"Sælger du dit hår?"
Det er blevet et helt almindeligt spørgsmål i den colombianske grænseby Cúcuta, hvor fattige venezuelanere sælger deres lokker til extensions og parykker. Handlen med hår begyndte i 2015 og styres ifølge eksperter af en mafia, som køber hår for helt op til 20.000 kroner.
Af Lise Josefsen Hermann. Foto: Fernanda Pineda.
Lokale står klar med saksen for at ordne lokkerne på de rejsende på grænsebroen Simón Bolivar. Rejsende kan også få sagen klaret i en frisørsalon inde i byen.
I takt med at stadig flere venezuelanere forlader deres hjemland som følge af landets politiske og humanitære krise, opstår der nye måder at tjene til dagen og vejen på for de hundredetusindvis af desperate flygtninge og migranter, der kommer uden en peso på lommen.
Mange kvinder krydser bare grænsen fra Venezuela til Colombia for at sælge den eftertragtede vare og rejser så hjem igen med det samme – indtil det igen er groet ud.
Kvinderne kan tjene 40.000 pesos – cirka 80 danske kroner – hvis håret ikke er så langt, eller der bare er tale om få totter. 300.000 pesos (cirka 600 danske kroner) giver det, hvis det er et langt, flot hår.
Jo længere og fyldigere, desto mere er det værd.
Håret sælges i andre byer i Colombia, for eksempel som extensions i shoppingcentre i storbyen Cali – eller til parykker. Fra Cali når det venezuelanske – oftest kvinders – hår også til udlandet.
Det er ifølge eksperter en ”mafia”, som styrer hår-industrien. Opkøberne kommer fra flere dele af Colombia.
Nogle køber for 300.000 pesos – andre for helt op til ti millioner (cirka 20.000 danske kroner).
Der er stor efterspørgsel på det venezuelanske hår. Der er også nogle af hår-opkøberne, som rejser ind i Venezuela for at købe håret billigere for den venezuelanske valuta bolivares.
En ung venezuelansk kvinde fortæller, at hun blev tvunget til at prostituere sig, da hun ankom til Cúcuta for et par år siden.
Men det, hun skammer sig mest over, er, at hun solgte 24 totter af sit lange, flotte, krøllede sorte hår.