Gå til indhold
APROPOS

Vi lever i tech-eksperimenternes tid

Eksperimenter med ny teknologi spiller en voksende rolle i udviklingssamarbejdet. Men mens vi prøver os frem med alt fra blockchain til irisskannere uden præcis at kende konsekvenserne, risikerer vi at glemme den markante forskel på en flygtningelejr og et sikkert laboratorium.
Illustration af laboranter som eksperimenterer med planter på mark

 

Af Johan og Adam Moe Fejerskov. Illustration: Marie Boye.

I virkeligheden har udviklingssamarbejdet altid været et eksperiment. Projekter om alt fra uddannelse over sundhed til demokratisering er blevet gennemført i fattige lande rundtomkring på kloden, fordi organisationer og myndigheder har haft en formodning om, at projekterne ville skabe fremskridt.

Vel at mærke uden at man reelt har vidst det med sikkerhed. 

De senere år har den eksperimenterende tilgang dog antaget en mere og mere bevidst form. Det skyldes især den voksende rolle, som ny radikal teknologi spiller i arbejdet med at skabe fremgang rundtomkring på kloden.

Inspirationen til de mange teknologiske eksperimenter i fattige lande kommer ikke mindst fra det teknologiske epicenter Silicon Valley i USA.

Her dyrkes en tilgang og en tro på teknologiens potentiale til at skabe forandring, hvor risici bliver set som nødvendige, og hvor fejltagelser og fiaskoer er en produktiv kraft. 

Den forståelse af teknologien bæres i stigende grad over i udviklingssamarbejdet.

Det sker blandt andet som følge af et stigende politisk pres på udviklingsorganisationer som Røde Kors eller Danida om at gøre mere for færre ressourcer, og langt de fleste udviklingsorganisationer har således fået innovationsafdelinger, hvis formål er at bruge teknologi til at styrke den forskel, organisationerne gør på jorden.

Men det skyldes også, at private fonde som Bill & Melinda Gates Foundation, hvis bånd til den amerikanske vestkyst er tydelige for enhver, for alvor melder sig ind i kampen for en bedre verden.

I dag bliver der derfor udført forsøg med alt fra irisskannere over droner til blockchain.

Teknologier, vi er meget varsomme med at tage i brug i Vesten, men som bliver båret frem i flygtningelejre og andre skrøbelige dele af verden.

Når UNHCR indsamler biometriske data om millioner af flygtninge, hjælper det dem med at fordele nødhjælp ligeligt, forudsige præcise behov for støtte samt at give en identitet til mennesker på flugt, som ofte ankommer uden papirer.

Teknologiske redskaber som irisskannere kan derfor vitterligt være med til at skabe orden i ellers kaotiske forhold i flygtningelejre og betyde en væsentlig positiv forskel i nødhjælpsarbejdet.

Men det er ikke uden risici, at teknologien tages i brug.

Vi ved, at irisskannere både kan hackes og gå i stykker. Og FN’s egne evalueringer viser, at de databaser, hvor alle oplysningerne om sårbare mennesker på flugt opbevares, er blevet håndteret skødesløst og uden kryptering. 

Irisskannere er effektive til at organisere flygtninge og kontrollere nødhjælp, men i takt med at mængden af sensitive data i FN’s hænder stiger (otte ud af ti UNHCR-registrerede flygtninge har nu en ”biometrisk identitet”, og millioner registreres hvert år), stiger risikoen også for, at de data kompromitteres. Det kræver markante regler og foranstaltninger at sikre, at det ikke sker. 

Illustration af laboranter som eksperimenterer på mark, mens fattige bønder høster på traditionel vis
Eksperimenter med ny teknologi kan være både demokratiske og inkluderende – men der er ingen garanti.

Risikabel landbrugs-tech 

Gates-fondens storstilede forsøg på at introducere en grøn revolution i Afrika, Alliance for a Green Revolution in Africa, er et andet eksempel på, at de eksperimenterer med ny teknologi, som på papiret kan virke nok så smart, men ikke nødvendigvis er det i praksis.

Hensigten her er at skabe en ny grøn revolution og hjælpe tusindvis af landmænd ved at give dem nye teknologipakker med forbedret såsæd og kunstgødning.

Kritikken af projektet, som blandt andet kommer fra organisationer, der repræsenterer de småbønder, som i stor stil bruger dem, lyder, at det først og fremmest er de store landbrugs- og kemikalievirksomheder, som udvikler såsæden og pesticiderne, der får gavn af projektet. Landmændene risikerer til gengæld at udpine deres marker og må låne mange penge til pesticider og kunstvanding for at få et tilstrækkeligt stort udbytte af markerne.

Slår høsten fejl, står de tilbage med stor gæld. 

Hvad end eksperimenterne er drevet af FN eller private fonde som Bill & Melinda Gates Foundation, får forsøgene udviklingslandene til at fremstå som en form for levende laboratorier.

Laboratorier, hvor det er både smart og nødvendigt at eksperimentere med ny digital teknologi for at redde menneskeliv og skabe fremgang for lokalbefolkningen. Men så snart vi har at gøre med sårbare befolkninger, som det ofte er tilfældet i udviklingssamarbejdet, betyder flere mulige resultater også en større risiko for, at det ender galt. 

Eksperimenter med ny teknologi kan være både demokratiske og inkluderende – men der er ingen garanti.

Alle udviklingsorganisationer, der i stigende grad vender sig mod eksperimentelle måder at arbejde på, må derfor træde varsomt og forstå, at den uvished, som er iboende i eksperimenter og ny teknologi, betyder, at man må forvente og forsøge at minimere de negative konsekvenser.

 
Loading...

    Andre artikler om #Tech

    Loading...