Hjertestarter: The Cave kan genoplive international handling i Syrien
Af Haifaa Awad. Foto: Still-foto.
Ghouta, Syrien
Åbningsscenen i den dansk-syriske dokumentar The Cave er et panorama af den belejrede bydel Ghouta. Qasiun-bjergets silhuet forsøger at omfavne den ruinlagte bydel. Knækkede minareter, udhulede vinduer, udbombede hjem. Stilheden er uhyggelig, indtil flere luftangreb flænser lærredet.
Missilernes røgsøjler stiger opad, imens kameraet synker nedad, under jorden. Her møder vi et virvar af hektisk aktivitet, sirener og blod.
Helvede i Ghouta viser sig at være under jorden.
Vi befinder os i et af de underjordiske hospitaler og i de trange tunneller, som udgjorde livsåren for flere hundrede tusinde civile under en af de længste belejringer i nyere tid. Fem år og en uge varede den brutale belejring af det østlige Ghouta, som tvang læger til at operere uden narkose og civile til at spise katte, og hvor udmagrede børn døde i deres forældres arme pga. manglen på babymælk.
I dette helvede følger vi den ledende læge Amani Ballour i hendes insisterende kamp for at holde liv i civile kroppe.
I denne eksistentielle kamp ser vi også Amanis og hendes kollegers kamp mod det patriarkalske samfund, som kritiserer hende som ledende kvindelig læge i krig. Amani og hendes team insisterer på, at kvinder må og skal arbejde på lige fod med deres mandlige kolleger. I deres køns- og frihedskamp på hospitalet udlever de den version af det frie Syrien, som har holdt dem i Ghouta.
Vi møder hospitalets eneste kirurg, den rutinerede ældre dr. Salim, som opererer til lyden af klassisk musik fra sin iPhone. Han er den unge dr. Amanis trofaste støtte, og hans bløde væsen fremtvinger flere af filmens mest rørende scener.
Vi møder altmuligdamen Samaher, som ikke kan få risene til at strække og beklager sig over egne madlavningsevner. Hendes ironi bryder flere af de barske scener og giver seeren smil og pusterum. Amanis egen familie trygler hende over telefonen om at forlade Ghouta.
Disse scener væves ind imellem børn, som reddes ud under kvælende murbrokker, kemiske gasser, som kvæler civile, og operationer, der udføres uden narkose.
The Caves potentiale er ikke bare en Oscar. Den kan agere hjertestarter i et apatisk internationalt samfund og genoplive den forstummede dækning af de krigsforbrydelser, som syrerne dagligt gennemlever.
Filmholdet har klippet over 500 timers gru til 107 minutter tilpasset den vestlige seers light horror-tolerance af en syrisk dagligdag. Filmen er et vidnesbyrd om ubeskrivelig smerte ved belejringens fysiske og psykiske nedslagtning af en civilbefolkning, men også om den systematiske bombning af hospitaler, som jeg selv oplevede i Syrien.
Jeg har set filmen to gange. Begge gange har den sendt mig tilbage til min og mine kollegers dagligdag som læger på blodige, spartanske felthospitaler, hvor frygten for at dø unaturligt blev en naturlig del af vores hverdagsliv.
Uagtet filmens neddroslede gru efterlader den os med beundring og håb for menneskets evne til at skabe liv ud af død. Og den udfolder de syriske civile som hele mennesker og reducerer dem ikke til de velkendte kolde dødstal i mediernes evige feeds.
The Caves potentiale er ikke bare en Oscar. Den kan agere hjertestarter i et apatisk internationalt samfund og genoplive den forstummede dækning af de krigsforbrydelser, som syrerne dagligt gennemlever.
Jeg går fra biografen med en klaustrofobisk sorg over, hvad der er hændt, og en brændende vilje til at følge i heroiske menneskers fodspor og gøre noget mere, når horrible angreb på vores menneskelighed udspiller sig for vores øjne.
The Cave er instrueret af Feras Fayyad og kan ses fra den 9. januar 2020 i udvalgte danske biografer landet over.