10 idéer der forbedrer verden
Fremtidsmasker og afgrøder, der kan plantes i aflagte madrasser i flygtningelejre, skal være med til at forbedre verden. Læs mere om de innovative projekter og mange andre gode idéer fra ind- og udland.
Af Lasse Skytt.
1. Comeback til det genanvendelige tørklæde
Papirindustrien er den tredjestørste industrielle udleder af CO2.
Alene i USA fældes der hvert år otte millioner træer til produktionen af papirlommetørklæder. Det vil den danske virksomhed LastObject lave om på.
Virksomheden, som er kendt for sine genanvendelige vatpinde, LastSwab, har udviklet et genanvendeligt lommetørklæde. LastTissue er lavet af silikone og designet til at kunne tørre næsen op til 2.800 gange.
2. Mikrochips i vandmænd
Forskere fra Stanford University er lykkedes med at sætte mikrochips i vandmænd. Mikrochipsene gør det muligt at følge vandmændenes bevægelser og filme under vandet.
Ifølge forskerne kan de såkaldte bioniske vandmænd gøre os klogere på klimaforandringer og andre forhold dybt under havets overflade, hvor mennesker ellers ikke er i stand til at færdes uden instrumenter, der risikerer at forstyrre havlivet.
3. computerspil simulerer livet som flygtning
En tidligere flygtning fra Sydsudan, som i dag bor i USA, har udviklet et computerspil, der simulerer livet på flugt.
Spillet hedder Salaam, og undervejs skal man bl.a. undvige en pistolregn, flygte fra sit hjem og håndtere udfordringer som tørke, udmattelse og hungersnød.
Når man køber mad til sin figur i spillet, går pengene til måltider i flygtningelejre ude i den virkelige verden.
4. svævende fodgængerfelt skal redde liv
På fire år er 10.000 fodgængere kommet til skade i trafikken i Thailand. Mange af dem er børn på vej til skole.
For at reducere antallet af ulykker har en gruppe frivillige nu malet et "svævende fodgængerfelt" på en skolevej i udkanten af Bangkok.
Fodgængerfeltet er en optisk illusion, som på afstand skal få bilisterne til at spærre øjnene op og sænke farten.
Det forventes, at idéen, som opstod i Island i 2017, spreder sig til hele verden i de kommende år.
5. Menneskelort omdannes til briketter
Verdens enorme forbrug af trækul bidrager til både fældning af skov og øget CO2-udledning.
For at reducere forbruget af trækul har den kenyanske virksomhed Sanivation udviklet en alternativ løsning – biobriketter lavet af menneskelort.
Sanivation indsamler containere fyldt med afføring fra 650 særligt designede toiletter to gange om ugen og omdanner det derefter til billige biobriketter.
Indtil videre er der solgt 1.500 ton briketter til fabrikker, skoler, restauranter og husholdninger i Kenya.
Konceptet har også forbedret saniteten for 20.000 kenyanere.
6. flygtninge dyrker afgrøder i aflagte madrasser
Jorden i Za’atari-flygtningelejren er for tør og saltet til landbrug. Derfor må de syriske flygtninge, som ellers ofte har erfaring med at dyrke afgrøder i deres hjemland, tit gå sultne i seng.
For at komme problemet til livs har en gruppe flygtninge i samarbejde med University of Sheffield og UNHC udviklet en metode, der gør det muligt at dyrke afgrøder i de mange aflagte skumgummimadrasser, som er tilovers i lejren.
Madrasserne kræver mindre vand end almindelig landbrugsjord, og flere end 100 flygtningefamilier benytter sig nu af metoden.
7. Fremtidsmaske renser luften
På verdensplan dør syv millioner mennesker hvert år af luftforurening.
Men nu har den amerikanske virksomhed Aō Air udviklet en fremtidsmaske, der renser den luft, du indånder gennem din næse og mund.
Masken kan rense helt op til 240 liter ren luft i minuttet og har desuden en indbygget bluetooth-teknologi, som konstant måler dit åndedræt og tilpasser sig dine omgivelser.
Masken koster lidt over 2.000 kr.
8. gør det nemmere at donere til hjemløse
I London er en ud 50 borgere hjemløs. I et stadigt mere kontantløst samfund går færre mennesker dog rundt med småmønter i pungen, som kan gives til de hjemløse på gaden.
Derfor har organisationen TAP London installeret 90 automater i hovedstaden, hvor man med et enkelt "tap" med sit kreditkort kan donere tre pund (cirka 25 kr.) til byens hjemløse.
Organisationen har indtil videre indsamlet over 1 mio. kr. til de hjemløse, og konceptet udbredes nu til flere byer.
9. robot luger ukrudt på markerne
Det kan være særdeles udmattende at luge ukrudt med de bare næver. For landmænd med store marker kan det være en nærmest uoverskuelig opgave.
En nyudviklet robot med navnet Odd.Bot automatiserer det sure arbejde – og uden at gøre skade på markens afgrøder, som det ofte sker ved brug af traktorer og sprøjtemidler.
Robottens kameraer og sensorer sørger for, at det kun er ukrudt, der bliver fjernet fra markerne.
Metoden er 100 procent økologisk.
10. Blockchain mindsker svindel med luksusvarer
Den britiske startup Everledger har udviklet en løsning, der gør handel med diamanter, kunstværker og andre luksusvarer mere etisk og sikker.
Firmaet bruger blockchain til at skabe en digital tvilling af den handlede vare og dens unikke karakteristika.
Systemet giver alle involverede parter – fra producent til forbruger – mulighed for at følge varens rejse gennem forsyningskæden. Løsningen reducerer muligheden for svindel.