Rejs verden rundt med CPH:DOX
Af Rasmus Brendstrup. Foto: Stills fra dokumentarfilm.
København, Danmark
Sociale, politiske og kulturelle bevægelser vender i disse år op og ned på etablerede sandheder og gamle magtforhold.
Filmmediet er ofte en aktiv del af forandringsprocessen, men lige så ofte er kameraet og boomstangen nyttige redskaber til simpelthen at se, hvordan landet ligger uden for vores Facebook-radius.
Mange af filmene er lavet af vesterlændinge, nogle med nysgerrighed og sanselighed som drivkraft, andre båret af en tydelig vilje til forandring.
Her følger tre anbefalinger – men der er meget, meget mere godt på vej.
Glæd dig til 12 dage med instruktørbesøg, debatter og over 200 film fra bl.a. Hongkong, Syrien, Grønland, Brasilien og Kina – en perlerække af film fra de kontinenter, vi alt for sjældent ser noget til i biografer og mediestrømme.
Hold øje med cphdox.dk i de kommende uger.
Rusland: Garage People
Instruktion: Natalija Yefimkina. Tyskland, 96 min.
Hvis man skulle tage et filterløst kig ind i en folkesjæl, ville det optimale være at fjerne en væg på landets huse og smugkigge ind udefra. Konceptfilmen Garage People gør præcis det.
Eller rettere: Filmens personer har selv gjort arbejdet, for de udfolder store dele af deres liv (de vigtigste, får man indtryk af) i bilgarager uden biler og porten på vid gab.
På Kola-halvøen i det våde, nordlige og forblæste Rusland ligger sådanne garager som perler på en snor. Velkommen til absurd teater fra en Putin-fjern, men menneskenær virkelighed.
Et rockband giver en forsagt pige chancen som forsanger, og det lyder ad helvede til, indtil hun begynder at growle. En dame har en kennel for gravhunde. En mand, der ”nok ikke er rigtigt troende”, skærer træikoner til den lokale præst.
Det er kombinationen af dygtig research, mærkbar tillid og en skarp visuel form, der løfter Garage People fra etnografi til smågenial kunst.
Næsten hver eneste skæv karakter synes at være en omvandrende metafor. Som manden på 73 år, der har brugt de seneste 36 år på at grave et gigantisk tunnelsystem under sin garage uden formål.
”Mine venner er døde af druk. Jeg lever. Så hvorfor skulle jeg dog stoppe med at grave?”.
Colombia/Cuba: A colombian family
Instruktion: Tanja Wol Sørensen. Danmark, 80 min.
I Colombia holder man endnu vejret, efter at fem årtiers væbnet konflikt mellem FARC-guerillaer og landets regering blev afløst af en fredsaftale i 2016. Det er på den historiske baggrund, at et ikke helt almindeligt liv nu udspiller sig i A Colombian Family.
Den unge kvinde Yira er datter af en hardcore FARC-kriger og kommunist, som hun kun mødte i fængslet som barn.
Han levede ikke længe nok til at opleve freden, og Yira blev sendt i sikkerhed på Cuba. Hun har kun set sin mor, Ruby, sporadisk, for Ruby har viet sit liv til fredsprocessen og knokler med at forebygge stridigheder mellem skeptiske bønder og regeringen.
Ruby, der ruller rundt med bevæbnet bodyguard om dagen og falder i søvn mellem papirstakke om aftenen, ville i de fleste dokumentaristers hænder være blevet ubestridt hovedperson. Men Yira, der er nybagt mor, repræsenterer fremtiden, og for hende er Rubys dagsorden selvisk og holder familien splittet.
A Colombian Family er ikke en politisk dokumentar, men et dybfølt og nuanceret portræt af den pris, det ofte har at ofre sig for en sag.
Nepal: The beloved daughter
Instruktion: Tiina Madisson. Finland, 72 min.
"Nu skal du glemme os. Efter du er blevet gift, er jeg ikke din far længere". Så brutal er beskeden til 14-årige Rekha, inden hun skal bortgiftes og forlade sin trygge nepalesiske landsby, hvor sarierne lyser op mellem rismarker og lerklinede huse.
Her bliver mere end hver anden pige gift, inden de fylder 18 år.
Rekha er filmens bankende hjerte, med et vidunderligt smil, mørke mandeløjne og gylden ring i næsen. Men hun bekræfter på en lidt umoderne måde, at der er langt til en udfordring af patriarkatet: Hun udtrykker ingen trods, kun et forsigtigt håb om at få lov til at læse videre efter giftermålet.
Faren er på en måde mere kompleks og interessant, for han er ingen skurk, men en senet mand med pinslen malet i ansigtet i næsten hver en scene.
Vi kan kun gisne om, at det er lokalsamfundets normer, der truer med at flå ham itu indefra.
Rekha er hans øjesten, hans et og alt. Så meget desto mere smertelig er den usynlige snor, der trækker dem fra hinanden.
Terai-området i Nepal indfanges i smukke nærbilleder, der gør filmen til en sanseoplevelse.
Verdens 12 millioner årlige giftermål med barnebrude gør den til en nødvendig film.
