Gå til indhold
MENNESKEHANDEL

Syriske barnebrude til salg

Syriens flygtningekrise har skabt en sexslave-industri, hvor piger helt ned til 12-årsalderen handles. Og det er i høj grad mænd fra Golfstaterne, som finder vej til Jordan for at købe sig til sex med mindreårige.

 

Tekst og foto: Martin Thaulow.

UNICEF estimerer, at mellem 10-11.000 piger under 18 år bliver giftet bort om året i Jordan. Den lovlige alder for indgåelse af ægteskab i Jordan er 18 år, men med retligt samtykke kan man gifte sig ned til 15 år.

Handlen foregår gennem syriske kvinder, som har kendskab til flygtningefamilierne i lokalsamfundet – eller andre lokale, som mænd betaler mellem 500 og 1.000 kr. for at blive taget til en syrisk familie med en potentiel barnebrud.

Det er forældrene, som sælger deres unge døtre.

De syriske flygtninge lever i ekstrem fattigdom, hvor det at få mad bare en gang om dagen er en kamp. Når køberne beder familerne om deres døtres hånd, kan det være med lovning om uddannelse, luksus, mad og en lys fremtid.

Play video

Prisen for en barnebrud i Jordan kan variere fra 1.700 - 25.000 kr.

Da mændene skal være gift for at kunne have et seksuelt forhold, som er halal, tilladt, bliver flere af pigerne bortgiftet i et kortvarigt misyar-ægteskab.

Ægteskabet kan vare fra en time til en måned. Der behøves ingen vidner, man skal ikke bo sammen, og pigen har ingen rettigheder. Det er typisk en lærd mand fra en lokal moské, som mod betaling står for at indgå ægtepagten.

Pigerne bliver ofte taget med på hoteller, hvor de udnyttes seksuelt – i en dag eller ugevis.

Derefter rejser mændene tilbage – nogle under påskud af at skulle ordne de officielle papirer for at kunne tage deres ægtefælle med. De vender aldrig tilbage, og pigerne vender hjem til deres familier – nogle gange gravide som følge af de seksuelle overgreb. 

Nogle piger bliver beskyttet af deres familier, som indser, at de har begået en fejl. Andre ender som handelsvarer og i prostitution for at kunne tjene penge til deres familie. 

Børneægteskaber udsætter piger for seksuel, fysisk, psykologisk og følelsesmæssig vold. Børn gift under 15 år er dobbelt så udsatte som kvinder gift efter 18 år.

Jordan har forpligtet sig til at afskaffe børneægteskaber, tidlige ægteskaber og tvangsægteskaber i 2030 i overensstemmelse med FN’s Verdensmål 5.3. Men i Jordan lever ca. 80 procent af de syriske flygtninge i urbane områder uden for flygtningelejre, hvor de ofte er glemt eller overladt til sig selv.

De fleste børneægteskaber bliver indgået religiøst og uden officiel registrering.

I dag anerkender landets regering problemets størrelse, og der er flere NGO’er, som arbejder målrettet med barnebrude og tvangsægteskaber i Jordan.

Dansk Flygtningehjælp driver tre centre i Jordan. Her giver de bl.a. rådgivning, uddannelse og psykologisk hjælp til piger, kvinder og udsatte familier i området.

Skæbnerne i denne fotoserie belyser omfanget, kompleksiteten og de mange forskellige grunde til, at mindreårige syriske pige ender som barnebrude i Jordan.

Researchen er blevet til med støtte fra Udenrigsministeriets Oplysningspulje.

Nour, giftet bort til en syrisk mand som 15-årig

Nour flygtede fra Homs i Syrien til Mafraq i Jordan sammen med sin familie. De er fattige, moren er handicappet, og faren har en diskusprolaps.

Familiens indtægt er baseret på Nours fire år ældre bror, som sælger grøntsager på det lokale marked. Det er langtfra nok, og de kan ikke betale regningerne.

For at overleve låner de penge fra andre og opbygger gæld.

Hendes far frygter, at mænd vil udsætte hans datter for overgreb og bringe skam over familien. Det bliver drevet så vidt, at Nour bliver holdt hjemme og nægtet at gå skole.

Til sidst gifter han Nour til den 18-årig syriske dreng Alaa, som er en bekendt af familien. Han kommer fra en syrisk familie, som siges at have penge og dermed kan sikre Nours fremtid, mener faren.

En måned efter brylluppet er Nour gravid, og hun føder efterfølgende deres datter Sham.

Hun bor hos sin svigerfamilie, hvor hun har huslige pligter. Men Alaa begynder at kontrollere hende og stiller spørgsmål til alt. Han kræver, at hun skal gå med niqab. Han begynder at slå og voldtage hende.

Da Sham er et år, lykkes det med hjælp fra hendes familie at blive skilt. De flytter tilbage til hendes forældre.

I dag er Nour 18 år gammel. Siden interviewet blev lavet, er hun blevet gift igen med en anden syrisk mand.

Han behandler hende dårligt, og hun har aborteret et barn. Sham lever ikke med Nour hos den nye mand, men er blevet hos sine bedsteforældre.

Maryam, giftet bort som 15-årig til en syrisk mand, som arbejder i Saudi Arabien

Myriam flygtede fra Homs i Syrien til Mafraq i Jordan sammen med sin familie.

I Jordan lever de fattigt, og en dag bliver Maryams familie kontaktet af en mand, som udgiver sig for at være far til en mand ved navn Hassan, som bor og arbejder i Saudi-Arabien.

De synes, han virker som en hæderlig mand med gode intentioner, og en uge senere bliver Maryam giftet bort med lovning om at flytte til Saudi-Arabien.  

Maryam tilbringer en uge på et hotel i Amman med Hassan, og han rejser derefter tilbage til Saudi-Arabien under påskud af at skulle ordne de officielle papirer.

Hun finder ud af, at hun er gravid, men Hassan vil ikke vedkende sig svangerskabet og slår hånden af Myriam.

Hun hører aldrig fra ham igen og føder otte måneder senere sin søn Ahmad hjemme hos sine forældre.

I dag er Myriam 18 år, og Ahmad er tre. Sammen med Maryams forældre og søskende lejer de sig ind i et hus hos en jordansk mand i en olivenlund i Mafraq.

Myriam drømmer om, at der findes en mand, som vil acceptere hende og Ahmad, som hun kan skabe en tryg familie med.

Layal, giftet bort til samir som 16-årig

Det er i starten af den syriske revolution, da 14-årige Layal en dag kommer hjem fra skole i byen Daraa og får besked på, at hun skal giftes.

Hendes far siger, at det er for at beskytte hende mod voldtægt.

Forberedelserne tager en uge, og så er hun gift med 28-årige Samir. Straks efter ægteskabet bliver hun gravid, og Samir viser sig at være voldelig.

I 2013 flygter Layal til Zataari i Jordan med sit første barn på armen sammen med sine forældre og sin søster. Samir kommer kort tid efter, og problemerne vokser.

Som skænderierne eskalerer, kommer der mere og mere vold. Layal er isoleret, bliver låst inde og tæsket med Samirs læderbælte og en kæp, hans foretrukne redskaber.

Hun forsøger at tage p-piller for ikke at få flere børn, men Samir smider dem i toilettet. Der kommer flere børn.

I dag er Layal 22 år gammel og har fire børn med Samir.

De har svære økonomiske problemer, og Samir arbejder kun, når han kan få dag til dag-arbejde på byggepladser i Irbid.

De har ikke råd til mad, og Layal bliver stadig udsat for seksuelle overgreb, vold og nedværdigelser.

Samir er begyndt at slå den ældste af pigerne og truer Layal med, at hun skal prostituere sig for at tjene penge.

Hun har mistet lysten til at leve og har forsøgt selvmord tre gange, siden de kom til Jordan.

quote ikon

I begyndelsen elskede jeg ham... men da det første barn kom ændrede alt sig.

Layal om sin mand Samir.

dareen, giftet bort til en jordansk mand som 15-årig

Dareen blev giftet bort i en alder af 13 år i byen Homs i Syrien.

Efter seks måneder forvandler den 22-årige ægtemand sig til en voldelig overgrebsmand.

Krigen kommer, de bliver skilt, og Dareen flygter fra Homs i Syrien til Zaatari i Jordan sammen med sin familie i 2012. 

Her bliver hun som 15-årig, med et par guldarmbånd og nogle guldøreringe i medgift, gift med Omar, en 33-årig jordansk mand.

Hun flytter sammen med Omar i hans forældres hjem i Mafraq, men hun er ikke velkommen.

Forældrene kan ikke udstå Dareen, fordi hun er syrisk flygtning, og hadet får frit løb med daglige tæsk og nedværdigelser fra både Omar og hans familie.

Dareens familie kan ikke beskytte hende, eftersom de er syriske flygtninge, og Omars familie er jordansk.

Men det lykkes hende at blive skilt, da sønnen er seks måneder gammel.

Han er i dag treethalvt år.

quote ikon

Folk udnytter den syriske situation. Jeg er klar til at tage hvilket som helst job, men jeg kan ikke finde noget. Vi kan ikke få nogen jobs. Jeg lever fra dag til dag og er desperat.

Dareen, bortgiftet til en jordansk mand som 15-årig.

Jamila, giftet bort som 13-årig til en mand fra de forenede Arabiske emirater

Efter sin fars død flygter Jamila fra krigen i Syrien til Mafraq i Jordan med sin mor og bror i 2014.

I Mafraq er vilkårene meget svære, og maden knap.

Kort tid efter deres ankomst henvender Abdul, en mand fra De Forenede Arabiske Emirater sig til familien. Han driver angiveligt et rejseselskab, som tager folk på pilgrimsrejser til Mekka.

På mindre end et døgn bliver ægteskabet arrangeret og gennemført.

Der er ikke noget bryllup, men en lærd mand fra en af de lokale moskéer står for at ordne papirerne og vielsen hjemme hos Jamila og hendes mor.

Moren tror, at hendes datters fremtid er sikret. Jamila er i chok.

Det bliver begyndelsen på tre år med vold, overgreb og seksuel udnyttelse.

Abdul kommer på tre dages besøg hver 40. dag. Jamila får altid besked på WhatsApp dagen forinden.

Han er der om aftenen og går igen om morgenen. En dag fortæller Abdul stolt, at han har en anden syrisk kone i samme by – også en mindreårig.

Skilsmissen kommer brat efter en episode, hvor Abdul overfalder Jamilas bror og brækker hans arm. Herefter ophæver han ægteskabet og vender aldrig tilbage.

I dag bliver han dog stadig set i Mafraqs gader.

Jamila er nu 17 år. Hun bor i et fattigt kvarter i Amman og er gift med Muhammed på 21, som også er flygtet fra Syrien.

quote ikon

Når der er krig og flygtning, så kan man få sig en billig barnebrud. For mændene fra Golfstaterne er vi ligesom at købe et stykke legetøj.

Jamila, bortgiftet som 13-årig.
Loading...

    Andre artikler om #Rettigheder

    Loading...