Gå til indhold
FRA REVOLUTION TIL DEMOKRATI

En pagt med djævlen på hesteryg

Sudans protestbevægelse gjorde det umulige, da den væltede en voldelig diktator med fredelige midler. Men kan den også realisere et demokrati, når den nu skal dele magten med folkemordere?
Kvindelig sudanesisk demonstrant svinger sudanesisk flag over hovedet

 

Af Rasmus Bøgeskov Larsen. Foto og illustration: Ebrahim Hamid/AFP/Ritzau Scanpix, Khalid Albaih.

khartoum, sudan

Mohamed Naji al-Assam synker ned i lænestolen, som ville han ønske, den slugte ham helt, så han ikke skulle rejse sig igen.

Det har været endnu en lang dag. Og endnu et møde, der trak ud i timevis for enden af den.

”Jeg føler mig på grænsen af et sammenbrud. Selvom vi kun lige er gået i gang”, siger Mohamed al-Assam og tvinger kinderne til at fremmane et af de smil, der har medvirket til at gøre ham så populær.

”Men vi kan ikke slappe af. Folk har ofret så meget for, at vi kunne nå hertil. Vi bærer det ansvar på vores skuldre”, siger han.

Den 30-årige læge og digter blev det mest kendte og fremtrædende ansigt i en ellers lederløs revolution. I januar 2019 trådte han frem i offentligheden som repræsentant for den hemmelighedsfulde protestbevægelse De Sudanske Professionelles Forening (SPA), der indtil da havde måttet operere i det skjulte.

Helt forventeligt blev han straks anholdt af sikkerhedsapparatet, men da han tre måneder senere så himlen igen, havde de historiske demonstrationer, som SPA havde anført, tvunget militæret til at afsætte diktatoren Omar al-Bashir.

Mohamed Naji al-Assam blev en del af en lille delegation, der gennem flere måneder forhandlede med militærets ledelse. Da en aftale om et treårigt overgangsstyre endelig blev underskrevet i august, var det lægen med de dybe smilehuller, som holdt talen på vegne af protestbevægelsen. 

I et land, der har gennemlevet årelange voldelige konflikter, var det noget nær mirakuløst, at protestbevægelsen formåede at navigere gennem et minefelt af etniske og sociale stridigheder og samle befolkningen omkring et fredeligt oprør. 

Nu er det en regering anført af teknokrater udpeget af protestbevægelsen, der skal lede Sudan i tre år frem mod demokratiske valg. Den får brug for et nyt mirakel, hvis den skal formå at bære byrden fra årtiers korruption, brutalitet og dårlig ledelse uden at ende med en diskusprolaps. 

”Vi er ved at etablere en ny nation. Vi skal bygge alt op fra bunden”, siger Mohamed Naji al-Assam.

”Den største udfordring for os nu er at styre folks forventninger. Vi får brug for masser af tålmodighed. Men det kan vi kun få, hvis vi er helt ærlige omkring, hvad vi forventer at kunne opnå. Vi må for alt i verden ikke love mere, end vi kan holde”.

Illustration af syriske generaler og repræsentant for overgangsregeringen, som giver hinanden hånden.
Overgangsregeringen i Sudan står overfor en stor udfordring. Den skal skabe fred med væbnede oprørsgrupper, forhindre konflikter mellem konkurrerende dele af sikkerhedsapparatet og få et brutalt politi til at respektere borgernes rettigheder.

Tøvende moralpoliti

Overgangsregeringen består af den slags mænd og kvinder, som førhen aldrig ville have haft en chance for at komme i nærheden af magten i Sudan. De er veluddannede, har relevant erfaring, har rødder i forskellige etniske grupper og er ikke klatret op til ministerposterne ad nepotismens stige.

I spidsen for regeringen står Abdalla Hamdok, en tidligere højtstående FN-diplomat, der har arbejdet med økonomisk udvikling over hele Afrika. 

Det Sudan, som regeringen har overtaget ansvaret for, kan minde om et faldefærdigt korthus, hvor der blot skal vælte et enkelt kort mere, før det hele braser sammen.

For at Sudan kan nå frem til demokratiske valg, skal Hamdok-regeringen skabe fred med væbnede oprørsgrupper, forhindre konflikter mellem konkurrerende dele af sikkerhedsapparatet, få et brutalt politi til at respektere borgernes rettigheder, genoplive en økonomi i komastilstand, få landet ud af den diplomatiske kulde og bremse udsmuglingen af landets vigtigste råstoffer. 

Hamdoks to do-liste er så alenlang, at det er blevet en spøg i Sudan at sige tak til Hamdok, hvis den mindste ting i livet går godt. Det er næsten, som om hele tilværelsen nu afhænger af én mand. 

Hvis en kvinde eksempelvis får den sidste plads i minibussen, eller en studerende får en god karakter til eksamen, kan de finde på at sige ”Tak, Hamdok”.

Og på de sociale medier er ”Tak Hamdok” blevet til et hashtag, som mange tilføjer, når de skriver et positivt opslag – måske sammen med en grinende smiley.

kort om Sudans revolution

  • 19. december 2018: De første demonstrationer bryder ud i protest mod prisstigninger på brød.

  • 1. januar 2019: En koalition af oppositionsbevægelser underskriver Deklarationen for Frihed og Forandring, der forlanger Omar al-Bashirs aftrædelse og etableringen af et civilt overgangsstyre.

  • 11. april 2019: Militæret arresterer Omar al-Bashir, og en junta overtager ledelsen af landet. Demonstrationerne fortsætter.

  • 3. juni 2019: Militssoldater rydder protestbevægelsens sit-in i Khartoum. Mindst 100 demonstranter bliver dræbt, og dusinvis voldtaget.

  • 30. juni 2019: Selvom internettet er lukket ned, mobiliserer protestbevægelsen millioner af sudanesere i de største demonstrationer i landets historie.

  • 17. juli 2019: Protestbevægelsen og juntaen underskriver en aftale for en treårig overgangsperiode. 

  • 14. december 2019: Omar al-Bashir idømmes to års fængsel for korruption i den første af en række retssager imod ham.

Abdalla Hamdok har allerede gennemført markante reformer, men han har arvet et statsapparat, der kan virke allergisk over for forandring.

Regeringen har eksempelvis afskaffet de forhadte love for ”den offentlige orden”, der reelt skabte en form for moralpoliti i Sudan, men lovene bliver implementeret efter betjentenes forgodtbefindende. 

Det betyder, at revolutionens ungdom, men ikke nødvendigvis samfundets svageste, kan nyde udbredt frihed. Politiet skal ikke nyde noget af at komme i nye konfrontationer med de unge, som derfor uden bekymring kan sidde sammen i grupper af blandede køn eller lave mere af den gadekunst, der blev så udbredt under revolutionen. 

”Vi kan male overalt nu. Jeg føler virkelig, at kunsten har genvundet sin plads i samfundet. Revolutionen gav os kunstnere muligheden for at vise, hvad vi kan, og nu får vi stor anerkendelse. Det er nærmest mirakuløst”, siger kunstneren Galal Yousif, hvis vægmalerier blev en af oprørets stærkeste symboler. 

Den samme frihed har de dog ikke i udkanten af byen, hvor fattige kvinder sidder langs Nilens bred og fremstiller daddelbrændevin. Her anvender politiet fortsat lovene for den offentlige orden til at presse penge ud af dem, som i forvejen har færrest af dem.

”Der er ikke noget, der har forandret sig her. Vi kan aldrig vide os sikre”, siger en af kvinderne, der ikke ønsker at oplyse sit navn eller få taget sit billede.

Kunstneren Galal maler et farverigt billede
Galal Yousifs vægmalerier er blevet nogle af oprørets stærkeste symboler. Foto: Rasmus Bøgeskov Larsen.

En farlig kinddans 

Det, der dog for alvor gør Abdalla Hamdoks opgave vanskelig, er, at han skal gennemføre alle disse reformer, samtidig med at han danser en kompliceret kinddans, hvor det vil være nemt at komme til at træde partneren over tæerne. 

Protestbevægelsens aftale med militærledelsen indebærer, at de deles om magten. De væbnede styrker sidder på halvdelen af pladserne i det præsidentielle råd, der skal godkende regeringens beslutninger. Samtidig har hæren bevaret kontrol med forsvaret og sikkerhedsapparatet, som under Bashirs regime beslaglagde 70 procent af statsbudgettet.

De væbnede styrker anføres af mænd, som har spillet hovedroller i folkemordet i Darfur, og som under revolutionen formodes at have givet ordrerne til at angribe protestbevægelsens sit-in. Demonstranter blev gennembanket, voldtaget, slået ihjel, og deres lig kastet i Nilen med stenblokke bundet til deres fødder. 

Under forhandlingerne med protestbevægelsens repræsentanter kom generalerne i pauserne med indirekte trusler til Mohamed Naji al-Assam. De fortalte ham, at de havde oplysninger om, at hans liv var i fare, og lægen var ikke i tvivl om, hvordan det faderlige råd skulle tolkes. 

Hvordan kan du have tillid til militærets mænd i dag?

”Jeg vil ikke kalde det tillid. Vi fandt en konsensus, men tillid er noget, der kun kan bygges op over tid. Det afhænger af deres handlinger”, siger Mohamed Naji al-Assam.

Militæret har to gange tidligere i Sudans historie kvast et spædt demokrati og kuppet sig til magten. Det var sådan, Omar al-Bashir blev præsident i 1989. Men protestbevægelsen har fulgt devisen om, at det er vigtigere at være tæt på sine fjender end sine venner.

”Vi kan ikke bare tage de væbnede styrker ud af ligningen. De forsvinder ikke. Hvis vi forsøgte at isolere dem, ville vi øge muligheden for, at de forsøgte at annullere alting og skabe et nyt diktatur. Ved at involvere dem i overgangsprocessen gør vi dem medansvarlige for dens succes”, siger Mohamed Naji al-Assam.

Vi er ved at etablere en ny nation. Vi skal bygge alt op fra bunden.

Mohamed Naji al-Assam

Håber på en ansigtsløftning 

Magtdelingen sætter regeringen i et stort dilemma. Under oprøret var det et centralt krav, at krigsforbrydelser og overgreb mod demonstranter skulle undersøges til bunds, og de skyldige stilles til ansvar.

Det vil næsten uundgåeligt føre til, at regeringen skal indlede et retsopgør med de samme mænd, som de deler magten med. 

Ingen personificerer dette dilemma mere end general Hamdan Deglo, bedre kendt under navnet Hemedti. Han er den ultimative opportunist, som er gået fra at være en fattig kamelhandler til at være Sudans måske rigeste og mest magtfulde mand.

Hemedti var oprindeligt en del af en væbnet oprørsgruppe i Darfur, der bekæmpede Omar al-Bashirs regime. Men så skiftede han side og blev en del af militsen Janjaweed – Djævle på hesteryg – der på vegne af regimet nedkæmpede opstanden i Darfur med nådesløs brutalitet.

Hemedti klatrede op til militsens top og blev præsidentens nærmeste allierede. Bashir havde ikke tillid til sit eget militær, så han omdøbte Janjaweed-militsen til Rapid Support Forces og gjorde den til en officiel del af sikkerhedsapparatet, men under præsidentens direkte kommando.

Hemedti udnyttede den position til at tage kontrol over en række guldminer, ligesom han berigede sig ved at sende lejesoldater til Yemen for at kæmpe på Saudi-Arabiens side. 

Da demonstrationerne i 2019 nåede deres højdepunkt, og militæret følte sig nødsaget til at gribe ind, var det dog netop Bashirs egne bodyguards, Rapid Support Forces, som arresterede ham.

Hemedti formåede igen at være på vindernes side og blev udpeget som næstkommanderende i det militærråd, som overtog magten. 

Illustration af pige, der puster et fødselsdagslys ud. Generaler holder fast i sterinlyset.
Et år efter revolutionen i Sudan sidder flere militærfolk stadig ved magten. Den gælder blandt andet Hemedti.

I dag forsøger Hemedti at portrættere sig selv som ”revolutionens beskytter”. 

”Hemedti forsøger at lægge makeup på sit forhadte ansigt”, siger Erwa al-Sadiq, som sidder i den øverste komité i protestbevægelsens politiske koalition, Kræfterne for Frihed og Forandring (FFC).

”Overgangsstyret giver Hemedti og mange andre i de væbnede styrker en chance for at forskønne deres ansigter og undgå at lide samme skæbne som Omar al-Bashir”, siger han. 

Erwa al-Sadiq er en af dem, som jævnligt sidder over for Hemedti, når protestbevægelsen, regeringen og militæret holder møder. Han stoler ikke på ham, men sætter sin lid til, at Hemedti af frygt for protestbevægelsens evner til at mobilisere folket fortsat vil anse en ansigtsløftning som sin eneste udvej.

Men hvis Hemedti bliver anklaget for folkedrab eller mord på demonstranter, vil det vel ikke være nok med lidt makeup? 

 ”Der er forbrydelser, som vi er nødt til at retsforfølge. Det gælder også, hvis anklagerne retter sig mod Hemedti. Ellers vil folket vende sig imod regeringen. Vi har intet andet valg end at respektere ofrenes ønsker”, siger Erwa al-Sadiq.

”Men vi tror på, at det med tiden vil være muligt at indlede en forsoningsproces, ligesom det skete i Sydafrika efter apartheids fald. Vi er bare ikke nået det punkt endnu. Sandhederne skal frem først. Der er endnu demonstranter, som er forsvundne. Du kan ikke begynde at tale om forsoning med en far, som ikke ved, hvad der er sket med hans søn”.

Loading...

    Andre artikler om #Politik

    Loading...