Gå til indhold
VENEZUELANSK SUCCESFORFATTER

"Jeg behøver ikke undskylde for at have skrevet en roman!"

Det har været en smertefuld rejse for forfatter Karina Sainz Borgo at skrive sin debutroman, Det blev nat i Caracas. Den er skrevet i dyb frustration over situationen i Venezuela – men har også skabt vrede.
Karina Saiz Borgo læner sig op ad en bar

 

Af Lise Josefsen Hermann. Foto: A. Jeosm, Román Camacho.

Vrede og vold. To nøgleord i romanen Det blev nat i Caracas af den 37-årige venezuelanske debutforfatter Karina Sainz Borgo. Og to ord, som går igen og igen, når hun taler om bogen.

”Jeg føler en enorm frustration, en stor smerte og en vigtig vrede. Det er den, jeg skriver på. Vreden. Og en dyb trods. Men først og fremmest er bogen proppet med vrede”. 

Allerede inden bogen udkom, var den solgt til 22 lande. For forfatteren selv var den enorme succes en overraskelse: ”Jeg ved ikke, hvad der skete. Det er min første bog, jeg er stadig overrasket over det”, siger den 38-årige venezuelanske journalist, der har boet i Madrid siden 2006.

Hovedpersonen i Det blev nat i Caracas er den unge venezuelanske kvinde Adelaida, som lever i et dystopisk Caracas, hvor virkeligheden kunne være rammen for et science fiction-værk.

”Jeg vil gerne tro, at det er, fordi jeg rejser universelle spørgsmål, at bogen har haft så stor succes. At vi er mange, som føler os en smule som bøddel og som forældreløs. Det er ligesom vor tids følelser”, siger Karina Sainz Borgo. 

”Bødlens skyld” er et tema i bogen, som for eksempel manifesteres, da hovedpersonen, Adelaida, smider liget af nabokvinden ud ad vinduet, så hun selv har et sted at bo. ”Du er ikke skyldig, Adelaida”, siger hun til sig selv, ”som bylten fjernet for værdighed og liv” glider ud over vindueskarmen og ned fra højhuset – og rammer asfalten med hovedet først. 

Scenerne er stærke – der er vold, død, ødelæggelse og menneskeligt fordærv. Som da Adelaides mor dør, og begravelsen er alt andet end menneskelig. Eller da en gruppe, der kalder sig ”Børn af revolutionen” invaderer Adelaidas lejlighed og smadrer hendes tallerkener for øjnene af hende.

”Jeg er som Adelaide, der også er kommet for at lede efter sine smadrede tallerkener. Jeg havde et dybt behov for at sætte orden i oplevelser, som jeg følte, jeg var ved at glemme”, siger hun. 

”Bogen handler også om at leve væk fra sit land. Derovre. Allá. Det er et ord, der klør som stumpen efter en amputeret arm. Sådan har jeg også haft det. Mange modsatrettede følelser. Forholdet, man har til sit land, er komplekst. Som forholdet til en mor eller en far. Det er ikke sort og hvidt”. 

Hjemløs og transkønnet kvinde laver mad over bål under bro
Den barske virkelighed i Venezuela går hårdest udover de svageste. På billedet ses en hjemløs og transkønnet kvinde lave mad under en bro nær Guaire-floden i Caracas, Venezuela.

Venezuelas krise var som min mors død

Karina Sainz Borgo er ikke den eneste forfatter, der har ladet sig inspirere af Venezuelas voldsomme virkelighed, men med sin debutroman har hun gjort kometkarriere.

Selvom romanen er fiktion, er det tydeligt, at emnet for romanen berører forfatteren dybt. 

"Det var, som om min mor døde. Dét Venezuela, som jeg kendte, døde. Døden og volden er virkelig central i bogen. Meget vigtig. Der er folk, som skriver om kærlighed og familie. Jeg skriver altid om vold og vrede. Jeg tror, jeg valgte at blive journalist for at kende den del, der handler om vold”.

Romanen veksler mellem et nutidigt og fremtidigt science fiction-univers i Caracas – og så flashback til en idyllisk fremstilling af Adelaidas barndom.

Den del, det gjorde mest ondt at skrive, handler om barndommen. Barndommen er den døde mor. Det er et dødt land. Fortiden er Adelaidas tilflugt fra rædslerne

"Der er ingen, der kan lide at lade sin mors uperfektheder komme for dagens lys. Men selvfølgelig har hun dem. At skrive den her bog var ligesom at lægge min mors – mit lands – fejl frem på bordet”

Unge skoleelever står samlet om Erik Altuves åbne kiste
Erick Altuve fra Caracas døde, fordi de offentlige hospitaler i Venezuela ikke har medicin og ressourcer til at behandle leukemi. Billedet er fra hans begravelse, hvor flere skolekammerater var mødt op for at tage afsked. Hans død er blevet et symbol på Venezuelas mangelfulde sundhedssystem. 

Jeg behøver ikke undskylde

Og Karina Sainz Borgo har da også fået kritik for, at hendes roman, der er voldsomt kritisk over for dagens samfund i Venezuela, er politiserende.

Det nægter hun selv, og hun bliver tydeligvis irriteret, når emnet falder på romanens forhold til virkeligheden: ”Jeg behøver altså ikke undskylde for at have skrevet en roman. Det er en roman, det er fiktion. Forstår I det ikke snart? Jeg har ikke skrevet bogen for at forklare noget som helst. Det er også derfor, jeg har valgt, at der ikke er navne eller årstal i bogen”, siger hun.

”Jeg følte et dybt behov for at skrive bogen og skabe en historie så smuk som muligt. Det er litteratur, vi skal tale om, ikke?” siger hun og citerer peruanske Mario Vargas Llosa: ’Jeg skriver fiktion for at tillade mig at lyve, for at tale om virkeligheden’. Og min fortæller er meget kritisk over for Venezuela”.

Hun ryster på hovedet over, at nogle, ”for eksempel venstreorienterede i Europa”, bliver vrede over indholdet og samfundskritikken:

”Jeg ville ønske, at bogen var en utopi, som nogle europæere læser den. Men det siger allermest noget om, hvor langt vi er fra at forstå nuancerne i verden generelt og især i Venezuela. Det overrasker mig faktisk, at nogen kan være generet af fremstillingen af Venezuela i bogen. I ved jo godt, at Superman ikke er virkelighed, ikke?" 

Det blev nat i Caracas udkommer på dansk på forlaget Gyldendal. 

Loading...

    Andre artikler om #kunst&kultur

    Loading...