Hvorfor rejste de fra frihed og ind i favnen på et brutalt regime?
Af Lone Theils. Foto: PR-foto.
På afstand er det let at ryste uforstående på hovedet ad kvinder, der forlod friheden for at rejse ned til en hverdag med bombardementer, halshugninger og social kontrol.
Hvorfor skifte en reol med Jane Austen ud med et regime, der brænder romaner? Hvorfor rejse til et sted, hvor sørgeperioden som enke er et par uger, før kommandanten banker på og påpeger, at hans krigere har brug for koner?
Det er netop styrken ved journalist Azadeh Moavenis bog, at afstanden er skiftet ud med nære portrætter, der kommer tæt på kvinder som Nour fra Tunesien, Emma fra Tyskland og fire teenagere fra London, der forlod deres trygge tilværelse for at blive en del af noget, de troede var noget større.
Deres grunde og konsekvenserne af deres valg er lige så forskellige som deres liv.
Vi følger teenagere på shoppetur efter vintertøj og mobiltelefoner, inden de, uden familiens viden, rejser til det IS-kontrollerede område. Hører, hvordan det både er drømmen om at være med til at opbygge en ny og idealistisk stat og en flugt fra et samfund, som de ikke føler sig en del af, der driver dem i armene på kalifatet.
Vi hører om den unge moderate muslimske kvinde, der bader i bikini og drømmer om en fremtid i PR, men ender med at arbejde for det religiøse politi, fordi der ganske enkelt ikke er noget andet at foretage sig.
Forfatter og mellemøstkorrespondent Azadeh Moaveni, der også står bag bøgerne Lipstick Jihad og Honeymoon in Iran, forsøger i sin bog at bringe os tættere på disse kvinder og deres valg, der kan virke uforståeligt.
At forstå er ikke det samme som at sympatisere eller være enig, og det er heller ikke Moavenis ærinde. Med indsigt og indlevelse tager hun os med ind i disse kvinders liv og nuancerer det billede, vi har af kvinder, der vælger IS frem for friheden.
Mens vi i Danmark stadig diskuterer, hvad vi skal stille op med statsborgere, der drog mod IS, er bogen et provokerende, oplysende og uhyggeligt indblik i, hvad der fik dem til at rejse.
"For offentligheden var der enten tale om naive jihad-brude eller beregnende monstre. Men de fleste af kvinderne i denne bog er hverken passive eller aggressive”, konstaterer hun.
”Nogle af disse kvinder samarbejdede og vidste præcis, hvad de gjorde, men nogle af dem var så unge, at selvom det så sådan ud udadtil, var de ikke voksne nok til at træffe noget i nærheden af et modent valg”, skriver Moaveni.
Som eksempelvis Kadiza, der rejste fra Bethnal Green College i London og blev enke som 16-årig.
”Kadiza fortrød sin beslutning. Kalifatet var ikke et land af ære og retfærdighed, hvor muslimer kunne ranke ryggen, hvor kaldene til bøn fyldte luften, og fortovet var strøet med rosenblade. Det var et kaos af vold og korruption, hvor mænd hamstrede biler, og kvinder hævnede sig på deres naboer, som om det var én lang mafiakrig. Hvis hun var blevet i Storbritannien, ville hun studere til sin afsluttende eksamen nu”.
Og hun sætter også fingeren på, hvorfor det er så svært for unge kvinders familie at spotte radikaliseringen, før det er for sent.
For mange muslimer er Vestens politik i Mellemøsten noget, de er uenige i, og bitterhed i den forbindelse er udbredt. Derfor er det svært at opdage, når det kammer over, skriver Moaveni.
”Fordi så mange havde de samme holdninger og den samme identitet, men havde et indre kompas, der holdt dem væk fra vold, blev det ualmindeligt svært for forældre at opdage, når gængse holdninger pludselig tog en mere mørk drejning”.
Mens vi i Danmark stadig diskuterer, hvad vi skal stille op med statsborgere, der drog mod IS, er bogen et provokerende, oplysende og uhyggeligt indblik i, hvad der fik dem til at rejse.
Guest House for Young Widows – Among the Women of ISIS er skrevet af Azadeh Moaveni og udgivet ved forlaget Scribe.