Gå til indhold
REHABILITERING I NIGER

Når fængslet er en vej ud af fattigdom

I verdens mindst udviklede land er vejen fra drøm til virkelighed svær at realisere. Men det stopper ikke Mohammed og Bangis – selvom de sidder fængslet i Agadez. For de to kriminelle teenagere er blevet en del af et rehabiliteringsprojekt for indsatte.
Fire unge indsatte laver armbøjninger i fængslet i Niger

 

Tekst og foto: Marius Renner Christensen.

agadez, niger

Her er overraskende stille.

Lavmælt snak i krogene kan nærmest ikke høres for den mere dominerende lydkilde; en bluetooth-højtaler, der spiller lokal tuareg-musik.

Det er søndag, og 19-årige Mohammed drøfter med en gruppe drenge hverdagens strabadser med at skaffe mad og deres manglende søvn, som tager på deres energi. Men stemningen er tilbagelænet.

Mohammed og de andre er ved at finde ud af, om de kan skrabe mønter nok sammen til at dele en pakke cigaretter. De er indsatte i det lokale fængsel i Agadez.

For 17-årige Bangis står dagene meget stille. Han føler, han spilder sin tid ved at sidde i fængslet.

Ude i det varme sand er Sahara-solen insisterende og ulidelig.

I dag går de vågne timer med at hænge rastløst rundt i skyggen, der bestemmer, hvor man kan ryge sine cigaretter. I morgen starter en ny uge, og når hverdagen rammer, erstattes Bangis’ rastløshed af et formål.

Drengene er i et lokalt rehabiliteringsprojekt styret af ngo’en Pensées Sans Frontieres (PSF), Tanker Uden Grænser. Her lærer de sig et håndværk, så de kan få et arbejde, når de bliver løsladt.

Det har de selv valgt, og det er deres eget engagement, der driver dem.

Bangs og Mubarek står ved en trillebør fyldt med jord i fængslet
Drengenes dag starter med morgenbøn, hvorefter de skal gøre rent på fængselsarealet. Dagen fortsætter med PSF’s workshop indtil klokken ét, hvor de skal tilbage på deres eget område og tilbringe resten af dagen. På billedet: Bangis og Mubarak.

Fra økonomisk boom til byrde

En ny lov skal gøre det muligt for alle fængsler i Niger at arbejde med rehabilitering af indsatte.På nuværende tidspunkt er det kun fem ud af 38 fængsler i Niger, der har rehabiliteringsprojekter som en del af deres program. Fængslet i Agadez er ét af dem. 

På den anden side af fængselsmuren venter en barsk virkelighed.

Agadez er stærkt påvirket af migrantstrømmene, der for alvor begyndte efter Libyens kollaps i 2011. Det forvandlede Agadez til en by i økonomisk vækst.

Byen blev et knudepunkt i migranternes vej nordpå, og de fleste lokale tjente på migranterne på den ene eller anden facon. Men for at forhindre migrantstrømmene blev migrantindustrien i 2016 kriminaliseret på initiativ fra EU.

Konsekvenserne er omfattende, og byens natur er transformeret. Agadez står nu i økonomisk krise, og migranterne er blevet en økonomisk byrde for byen.

I Agadez er der cirka 88.000 indbyggere. Lokale myndigheder oplyser, at ved forbuddet mod migrantindustrien blev omtrent 7.000 personers levebrød ulovligt, og anden kriminalitet blev forøget.

Forbuddet gik primært ud over unge mænd, og nogle er havnet i det lokale fængsel. To af dem er Mohammed og Bangis.

Fire unge indsatte laver armbøjninger i fængslet i Niger
Kriminaliseringen af migrantindustrien har haft mange konsekvenser. Særligt arbejdsløsheden blandt unge mænd. Lokale myndigheder estimerer, at der er cirka 7.000 personer uden beskæftigelse i Agadez, som alle førhen arbejdede med migration på forskellig vis. På billedet: Bangis, Ibrahim, Bassirou, Iddi.

Rehabiliterende vej ud i virkeligheden

I det lokale fængsel i Agadez er der for tiden 405 indsatte. 19 af dem er drenge fra 13 til 19 år.

De er endt i fængslet på grund af fattigdom: De har begået røverier, været involveret i den ulovlige migrantindustri eller er havnet i dårligt selskab for at smugle stoffer.

Drengene har deres eget adskilte område i fængslet. Det består af et udeareal med toilet, vandforsyning, et afgrænset jordareal, der fungerer som moské, samt et todelt soverum på cirka 30 kvadratmeter, hvor drengene bliver låst inde om aftenen klokken seks og ud igen klokken fem.

Ibrahim Babangide Mahmudi, eller bare Bangis, som hans venner kalder ham, er 17 år og oprindeligt fra Zinder i det sydlige Niger.

Bangis har et meget roligt – og meget alvorligt – gemyt, hans alder taget i betragtning.

Bangis fortæller, at drengenes dage i fængslet ligner hinanden på en prik. De fleste af dem står op ved femtiden for at bede første gang og ellers ved sekstiden, hvor de skal gøre rent.

De bliver låst ud fra soverummet og skal som regel gøre rent på en række fællesarealer. I løbet af dagen følger yderligere fire daglige bønner. Og ellers går dagen med at hænge ud i skyggen, se tv, ryge cigaretter, tilberede mad og ikke mindst brygge den stærke og koffeinholdige chai-te, som alle i området indtager.

De falder som regel i søvn et par timer efter midnat.

Romar sidder foran tavle i fængslets sovesal og reciterer Koranen
Romar sidder i sovesalen og reciterer Koranen. Nogle gange bruger drengene tavlen til at diskutere dagens undervisning fra workshoppen.

Men fem dage om ugen klokken 9-13 bliver drengenes rutiner erstattet med et mere meningsfuldt program; den lokale ngo PSF's workshop i fængslet.

PSF er finansieret gennem den danske partner ARD (Art Research Dialogue) med danske udviklingsmidler gennem Civilsamfund i Udvikling, CISU.

PSF’s workshops har til formål at lære de indsatte, primært mindreårige, et håndværk. Det kan være basal elektrikerlære, mc-mekanik, skrædderi, basal computerkundskab, snedkerlære og undervisning i at flette stole og senge.

Ved løsladelse forsøger PSF at skaffe materiale og at finde en arbejdsplads, hvor den løsladte kan komme i praktik. Pointen er at holde dem beskæftiget efter løsladelsen.

Mohammed Taffa på 19 år har valgt senge- og stolehåndværket.

Han vil åbne en butik i sin hjemby, hvor han også kan undervise andre unge i håndværket, når han bliver løsladt.

Bangis har valgt at blive undervist i elektricitet. Når han bliver løsladt, vil han gerne være bilmekaniker, og han håber på at kunne åbne sin egen forretning. 

Mohammed og Ibrahim er igang med at flette en seng i grønne og gule farver i fængslet i Niger
Mohammed og Ibrahim er ved at flette en seng. En af udfordringerne for PSF er, hvis de lover materiale, men ikke har midlerne til at give det til nyligt løsladte. Det får de indsatte til at blive væk fra deres workshop i fængslet, og de indsatte mister motivationen.

"Jeg er bange for at få skylden for min fars død"

Bangis har siddet inde i fem måneder. For to år siden sad han inde i syv måneder.

”Jeg føler, jeg spilder min tid og har ikke nok at give mig til. Hvis jeg var ude, kunne jeg finde et arbejde og hjælpe min familie”, siger Bangis.

Før fængslingen ledte Bangis i perioder efter guld øst for Agadez. Han fandt nok guld til at kunne købe sig en motorcykel.

En motorcykel er et helt afgørende køretøj for at kunne drive forretninger i området og være mobil, og det er målet for mange unge mænd at erhverve sig en.

Kort efter at han havde fået sin nye motorcykel, forsvandt den – sammen med en bekendt, han havde ledt efter guld sammen med. Bangis mistede hele sin rigdom fra den ene dag til den anden.

Frustrationen over denne oplevelse var startskuddet til hans kriminelle løbebane. 

Bangis skulle finde penge til familien. Hans far havde mislykket forsøgt at migrere og tjene penge til familien i Libyen.

Turen endte som et mareridt. På vej til Libyen blev han holdt tilbage af menneskesmuglere, og familien måtte betale løsesum, før han kunne fortsætte.

Bangis’ far arbejdede i Libyen i to år, men endte med at blive meget syg, og han måtte bruge alle sine penge på indlæggelse og medicin.

Hele familien drog hjem til Zinder for at finde medicin og hjælp til deres far, på nær Bangis, som blev i Agadez. Hans primære beskæftigelse blev at reparere biler.

I sin tid som bilmekaniker fik han flere gange tilbuddet om at migrere. Hans ven var chauffør og kunne tage ham med til Libyen, men hans far forhindrede ham i at tage afsted.

Da det begyndte at gå dårligt med mekanikerforretningen, måtte Bangis se sig nødsaget til at tjene penge på anden vis.

Familien ved ikke, at han er kriminel, og at han lige nu sidder inde. Han er overbevist om, at det vil gå ud over farens helbred, hvis de ved det. 

”Jeg er blevet lovet, at hvis jeg kontakter min far, og han personligt kan komme og hente mig og tage mig med hjem, vil de løslade mig. Det kan jeg ikke. Jeg er bange for at få skylden for hans død,” siger Bangis.

kort om Niger

  • Niger er ifølge IOM et af verdens mindst udviklede lande som rangerer dårligst i FNs udviklingsindeks (Human Development Index).

  • Kvinder føder i gennemsnit 7,6 børn, og 42,8 procent af befolkningen er under 15 år. 

  • Niger har den højeste demografiske stigning, hvilket er en af årsagerne til situationen i landet.

  • Migrantstrømme har øget presset på de i forvejen begrænsede ressourcer i landet. Herunder på mad og arbejdsløshed.

At forebygge kriminalitet og migration

”Giv ham et arbejde, det kan ændre hele hans mentalitet”, siger Maitre Mamane Adam. Af de indsatte bliver han kaldt Baba.

Adam har selv siddet i fængsel, han har arbejdet som dommer i mange år og er nu beskæftiget med rehabiliteringsarbejdet for PSF. Han forklarer, at han har arbejdet med rehabilitering i 36 år og ser sig selv som et godt eksempel på vellykket rehabilitering.

”Den ulige støtte fra ngo’er i Agadez til migranter er det største problem i regionen. Når de lokale fattige ser migranter med mad, som de har fået af regeringsstøttede ngo’er, skaber det mistillid. ’Gå hjem’, hører jeg de lokale sige til migranterne”, siger Adam.

Adam taler meget med de indsatte. Særligt de unge og kvinderne. Han kæmper for deres rettigheder og taler deres sag.

Nogle af de unge ved slet ikke, hvorfor de sidder inde, fortæller han. Nogle af dem har begået mindre forbrydelser, og han arbejder for at få de sager behandlet hurtigere.

Han oplever, at de indsatte bliver glemt af dommeren, og han er i regelmæssig kontakt med dommeren for at opfordre til løsladelse af en indsat.

Adam er ikke i tvivl om, at PSF er med til at forebygge migration og kriminalitet. Uddannelse kan give de indsatte mod på at slå sig ned i området.

”De har aktivt valgt en ny retning for deres tilværelse, som kan gøre dem selvstændige og måske endda i stand til at forsørge deres familie”, siger han.

Mohammed, som er en del af rehabiliteringsprojektet i Niger, står foran beige mur
For Mohammed bliver det nogle gange for personligt med hans kammerater i fængslet. Mange af dem er som brødre, de går op og ned ad hinanden hver dag på et afgrænset område. Han kan godt lide at være alene. Han lader sig let provokere og prøver derfor at undgå situationer, hvor de tilsviner hinanden.

"Hver dag, når jeg vågner, tænker jeg på den dag, jeg bliver løsladt" 

Mohammed kan ikke holde smilet tilbage, når han snakker. Både ved sjov og alvor.

Han er afslappet og har en karakteristisk ro og venlighed over sig.

Mohammed er myndig, men blev bevidst fejlsorteret af myndighederne og bor sammen med de mindreårige, så han er fri for dårlig påvirkning.

”Jeg har hverken ID eller fødselsattest. Den kom jeg til at vaske i stykker sammen med mine bukser”, siger Mohammed og griner kækt.

Mohammed er vokset op med at hjælpe sin far, og de er tætte. Når han bliver løsladt, vil han først og fremmest hjælpe til i farens landbrug. Ved siden af vil Mohammed prøve at få sin senge- og stoleforretning op at køre.

”Min far stiller mange krav til mig og forventer, at jeg med tiden kan forsørge familien”, siger Mohammed nu med mere alvor i stemmen.

Mohammed har siddet inde siden februar. I starten besøgte faren ham ofte. Mohammed bad ham om at lade være med at komme, fordi han vidste, at hans besøg gik ud over farens arbejde og mulighed for at forsørge familien.

Det er nu to måneder siden sidste besøg.

”Jeg savner dem hele tiden, men jeg må være tålmodig. Hver dag, når jeg vågner, tænker jeg på den dag, jeg bliver løsladt”, siger Mohammed.

Mohammed overvejer at migrere til Libyen. Men kun for en stund. Finder han ikke noget arbejde i Agadez, vil han tjene penge i Libyen eller Algeriet, hvor han vil arbejde som hyrde eller i guldminer ligesom nogle af hans venner har gjort det.

Mohammed og hans venner er ikke de eneste.

Migrantforskeren Alexandre Bish påpeger, at denne migration er en ny form for migration. Efter den nye lov i 2016 faldt antallet af migranter mod nord, men nu er kurven på vej opad igen. Det er primært som følge af nigerske migranter, der søger sæsonarbejde i Libyen.

Ud over at opnå sin egen velstand er et af Mohammeds store mål, at han vil finansiere sine forældres pilgrimsrejse til Mekka.

”Penge er min drivkraft. Hvis jeg skal have penge, så skaffer jeg dem. Jeg vil gøre alt for at skaffe penge”, siger Mohammed. Smilet er tilbage.

Loading...

    andre artikler om #rettigheder

    Loading...