Høvdinge er superlim i Afrika
Tekst og foto: Marie Torp Christensen.
Lomé, togo
Togbui Tonou har tunge hvide klæder svunget rundt om sig, og hans klipklapper er pyntet med gyldne nøgler. De pryder også den sorte krone, han bærer på hovedet.
Sådan ser Togbui Tonou ud, når han er hjemme i sin landsby, Zooti i det østlige Togo, i rollen som høvding.
“Jeg elsker min position som høvding, men det er også en tung byrde at bære, fordi jeg er ansvarlig for, at mit folk har det godt, og at vores område udvikler sig”, siger 41-årige Togbui Tonou, der de sidste ti år har været høvding og traditionel leder for 3.000 indbyggere i landsbyen.
På Togbui Tonous CV står der en bachelor i økonomi fra universitetet i Lomé og en mastergrad i ingeniørvidenskab.
Derfor ser han også helt anderledes ud til hverdag. For det at være høvding er to liv, to boliger og to måder at være på.
Hjemme i sit hus er Togbui Tonou ved at bygge en terrasse med udsigt ud over Togos hovedstad, Lomé. Han kan ikke se til sin landsby, Zooti, fra taget, for den ligger godt 80 kilometer mod øst, tæt ved grænsen til Benin.
Der er ikke megen pomp og pragt over Togbui Tonou i hans hverdagstøj, som han står der i solen og kigger ud over den halvfærdige terrasse med byens larm i baggrunden. Men i morgen efter arbejde skifter han igen fra skjorte og jeans til den hvide klædedragt og kronen, da han skal til landsbyen for at deltage i en ceremoni.
“Jeg besøger mit område i weekenden, hvor jeg blandt andet hjælper til i landbrugene, og så forsøger jeg at løse konflikter, hvis der eksempelvis er opstået uenighed i familier eller om, hvem der ejer de forskellige landområder”, fortæller han.
“Som menneske skal man arbejde for at overleve, og jeg vil gerne bruge min uddannelse, derfor har jeg besluttet mig for at gøre begge dele”.
Ingen tillid, ingen magt
Da det afrikanske researchnetværk Afrobarometer målte populariteten af forskellige magthavere i 2016/2017 på tværs af 34 lande, svarede 61,4 procent, at de er tilfredse eller meget tilfredse med, hvordan deres traditionelle leder har forvaltet sit ansvar i det foregående år. 25,8 procent er utilfredse eller stærkt utilfredse.
Til sammenligning var det kun 47 procent, som kunne sige det samme om parlamentet og retssystemerne.
"De traditionelle ledere ses ikke som en modpart til demokratiet, men som en del af det. Min vurdering er, at befolkningen har mere tillid til dem, fordi de ses som bedre lyttere og som mindre korrupte end valgte politikere”, fortæller Carolyn Logan, der er analysedirektør for Afrobarometer.
Togbui Tonou er meget opmærksom på, at det gælder om at have befolkningen tæt på og med sig.
“Det er min befolkning og deres tillid, som gør, at jeg har nogen magt overhovedet”, smiler han.
Det er et råd af ældre, som udvælger den kommende høvding, og selvom de spørger forfædrene i forskellige ceremonier, så spiller uddannelse og erhvervserfaring ind, når kronen skal placeres.
I Togo skal man som ny høvding også godkendes af de lokale myndigheder, mens de i Ghana er formaliseret og indskrevet i lovgivningen som house of chiefs.
“Hvis regeringen gerne vil besøge Zooti eller starte et projekt i mit område, så er jeg den første, som de skal spørge om lov, fordi det er mig, der bestemmer. Hvis jeg siger ja, er de velkomne, men hvis jeg afslår, så får de slet ikke lov til at besøge området”, fortæller han og finder en bærbar computer frem.
Han trykker play og viser et klip, hvor han bliver interviewet til et nyhedsindslag på tv.
Landsbyen har fået sat solcellegadelygter op i samarbejde med det franske firma Sunna-Design og den togolesiske regering.
De traditionelle ledere ses ikke som en modpart til demokratiet, men som en del af det.
Et stort ansvar
Nauja Kleist, der er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, har forsket i lokalbefolkningens forventninger til de lokale høvdinge i Ghana.
“Man skal være ud af den royale familie, men det er ikke en titel, der nedarves. Derfor er der også forskellige overvejelser i forhold til kvalifikationer som uddannelse, ledelseserfaring, internationalt netværk, migrantbaggrund, og hvor godt de kender området”, siger hun.
“Det er en stor forpligtelse over for befolkningen i lokalområdet, der forventer, at man giver meget af både sin tid og sine ressourcer for at bidrage til at udvikle området ved eksempelvis at sikre udviklingsprojekter som skoler og bedre vandforsyning, og at man giver penge ud, hvis der er brug for det”.
Der følger mange regler med til livet som høvding i ewe-stammen, hvor det blandt andet er forbudt for høvdingene at spise, drikke og danse i offentligheden.
De mange traditioner er blevet til over tusindvis af år, hvor høvdingerollen er blevet formet med tiden, og kravene til den har også ændret sig. Men selvom blandt andre koloniherrerne forsøgte både at indgå aftaler med dem og fjerne deres magt, så ser det ifølge Carolyn Logan ud til, at de ikke lige er til at vælte af pinden:
“Der er et ønske om, at de traditionelle ledere fortsætter med at være en del af de lokale samfundsstrukturer, og flere håber, at deres rolle vokser”.
Mere tillid til traditionelle autoriteter
Men de mange høvdinge, der, ligesom Togbui Tonou, ikke længere bor fuld tid i landsbyerne, kan på sigt få betydning for, hvor stor en indflydelse de har. Det vurderer Kate Baldwin fra Yale University:
"De vil nok miste noget af deres legitimitet på sigt, men høvdingene er stadig langt mere til stede i lokalområderne end de politikere, som er valgt i området. Men der er mange i lokalområderne, som værdsætter, at deres høvdinge har en uddannelse, og de kan bruge deres evner til at tiltrække ressourcer og netværk til lokalområdet, derfor accepterer de også, at de ikke bor i landsbyen”.
Selvom Zooti er et sted langt ude i horisonten, når Togbui Tonou står på sit tag, er ansvaret aldrig særlig langt væk:
“Man kan ikke være elsket af alle, når man er høvding, fordi jeg også er nødt til tage nogle valg for min befolkning. Men det er dem, som er demokratiet, og dem, jeg taler på vegne af”.