Styrker den vores empati for verdens nødstedte eller vokser frygten og modløsheden?
Af Andreas Kamm, tidligere generalsekretær for Dansk Flygtningehjælp.
Illustration: Marie Boye Thomsen.
Corona-krisen vil få store konsekvenser for verdens fattige og fordrevne.
De rammes ekstra hårdt på grund af deres ringere sundhedstilstand og uhygiejniske leveforhold. Det globale økonomiske tilbageslag vil reducere den internationale bistand. Private virksomheders muligheder for at investere i udviklingslandene bliver vanskeligere, da de må kæmpe for at overleve.
Efterspørgslen efter de fattige landes produkter vil falde. Det samme gælder behovet for deres legale såvel som irregulære arbejdskraft. Remitterne vil derfor skrumpe til ugunst for migrantarbejdernes familier og deres hjemlande.
Billedet er ikke overraskende, men det er skræmmende, og spørgsmålet er derfor, om der også tændes et håb i dette dystre scenarie: Krisens omfang har for alvor ændret vores dagligdag og rystet troen på fremtiden.
Men har krisen også skubbet til vores forståelse for andre, så vi fremover vil bidrage mere til at hjælpe de nødstedte og leve op til sætningen ”Leave no one behind”?
Det kan man håbe, og man kan håbe, at vi indser, at verden hænger sammen, både når vi taler om corona-virus, og når vi taler om fattigdom, konflikter og fordrivelse.
Man kan håbe, at vi indser, at verden hænger sammen, nåde når vi taler om corona-virus, og når vi taler om fattigdom, konflikter og fordrivelse.
Virussens smittekæder
Mit billede er, at ligesom virussen har smittekæder, så har fattigdom, konflikter og fordrivelse det også.
En konflikt kan, som det for eksempel skete i Syrien, starte som en intern demonstration. Men snart efter blander andre sig, og lidt senere melder endnu flere sig. Det smitter.
Det hænger sammen som en viral smittekæde af forskellige aktørers interessevaretagelse. Og vi taler om at ”inddæmme” konflikterne, sikre, at de ikke spredes yderligere og bliver farlige for verden og for os.
Hvis corona-krisen kan gøre det lettere for os at forstå de nødstedtes situation og for alvor få os til at erkende, at verden hænger (uhjælpeligt) sammen, så er der håb.
Vi vil forstå, at ”deres” nød og konflikter er forbundet med ”vores” verden og kan få konsekvenser for ”vores” dagligdag – kriserne smitter.
Menneskeligheden og empatien udfordres imidlertid af frygten og modløsheden.
Krisen øger vores frygt for det fremmede og for at miste det, vi holder af: vores demokrati, velfærden, tilliden til hinanden, det ikkekorrupte fællesskab, vores identitet – ja, os selv.
Frygten overmander let menneskeligheden og blokerer forståelsen.
Fokus rettes mod forskellene mellem “os” og ”de andre” og ikke så meget mod, at vi alle er mennesker med nogenlunde de samme drømme om en tilværelse, hvor vi kan gå på arbejde, gå i skole og leve fredeligt i de omgivelser, som vi kender og er trygge ved.
Vi glemmer, at de fleste er ligesom os – de færreste er terrorister og ekstremister.
Modløshed og skuffelse
Og så er der vores modløshed. Vi har i årtier sendt hjælp til udviklingslandene, men virker det?
Der er stadig korrupte og brutale diktatorer i mange lande, og der er stadig krige og konflikter i Irak, Afghanistan, Somalia, Syrien, DR Congo, Sudan, og vi kan blive ved.
Skuffelse og modløshed hos almindelige skatteydere og træthed hos de institutionelle donorer er kendte fænomener.
Ændrer corona-krisen ved disse reflekser og ved balancen mellem på den ene side frygt og modløshed og på den anden side menneskelighed og empati?
Det må vi håbe på – og det må vi arbejde for. Det sidste er vigtigt, for det kommer ikke af sig selv.
Historien har mange eksempler på, at vi i pressede situationer fortrænger empatien, taber tilliden til andre, vender os indad og forlader de store fællesskaber.