungere som kilder til drikkevand. Arbejdet med at rense floderne har været i gang i nogle år og begynder at vise resultater. 

Uden for regeringsbygningen er en gruppe mænd ansat af miljøministeriet i gang med at rense floden Banjur Kanal Barat for plastik og andet affald, der flyder rundt på overfladen.

Rensningsarbejdet af denne og mange andre floder blev sat i gang i 2016, og en af de ansatte, Sumarto – der var med fra starten – kan se en tydelig forskel mellem før og nu. 

”Før vi begyndte at rense floden, kunne man spille fodbold på den,” siger han. 

Der er stadig meget affald i vandet, men nu vokser der også søgræs på flodbunden, og fisk og insekter kommer til syne ved vandoverfladen.

Dyrelivet er vendt tilbage, og næste skridt er at plante buske og træer langs floden, fortæller Sumarto. 

Dansk støtte til indonesiens affaldshåndtering

  • Et stort samarbejde mellem Miljøstyrelsen og det indonesiske miljøministerium fokuserer på muligheder for at skabe en mere cirkulær økonomi og den offentlige finansiering af Indonesiens affaldssystemer.

  • Indonesien er i dag verdens andenstørste udleder af plastik i verdenshavene. Man regner med, at mere end 1,3 mio tons plast ender i verdenshavene fra Indonesien hvert år som følge af et mangelfuldt affaldssystem.

  • Samarbejdet hjælper både nationale og lokale myndigheder med at opbygge et indonesisk affaldssystem, der minimerer udledningen af affald i havet - og i floder og vandløb, der gør, at afløbene stopper til og dermedskaber oversvømmelse i gaderne. 

Dudi Gardesi har ansvaret for regeringens enhed for vandressourcer, heriblandt rensning af floderne, og forklarer, at det længe har været et problem med forurening fra nabodistrikter.

Han mener derfor, at det er nødvendigt at etablere samarbejde mellem forskellige aktører. 

”Vi skal subsidiere rensningsprojekter i andre distrikter, bygge nye rensningsbrønde og reservoirer og samtidig mindske udvindingen af grundvandet,” siger Dudi Gardesi.

Vi i den yngre generation har en anden indstilling; vi vil genanvende og fjerne plastik og have mindre CO2-aftryk end den ældre generation

Diah Oktavia, skoleelev, 16 år.

Byens fremtid er de unge

Ifølge Dudi Gardesi er Jakartas største problem mangel på rent vand, som forværres af, at vandledningerne ikke når ud til alle indbyggere, fordi de forskellige private vandaktører sætter profit før det sociale ansvar.

Det er årsagen til, at kun omkring halvdelen af Jakartas indbyggere har adgang til vandledninger, oftest i de rigere områder omkring byens centrum.

Prioriteringen af socialt ansvar er dog nødvendig, hvis der skal kunne distribueres vand til hele befolkningen.

Reel forandring forudsætter, at folk holder op med at smide affald i floderne, og at udledning af spildevand og fabriksudslip ophører.

De forandringer kræver en indsats på et tidligt niveau, og derfor har regeringen indført miljøkundskab i læreplanerne for grundskolen, så eleverne bliver undervist i en bæredygtig fremtid.

”Vi har sat en større del af budgettet af til undervisning. Jeg tror, vi kan nå målet om rent vand i Jakarta inden 2030,” siger Dudi Gardesi.

Gymnasiet SMA Negeri 27 Jakarta er en af hovedstadens omtrent 100 såkaldte grønne skoler. Skoler, hvor miljøkundskab er integreret i læreplanen, og hvor der undervises i bæredygtighed i alle fag.

SMA Negeri 27 Jakarta har 13 rensningsbrønde, som samler regnvand op på skolens område og holder oversvømmelser i skak.

Plastflasker og engangsemballage er forbudt. I stedet medbringer eleverne deres egne drikkeflasker.

I et klasserum er der gang i en biologitime, hvor eleverne klapper i hænderne og diskuterer højlydt, hvordan samfundets plastforbrug kan mindskes for at skabe renere vand i Jakartas floder.

”Vi i den yngre generation har en anden indstilling," siger en af eleverne i klassen, 16-årige Diah Oktavia. "Vi vil genanvende og fjerne plastik og have et mindre CO2-aftryk end den ældre generation.” 

Loading...

    Andre artikler om #Miljø

    Loading...