- UNHCR støtter den græske regering i håndteringen af landets flygtninge. Indsatsen omfatter bl.a. indkvartering og økonomisk støtte.
- UNHCR lejer 4.500 lejligheder og 14 bygninger i 21 byer i Grækenland. Lejlighederne giver flygtningene og asylansøgerne større autonomi, værdighed og mulighed for at gå i skole.
- I december 2019 modtog 90.500 asylansøgere og flygtninge i Grækenland økonomisk støtte fra EU gennem UNHCR.
- Forudbetalte kreditkort giver indkvarterede flygtninge mulighed for at købe det, de har mest brug for. Samtidig er den økonomiske støtte til gavn for lokalsamfundet.
SNAPSHOT FRA GRÆKENLAND
Flygtninges frontlinje: Stuck i Moria
Moria-flygtningelejren på den græske ø Lesbos huser i dag ti gange så mange mennesker, som den har kapacitet til. Tag med Rasmus Flindt Petersen og hans kamera ind i dagligdagen i lejren.
Foto: Rasmus Flindt Petersen. Tekst af Lene Kjølby Lundsgaard.
Lesbos, grækenland
Flygtningelejren Moria befinder sig på den græske ø Lesbos. Den tidligere militærbase åbnede som registreringscenter i 2015 som følge af den pludselige stigning af flygtninge.
På trods af en kapacitet på 2.500 personer bor der i dag omkring 20.300 flygtninge i lejren. Det samlede antal flygtninge i Moria stiger dog, for hver dag der går.
Myndighederne forsøger at flytte så mange som muligt ind til fastlandet, men de har svært ved at følge med.
Øen har siden juni sidste år oplevet en stor stigning i antallet af både, der forsøger at nå Europas grænser. Og til trods for at den tyrkiske kystvagt standser to tredjedele af bådene, er tallene de højeste siden EU-Tyrkiet-aftalen trådte i kraft i marts 2016. I slutningen af august ankom der hele 13 både på én eftermiddag.
Selv de kolde efterårs- og vintermåneder har ikke formået at lægge en dæmper på tilstrømningen, som øen ellers har oplevet de øvrige år. Der er derfor ankommet 9.494 personer, fordelt i 250 gummibåde, til Lesbos de sidste tre måneder. Det er langt flere, end øen har været vidne til de sidste tre vintre. Til sammenligning er kun 6.375 personer blevet flyttet til fastlandet i samme periode.
Det samme mønster gør sig gældende på en række andre græske øer, og Lesbos, Samos, Chios, Kos og Leros huser derfor nu i alt over 43.000 flygtninge.
I det hele taget har Grækenland det seneste år taget imod størstedelen af flygtninge i Middelhavsområdet - flere end Spanien, Italien, Malta og Cypern tilsammen.
Den græske regering vil have Moria lukket og har planer om at flytte flygtningene ind i et nyt center senest i sommeren 2020. Også lejrene på Samos, Chios, Kos og Leros skal erstattes af lukkede centre.
Regeringens udmelding er blevet mødt af kritik fra flere af ø-kommunerne og fra menneskerettighedsgrupper, som sammenligner de nye centre med fængsler.
Imens venter flygtningene på, at deres asylsag går ind i næste fase, og på, at de bliver fritaget for restriktionen om at skulle blive på øen. Men udsigterne er lange, og de nyankomne får udstukket en tid til deres første interview med myndighederne i slutningen af 2021.
UNHCR i grækenland
Loading...
andre artikler om #migration
Loading...