Gå til indhold
AFGHANISTAN

”Kortspil er vores narko, forstår du. Vi spiller kort, fordi vi ikke kan holde situationen ud. Alt er kaos omkring os”

Afghanistan er den glemte krig, hvor flere tusind NATO-soldater mistede livet - også 43 danske - og som har kostet det internationale samfund milliarder af kroner at genopbygge. På trods af nogle fremskridt præger frygt, kaos og en manglende tro på en bedre fremtid, de mennesker, som TV2 korrespondent Simi Jan møder i sit elskede Kabul.
Mandlig skolelærer og elever i klasselokale i Afghanistan

Af Simi Jan. Foto: Thea Pedersen.

KABUL, AFGHANISTAN

Duften af Kabul. Støvet. Bjergene. Endnu et længe ventet gensyn med Kabul. Jeg smiler.

Der er noget ved det her krigshærgede land, der bliver ved med at trække i mig. Noget, jeg elsker.

Noget, der på en og samme tid fylder mig med dyb sorg og stor kærlighed.

Midt i terrortrusler, kidnapningstrusler, bombeangreb, fattigdom og håbløshed. Midt i det kaos Afghanistan befinder sig i 18 år inde i krigen – USA's længste krig nogensinde. 

Min chauffør står trofast i lufthavnen – hans smil og krøllede sorte hår ligner sig selv. Det gør den slidte bil også. Men i hans øjne ser jeg en bekymring. For fremtiden. Borgerkrig? Kommer Taliban tilbage til magten? Vil Kabuls gader flyde i blod ligesom under borgerkrigen i 1990'erne? 

Han fortæller, at det er svært at få enderne til at mødes. Han klynker ikke, det er en ydmyg og bekymret konstatering. Han har ingen kunder, lever på andres nåde, er bange for sine børns fremtid. Jeg giver altid ekstra penge – det er min personlige støtte. 

”Hvordan har dine sønner det?” spørger han. Han taler ikke engelsk, jeg har lært lokalsproget, så vi finder ud af det.

Jeg fortæller, at Adam er fem år, og lillebror halvandet. Han vil se et billede. Hans yngste datter er ni år. 

”Du skal møde hende denne gang – hun er min øjesten,” siger han. 

”Jeg er bekymret for mine børns fremtid. Situationen bliver værre dag for dag.” 

Der er mange uvisheder i en skelsættende tid, hvor USA forhandler med Taliban; med skurkene. Dem, man for nogle år siden aldrig ville forhandle med. 

Ældre afghansk kvinde sidder i vindueskarm
Ifølge en Gallupundersøgelse er afghanerne de mindst optimistiske i hele verden. Foto: Simi Jan.

Amerikanernes puddelhund

Men ikke desto mindre er det præcis det, der sker lige nu. Men Taliban anerkender ikke den afghanske regering og kalder den ”amerikanernes puddelhund”.

Med andre ord går USA imod sine egne principper, samtidig med at de underminerer den demokratisk valgte afghanske regering, som de har mistet over 2.000 soldater for at etablere og beskytte.

Over halvdelen af landet er i dag under Talibans direkte eller indirekte kontrol – det største territorie, gruppen har kontrolleret siden 2001.  

Fredsforhandlingerne mellem præsident Trumps særlige udsending, Zalmay Khalilzad, og Taliban i bl.a. golfstaten Qatar var i september så lovende, at præsident Trump planlagde at invitere Taliban-repræsentanter til Camp David for at sætte et punktum for den 18 år lange krig.

Men et Taliban-angreb i Kabul, hvor en amerikansk soldat blev dræbt, fik Trump til prompte at annullere forhandlingerne med et tweet.

Det satte en bølge af usikkerhed og frygt i gang hos afghanerne, der er taget som gidsler i stormagtspolitik og geostrategiske interesser for regionens lande, der alle har en aktie i Afghanistans fremtid.

I kulissen fortsætter bestræbelserne dog stadig. For der er ingen vej udenom – en fredsaftale er vejen frem. Men efter Trumps tilbagetrækning af de amerikanske styrker fra Syrien er der nu bekymring for, at selv det ikke er en garanti.

Hvad hvis amerikanerne trækker sig ud uden en fredsaftale? spørger eksperter og afghanere. 

En af mine afghanske venner, der har forladt Afghanistan med sin kone og sine børn, forudser en ny bølge af afghanske flygtninge. 

“Når Taliban kommer tilbage til magten. Det er ikke et spørgsmål om. Men når. Så er der afghanere, der har fået smag for frihed, som de ikke kan opgive, og de vil ikke kunne leve under et sådant regime. De vil flygte.”

Fredsforhandlingerne mellem USA og Taliban indebærer, at amerikanske soldater trækker sig ud af Afghanistan, mod at Taliban lover at slå hånden af internationale terrororganisationer som Al Qaeda.

Det var netop Taliban-regimet, der gav husly til Osama bin Laden forud for terrorangrebene mod World Trade Center og Pentagon 11. september 2001. 

Men afghanere i Kabul er bekymrede. Hvad kommer det til at betyde? Hvilken rolle får Taliban, og vil USA give køb på nogle af de hårdt vundne kampe og fremskridt, landet har set, siden amerikanerne invaderede landet i 2001 og smed Taliban på porten?

Frie kvinder på café

Især er kvinderne bekymrede. ”Hvis der kommer et Taliban-regime, vil jeg så kunne arbejde? Vil jeg kunne fortsætte med det, jeg har opnået, og de få rettigheder, vi kvinder har fået? Vi ved det ikke. Vores fremtid er usikker,” siger Hamida Danish bekymret, mens hun kigger ængsteligt på sin veninde, der sidder på den anden side af bordet på en hyggelig lille café i det vestlige Kabul. 

Netop her i området har der været store, blodige selvmordsangreb, så det er med livet som indsats, at veninderne drikker te, men de er også et særsyn i et konservativt land med kønsadskillelse og kvindeundertrykkelse. For her på caféen sidder unge kvinder og mænd afslappet og ubesværet i hinandens selskab.

Hamida Danish er datalogistuderende på Kabul Universitet – hendes veninde, Ziagul Ahmadi, arbejder som computeroperatør.

De er ugifte, ambitiøse og har stærke holdninger. 

”Jeg vil ikke have påduttet af nogen, at jeg skal gå med burka ligesom under Taliban-regimet. Det vil jeg ikke,” siger Hamida Danish insisterende, mens hendes veninde nikker. 

De var små børn under Taliban-regimet, hvor piger ikke måtte gå i skole eller arbejde eller forlade hjemmet uden en mand. Ligesom de fleste andre her på cafeen husker de ikke livet under Taliban.

”Er det din ret at gå i skole?” spørger jeg og bliver nærmest afbrudt:

”Ja, Jeg har ret til at gå i skole og arbejde. Jeg har ret til at være ligestillet med mine brødre og far og arbejde på lige fod med dem.”

Veninderne er bange for, at de ender med at sidde hjemme trods uddannelse, hvis Taliban eller andre mørkemænd får magten. I forvejen er tilråb på gaden og sexchikane en del af deres hverdag. 

Afghanistan er stadig det værste land for en kvinde, ifølge Amnesty International.

Hustruvold, voldtægt, fysisk og psykisk vold, tvangsægteskaber og æresdrab. 70-80 procent er tvangsægteskaber – ofte inden pigernes 16-års fødselsdag. 

Hamida Danish drikker te sammen med sin veninde på café
Hamida Danish er datalogistuderende på Kabuls Universitet og mødes på en cafe i Kabul med sin veninde, Ziagul Ahmadi, der arbejder som computeroperatør. Der været flere selvmordsangreb i området, så det er med livet som indsats, at veninderne drikker te. Foto: Simi Jan.

Angreb på pigeskoler stiger

Da USA i samarbejde med det internationale samfund invaderede Afghanistan i 2001 for at vælte Taliban-regimet, var et af formålene netop, at ”kæmpe for kvinders rettigheder”.

Det stod også højt på Danmarks liste, da vi engagerede os i krigen med danske soldater. Og gennem årene har jeg hørt den ene udenrigsminister og statsminister efter den anden fortælle, at ”det går fremad”, når jeg har været i Helmand-provinsen med dem. 

Men trods internationale donorpenge går over halvdelen af de afghanske piger fortsat ikke i skole, og 87 procent af kvinderne er analfabeter. 

Ifølge undervisningsministeriet i Kabul går over 3,6 millioner piger i skole. Selv hvis tallet højst sandsynligt er pyntet, så er det en fremgang i forhold til under Taliban-regimet. Men angreb på især pigeskoler er steget dramatisk – ifølge UNICEF er tallet tredoblet fra 2017 til 2018.

Det er også en af grundene til, at især piger flere steder slet ikke får lov til at gå i skole. Nogle steder i landet er antal piger i skole ligefrem dalende, ifølge Human Rights Watch. 

Under præsidentvalget i september var en af kandidaterne den tidligere krigsherre Hekmatyar, bedre kendt som ”raketmanden”.

Frem til 2016 kæmpede han imod regeringen, og under borgerkrigen i 1990'erne dræbte han tusindvis af mennesker. 

Hekmatyar deltog i en tv-debat, hvor han sagde, at en kvinde aldrig kan blive præsident. En kendt afghansk sangerinde spurgte, om hans kone ønskede at komme til hendes koncert. Krigsherren svarede iskoldt:  

”Den slags ønsker hun ikke.”

”Hvordan ved du det?” spurgte sangerinden. 

”Fordi jeg allerede har introduceret dig for hende som Satans kollega.”

De gode nyheder

  • Adgang til primær sundhed er steget fra 9 til 57 procent af befolkningen. Den forventede levetid er steget fra 44 til 60 år.

  • Mødredødeligheden er faldet omkring 80 procent. Mere end 8 mio. elever er indskrevet i skoler, heraf 39 procent piger.

  • Antallet af børn, som går i skole, er øget mere end ti gange siden 2001.

  • Afghanistan er blandt de største bilaterale modtagere af dansk udviklingsbistand: ca. 425 mio. kr. årligt fra 2017-2020.

  • Det danske engagement i Afghanistan har siden 2001 været baseret på fire søjler: politisk dialog, sikkerhed, udviklingssamarbejde og humanitær bistand.

Kortspil som narko

Afghanistan er ramt af stor arbejdsløshed og kriminalitet. Kidnapningstruslen er høj – ikke kun for vesterlændinge. Og dertil kommer den manglende tro på en bedre fremtid, der gennemsyrer samfundet, og som jeg støder på igen og igen.

Ifølge en Gallupundersøgelse er afghanerne de mindst optimistiske i hele verden.

Men sagen er, at jeg midt i de dystre statistikker møder latter. På valgdagen med Taliban-angreb og trusler mod valgsteder støder jeg ind i en soldat på gaden. 

”Er du ikke bange for, at Taliban angriber?” spørger jeg alvorligt. 

Han bryder ud i en stor latter. 

“Neeeej. De kan bare komme an. Vores hjerte og sind er blevet hårde som sten.”

Vi griner. Kort efter kommer en af hans kolleger over til os.

“Gå over i din bil. Så du ikke bliver dræbt. Her er ikke sikkert.”

Han griner. Soldaten nikker.  

“Du er vores gæst,” siger han.

Afghanere er altid bekymrede for deres gæsters ve og vel – og passer på os. 

Da min veninde i Danmark ser et billede af soldaten og mig på Facebook, skriver hun:

”Afghanistan gør noget ved dig. Dine afslappede ansigtsfolder ser helt fortryllende ud. Det slog mig, du ser mild og smuk forandret ud.”

Jeg griner. Hun sætter ord på noget, jeg ikke selv formår. Er det de nærværende mennesker, den kærlighed og ømhed, folk møder mig med?

Midt i kaos falder jeg på mærkværdig vis ned i tempo. Som når jeg en aften spiller kort med tre afghanske veninder.

De bander og svovler, griner og skælder ud. Det er underholdende. Tre voksne kvinder, der på hver sin måde kæmper for kvinderettigheder. De spiller kort næsten hver aften. 

”Kortspil er vores narko, forstår du. Vi spiller kort, fordi vi ikke kan holde situationen ud. Alt er kaos omkring os,” siger den ene og bryder ud i en høj latter. Mødet med mine venner giver mig en indsigt i, hvad der rører sig. De, der vel at mærke stadig er her. 

USAs længste krig

D. 7. oktober 2001 indleder USA invasionen af Afghanistan, som hævn for terrorangrebene i USA 11. september, og vælter Taliban regimet.

I december 2001 bliver den moderate Hamid Karzai indsat som leder i en overgangsregering.

Operation Enduring Freedom får også danske soldater i den NATO-ledede koalition – USA’s længste krig.

I 2014 trækker de fleste internationale styrker sig ud af Afghanistan, inklusive de danske. 

Flere end 3500 vestlige soldater er siden 2001 døde i Afghanistan, heraf 43 danske – det største tab, når man måler antallet af dræbte ift. landenes størrelse.

USA har ca. 14.000 soldater tilbage i landet. Flere og flere civile bliver dræbt – ifølge FN kan 2019 blive det blodigste år i den 18 år lange krig.

Dengang, der var fester

Nogle er flygtet. Ikke af glæde, men fordi de ville sikre deres børns fremtid. Fordi de var angste for, at de ikke ville komme levende hjem fra skole. At der vil udbryde borgerkrig. Og så er der de andre.

Cheffotografen for nyhedsbureauet AFP, Shah Marai, familiens eneforsørger og far til seks børn – den ene en nyfødt datter.

Familien blev i maj sidste år frataget deres far, da IS lavede et målrettet angreb mod pressen. Et selvmordsangreb, hvor fotograferne strømmede til, og så eksploderede den næste bombe.

I to årtier havde Shah Marai beriget hele verden med billeder af krigen i sit elskede fædreland.

Jeg har stadig et billede, som han tog af mig engang til en fest i AFP's have. Dengang, da der stadig var havefester blandt os journalister, diplomater og nødhjælpsarbejdere. Jeg smiler sammen med tre afghanske venner. Det var en smuk og sjov aften. Vi grinede til langt ud på natten.

En af de andre lokale journalister til festen var Sardar – fjollet og drengerøvsagtig. Han fyrede sjofle vittigheder af, og da jeg ikke forstod nogle af de frække ord på lokalsproget, oversatte han og gjorde mig forlegen.

Sådanne fester findes ikke mere. Det gør Sardar heller ikke. Han blev skudt på klos hold af terrorister på byens femstjernede hotel Serena, da han var der med sin familie for at fejre det afghanske nytår, Nawrooz. Hans kone og to børn blev også skudt. Hans yngste søn overlevede på mirakuløs vis.

De to andre på billedet er flyttet. På legal vis har de forladt deres elskede land. For børnenes skyld. De er heldige, at de kunne komme ud, uden at tage den livsfarlige rute, som mange afghanske flygtninge har taget. Mange er smidt hjem igen fra Tyrkiet, andre er druknet i Middelhavet. Alle kender en, der har taget flugten. Menneskesmuglerne har kronede dage.

Afghanske børn sidder i et åbent vindue med tremmer
Afghanistan er blandt de største bilaterale modtagere af dansk udviklingsbistand: ca. 425 mio. kr. årligt fra 2017-2020. Foto: Mohammad Ismail/Ritzau Scanpix. 

Adoptivdatter fra losseplads

”Men det er alt for farligt. Jeg kender flere, der ikke klarede rejsen. Det kan jeg ikke udsætte mine børn for,” siger min chauffør bekymret. Aftenen inden jeg skal hjem til Danmark, henter han mig fra en middag med sin lille datter siddende på forsædet. Genert og nysgerrig, smilende og køn. 

”Du nåede heller ikke hjem til os denne gang, men jeg ville så gerne have, at du mødte hende.” Han smiler, og jeg er helt bevæget.

Den lille pige har andre træk end ham. Det er tydeligt. Hun tilhører en anden etnisk gruppe. Men det er han ligeglad med. Han elsker hende. Selvom hun ikke er hans biologiske datter. 

Han fandt hende ved en losseplads en vinterdag, hvor hendes gråd vakte hans opmærksomhed. Hans kone tog det lille spædbarn op og lagde det ind til brystet. Siden har hun været deres elskede datter. Den datter, de aldrig selv fik. 

”Mine tre sønner kan ikke måle sig med hende. Hun er vores øjesten. Vores alle sammens øjesten.”

Måske er det netop denne kærlighed midt i krigen, der trækker i mig. Tilbage til dette krigshærgede land. Tilbage til mit elskede Kabul.

Loading...

    Andre artikler om #sikkerhed

    Loading...