- Eskaleringen af konflikten mellem Iran og USA nåede hidtil usete højder, da USA den 3. januar udførte et målrettet droneangreb på irakisk jord.
- Abu Mahdi al-Muhandis, som var leder af den iransk-støttede shiamilits PMF (Popular Mobilisation Front), og generalen Qassem Souleimani blev dræbt.
- Ifølge præsident Donald Trump var de højtprofilerede mål ved at planlægge angreb på amerikanske ambassader og havde i forvejen mange amerikaneres liv på samvittigheden.
- I Iran blev Souleimani betragtet som højre hånd til landets åndelige leder og reelle magthaver Ayatollah Khamenei. Drabet udløste tre dages landesorg, millioner var til sørgeoptog, og styret svor hævn over USA.
- Den 8. januar udførte Iran et raketangreb mod al-Assad-basen uden for Bagdad og mod amerikansk materiel i Erbil. Ingen blev dræbt, men basen huser normalt amerikanske og også danske soldater.
- Under angrebet blev et ukrainsk fly med 176 passagerer skudt ned over iransk luftrum. Ingen overlevede. Først efter tre dage indrømmede Iran, at de stod bag nedskydningen, som var en fejl. Flere lande har krævet adgang til flyets sorte bokse og efterforskningen.
- Irak har anklaget USA for at krænke dets suverænitet og krævet, at den USA-ledede koalition skal trække sine tropper ud af landet.
MØD IRAKS FRYGTLØSE UNGDOM
"Vi bliver nødt til at hjælpe os selv"
De har mobiliseret de største masseprotester siden Saddam Hussein og har betalt med 600 kammeraters liv og 20.000 sårede. Med drabet på særligt én mand står Iraks unge, håbefulde og tidligere undervurderede protestbevægelse over for deres hidtil største udfordring: at give efter for nyskabt frygt og fragmentering eller at kæmpe for "at få deres martyrer til at smile".
Tekst og foto: Thea Pedersen.
Bagdad/Erbil, Irak
Noof blev revet ud af sin skønhedssøvn. Vækket af sin storesøster midt om natten i Bagdad. Til chokerende nyheder og et Irak i kollektivt granatchok. Alligevel reagerede hun med instinktiv glæde.
”Gud, de ’kriminelle’ kan rent faktisk dø!”, føg det gennem hendes hoved, før scenarier over muligheder, risici og konsekvenser satte ind.
Tre dage inde i det nye årti vågnede 30-årige irakiske Noof Assi og hele verden op til en ny dagsorden. Fire årtiers konflikt mellem USA og Iran var kulmineret med likvideringen af Irans tæt på alfaderlige helteskikkelse og reelt øverstkommanderende for Revolutionsgardens al-Qud-styrker, Qassem Souleimani.
Fra epicentret ud for Bagdads lufthavn, hvor også lederen af den irakiske shiamilits PMF, Abu Mahdi al-Muhandis, blev dræbt, sendte de amerikanske dronemissiler ikke kun rystelser gennem regionen, men forårsagede også et verdensomspændende geopolitisk jordskælv.
”Vi har talt om dét øjeblik, hvor Iran/USA-konflikten ville nå Irak, mange gange. Alle troede, der blev krig. Den nat gennemgik vi, hvordan vi kan bygge forrådskammer, samle dåsemad og opbevare vand. Hvordan vi kan undgå glassplinter fra vinduerne, når bomberne springer, og om det er bedst at samle familien under ét tag”, forklarer Noof Assi om natten til den 3. januar.
Men derudover truer den nye politiske situation også alt, hvad Noor, hendes søster og millioner af unge irakere indædt, højlydt og med livet som indsats har kæmpet for i månedsvis.
Det usynlige kup
”Vi er dømt til undergang”, lød en sms til mig fra Bagdad, da Iran i gengældelse lod en raketregn falde over amerikanske baser i Irak, hvor landets unge protestbevægelse har forsøgt at bevare både fatning, fokus, mod og momentum.
Siden oktober har de været på gaden og mobiliseret de største masseprotester siden Saddam Hussein. De har ytret deres utilfredshed med et gennemsyret korrupt politisk system, skyhøj arbejdsløshed og mangel på basal velfærd – til trods for at Iraks sorte guld gør landet til et af de mest olierige i verden.
Siden den 1. oktober har protestbevægelsen tvunget premierminister Abdel Abdel-Mahdi til at gå af, krævet nyvalg og vedholdt et massivt pres på en handlingslammet regering.
Men så blev Qassem Souleimani dræbt.
”Drabet har ødelagt alt, vi har opnået. Vi er tilbage ved nul. Folk er bange. Militserne går amok. Parlamentet er stoppet med at stemme om vores krav, og premierministeren arbejder igen. Alt har ændret fokus. De forsøger at kuppe vores protester”, siger Noof Assi, der trods sin titel som tekstildesigner og ngo-arbejder er involveret i alt fra medienetværk, til fredsgrupper og førstehjælp sammen med sin søster. Sammen har de fået Iraks farvelade-flåde af graffitikunstnere til at forvandle Bagdads betonlærreder til farverige politiske kunstværker.
"Det er hårde tider lige nu. Vi frygter en ny krig mellem sunnier og shiaer. Det gør vores protester svagere og truer alle vores drømme og mål. Folk skændes løs på de sociale medier, hvor vi ellers hele tiden har haft magten. Det sætter alt, vi har kæmpet for, over styr”, konkluderer også 28-årige Caesar al-Wardii, som er uddannet advokat, men betegner sig selv som aktivist, fotograf og fredsmægler.
I månedsvis har de unge higet efter verdens opmærksomhed. Med angrebet kom den så. Bare ikke med fokus på oprøret og den voldelige håndtering fra militser og sikkerhedsstyrker. "Det usynlige kup" af deres oprør er for mange allerede en realitet.
”Vi er udsat for et blackout. Fokus er kun på USA og Iran. Resultatet er, at vi er blevet glemt. Alle ved, at ingen af parterne interesserer sig for Iraks bedste – kun os, irakerne selv”, siger en anden demonstrant, 23-årige Mohammed Salah.
Kort om konflikten i Irak og iran
En generation rejser sig
360° møder ham på Bagdads Tahrir Square, hvor demonstranter har bygget et minisamfund med madboder, bibliotek, biograf, tandlæge, frisør, diskussionsklubber og teater.
Mohammed selv har siden oktober skiftet studierne som maskiningeniør ud med rollen som autodidakt førstehjælper. Også selvom hans ven blev kidnappet i sidste uge, og hans mor tjekker hans tilstand ved at ringe hver time.
"Det nytter ikke at studere, hvis vi ikke får job bagefter. Jeg kæmper for min frihed og for dem, som ikke bliver hørt. Regeringen ser os kun som numre. Vi arbejder for dem, ikke omvendt. Det er derfor, de skyder på os. Men der er ingen forandring uden ofre”, siger han.
På fire måneder har regeringens respons kostet op mod 650 demonstranter livet, 20.000 sårede. Det anslås, at 3.000 personer er blevet anholdt og kidnappet.
”Vi drømmer om et bedre liv. Min generation tror på forandring. Men vi vil forsvinde. Enten forlader vi Irak, eller også dør vi”, siger den 23-årige arbejdsløse Abather Fadel, som er uddannet fra kunst- og filmakademiet.
Derfor er han en del af oprørets brogede masse af studerende, arbejdsløse, håndværkere og intellektuelle, kvinder, mænd, børn og teenagere. Og for at få oprejsning.
”Vi giver ikke op, før vi kan høre vores martyrer smile. Når det sker, og vi er sikret forandring, går vi hjem”, erklærer han om "Oktoberrevolutionen", som også støttes af husmødre bag madgryder og vaskemaskiner og sågar ved frontlinjen.
En af mødrene er 53-årige Laila Jasmin, som betragter sin datter fra en fortovskant: ”Hun er så modig. Denne generation kender ikke til frygt. De er stærke. Selvom de har lidt under dårlig uddannelse, fattigdom og elendig livskvalitet, havde jeg ikke forventet dette. Jeg så desperation og håbløshed for deres fremtid, men de har vendt det til det modsatte”.
Dagligt tjener Laila en løn på 50-200 kr. ved at sælge lommetørklæder på gaden. Siden oprøret har hun ved en oliegryde lavet gratis mad til demonstranterne.
Revolutionens sejr – eller Saddam Hussein tilbage?
Da 360° første gang møder teaterinstruktør og forfatter Kahel Khalid på Tahrir Square, retfærdiggør han, hvorfor han ikke har set sin søn i London siden revolutionens start. Al tid og energi er gået med at danne en teatertrup, der engagerer skoler og irakerne i etiske og sociale dilemmaer relateret til oprøret.
Nu er noget forandret.
”Situationen er fucked up. Alle spørger, hvad der sker. Jeg aner ikke, hvad jeg skal svare. Jeg er kommet dertil, hvor jeg ønsker mig Saddam Hussein tilbage. Hvad sker der for det? Og så tænker jeg 'nej, hvad er der galt med mig, han var jo diktator'”.
Nu er teatret sat på pause. Publikum holder sig væk. Selv kigger han sig konstant over skulderen og tænker, at måske skal man stoppe, mens legen på sin vis var god, og inden borgerkrigen bryder ud.
”Hør, vi startede i skjorteærmer. Nu går vi i vintertøj. Skoler og broer er lukkede. Det tager lige så lang tid at komme gennem Bagdad som en togtur fra London til Bruxelles, og vi har ændret så meget allerede. Sekteriske skel er udvandet, mænd ser anderledes på kvinder, premierministeren er gået af osv. Selvom vi har mistet mange undervejs, har det allerede været en succes. Men lige nu er det noget rod. Der er så mange dagsordner”, skitserer 36-årige Khalid.
Den logik vil 21-årige tuktuk-chauffør Mutanada dog slet ikke nikke godkendende til. Genert, storsmilende, men hårdfør af en opvækst i den berygtede fattig-forstad Sadr City har han i månedsvis med tuktukken som ambulance kørt pendulfart med sårede fra frontlinjen.
"Vi vil fortsætte. De har intet andet valg end at lytte til os”, insisterer han og fejer kategorisk intern splid og fragmentering til side som småting:
”Jeg er iraker. Hverken shia eller sunni. De titler døde med revolutionen, og vi går ikke hjem, før vi får retfærdighed”, erklærer han med et personligt håb om, at en sejr vil bane ham vejen til en uddannelse som sygeplejerske – og dermed pigen, han elsker.
Indtil da, afslører han, vil han først følge shialeder Muqtada al-Sadrs opfordring til en millionmarch for at smide USA på porten.
Det iranske monster
Det er sidstnævnte, der af Noof Assi betragtes som et forsøg på at kuppe protestbevægelsen – og Tahrir Square, der betragtes som hellig. Nu bruges den i et internationalt storpolitisk magtspil.
”Militserne vil kuppe pladsen og bruge den til at få smidt USA ud. Det er ikke, hvad det handler om. Vi har stadig de samme mål og krav som før. Måske taber vi Tahrir Square, men vi kan demonstrere på andre pladser i andre byer. Provinserne har hidtil set mod Bagdad. Nu vender vi os mod Nasiriyah, som har betalt med det højeste antal martyrer”, siger hun og understreger, at oprørets udstillede svagheder på sin vis har givet ny tro på projektet:
”Vi kan mærke regeringens frygt. De er bange, har svaret igen og reageret hårdere end før. Men de reagerer som en ko på slagtebænken. Først sparker den rigtig hårdt. Det er det, der sker lige nu, når de sender militser ud for at ramme os. Men deres handlinger vil til sidst ebbe ud og dø …”
Noof Assi afbryder sin talestrøm og sukker dybt, inden hun forsætter: ”Det bliver et mareridt for Irak, hvis USA trækker sig ud. De vil efterlade en åben port til Iran, som vil øge kontrollen til 100 procent”, siger hun med henvisning til nabolandets allestedsnærværende politiske, militære og religiøse dominans i landet.
Så sender hun en tanke til det oprør, som Irans egen ungdom er i gang med.
”Hvis jeg bad, ville jeg bede for dem. De lever i et diktatur. Det har vi også gjort engang. Ligesom vores med-demonstranter i Libanon håber vi ikke, de giver op. Vi håber, det lykkes. For dem og for os. Men som en iransk aktivist twittede forleden, så kæmper "irakerne mod halen af et monster, mens iranere slås med monstrets hoved”.
Loading...
Andre artikler om #Politik
Loading...