Frivillige forsøger at stoppe smitten, men kæmper mod sult, udgangsforbud og politivold
Af Andreas Greiber Bauman. Foto: PlanBørnefonden.
Nairobi, Kenya
I Mathare-slummen i Kenyas hovedstad, Nairobi, fyldes aftenluften af tudende politisirener, der får blikhusene til at sitre, næsten lige så snart udgangsforbuddet træder i kraft hver aften ved solnedgang.
Folk kan ofte ikke nå hjem fra arbejde inden klokken 19, så politiet rykker hele tiden ud for at genne dem inden døre som et led i regeringens strikse tiltag mod COVID-19.
Det sker dog med særdeles hårdhændede metoder: svingende knipler, tåregas og knaldende pistoler.
”Der er kampe mellem unge og politiet næsten hver aften,” siger Calvin Shikuku, en 22-årig ung mand, der har boet det meste af sit liv hos sin tante i et simpelt blikskur i Nairobis slum.
Under corona-krisen har han på de sociale medier fortalt om, hvordan man undgår at blive smittet, og hvordan hans lokalområde i det hele taget klarer krisen.
Det bliver sværere og sværere, fortæller han.
”Der er meget desperation i vores område lige nu. Mange af vi unge er frustrererede, fordi vi i forvejen ikke kan skaffe penge og mad nok. Og det er kun blevet vanskeligere med regeringens tiltag mod COVID-19,” siger Calvin Shikuku.
Mange er blevet arbejdsløse, forklarer han.
De fleste af områdets bygningsarbejdere er for længst sendt hjem uden løn, fordi byggepladserne er lukket.
Hans egen tante har han ikke set i ugevis, fordi hendes arbejdsgiver i Nairobi ikke vil lade hende tage hjem til slummen og udsætte sig for smitte.
Politivold
Og slummens mange lokale småhandlende, der plejer at tjene deres penge om aftenen på at sælge snacks og mad til de hjemkomne pendlere, kæmper desperat for at holde deres forretning kørende på trods af udgangsforbud og påbud om at holde afstand.
Politiet gør det svært, når de håndhæver de nye corona-regler.
”Politiet kommer hver aften og slår løs på folk og ødelægger deres butikker. De skyder også tit med skarpt. En teenager blev skudt her i området, kun 20 minutter efter at udgangsforbuddet trådte i kraft for første gang,” siger Calvin Shikuku.
Den episode fra april fik massiv omtale i medierne. Kritikken førte til, at landets præsident, Uhuru Kenyatta, så sig nødsaget til på landsdækkende tv at undskylde for den overdrevne politivold.
Men han forsvarede sig med, at det alt sammen blot var forsøg på at håndhæve tiltagene mod COVID-19. Undskyldningen har endnu ikke fået volden til at stoppe.
”Det er kun et par dage siden, politiet sidst raserede hele hovedgaden her i området og smadrede mange små boder, fordi udgangsforbuddet blev brudt. En, jeg kender, fik så mange tæsk, at han brækkede begge ben og nu er på hospitalet,” siger Calvin Shikuku.
Svingende sikkerhed
Også i Uganda er der meldinger om udbredt politivold i forbindelse med myndighedernes håndhævelse af tiltagene mod COVID-19.
Det har 27-årige Dickson Ojakol mærket på egen krop.
Han bor i Banda-slummen i hovedstaden, Kampala, og var ude for at lave en oplysningsvideo om COVID-19 sammen med nogle venner en sen eftermiddag, da politiet pludselig dukkede op.
”Jeg så dem ikke, før jeg pludselig selv blev kniplet ned bagfra. De forklarede ingenting, slog bare løs. Så da jeg kom på benene, løb jeg alt, hvad jeg kunne,” siger Dickson Ojakol, der har boet hele sit liv i slumområdet.
Fra slummen i Zimbabwes næststørste by, Bulawayo, fortæller den 22-årige unge mand Praise Nkala, at han for nylig så politiet jage en lille dreng hjem, fordi han havde brudt udgangsforbuddet med nogle minutter.
”Politifolkene løb hele vejen med drengen ind i hans hus og afstraffede så hele familien for drengens forseelse,” siger Praise Nkala.
Han frygter dog folks ulydighed og ligegyldighed over for COVID-19 mere end politiets vold, understreger han.
”Folk her tager ikke corona særlig alvorligt. De fleste tænker kun på, hvordan de kan få noget at spise. De holder ikke afstand eller beskytter sig ordentligt mod smitte. Det kan ende galt,” siger han.
Unge corona-helte
Siden corona-krisen brød ud, har de tre unge mænd som frivillige hos PlanBørnefonden arbejdet for at gøre de afrikanske slumområder klar til corona.
Fonden modtager dansk udviklingsbistand til projektet. I månedsvis har de lavet plakater med gode råd til at undgå smittespredning, produceret informationsvideoer til de sociale medier og talt med naboer om god hygiejne og smitterisiko.
I Nairobi har Calvin Shikuku for eksempel været med til at uddele hjemmelavede ansigtsmasker, som en kvinde, han kender, selv fremstiller på sin symaskine.
Pengene til materialer får hun fra ngo'en Slum Dwellers International.
Og Dickson og Praise er begge i gang med nye corona-film, som de deler på de sociale medier.
Men den intensiverende politivold har gjort oplysningsarbejdet svært, forklarer de alle tre.
Dels er det blevet besværligt at mødes med andre mennesker for at oplyse om COVID-19 uden at risikere at blive anholdt eller slået af politiet. Og dels har mange i slummen efterhånden helt mistet tilliden til myndighederne.
”Politiet samler folk i store grupper og tæsker løs på dem eller fylder en helt pickuptruck med anholdte. Hvis en af dem er smittet, er der en stor risiko for, at smitten vil sprede sig på grund af politivolden og ikke på trods af den,” siger Calvin Shikuku.
”Jeg frygter, at COVID-19 får fat og spreder sig her i området, hvor der ikke er rent vand, og hvor folk bor meget tæt. Så vil mange dø. Men jeg er også bange for, at regeringen lukker mere ned for samfundet, for så dør folk af sult.”
Praise Nkala fra Zimbabwe har lignende skrupler. I dag kan han dårligt nok skaffe mad nok til et enkelt måltid om dagen.
”Hvis jeg går ud, er jeg bange for, jeg vil blive smittet med COVID-19. Hvis jeg ikke går ud, vil jeg dø af sult. Det er meget stressende,” siger han.
Stigmatisering
Det dilemma er en opskrift på vold, siger senior manager i PlanBørnefonden Morten Lynge, der er ansvarlig for det urbane udviklingsarbejde.
”At man beder folk om at blive hjemme i de her slumområder, er det samme som at sige, at de ikke skal have noget mad. Folk der kan jo ikke hamstre og proppe køleskabet til flere ugers isolation, som vi kan i Danmark. Så de er desperate for at komme ud og skaffe mad, og det giver vold og sammenstød med politiet,” siger Morten Lynge, der også er ved at skrive en ph.d.-afhandling om vold i skrøbelige byområder og unges aktive medborgerskab.
Som om volden ikke var problem nok i sig selv, fører sammenstødene med politiet også til, at slumområdernes beboere stigmatiseres yderligere af resten af samfundet, fordi de ikke makker ret, påpeger han.
”Sympatien er ikke med slummen. De trodser udgangsforbuddet og bliver tæsket hjem af politiet. Men de bliver ikke set som ofre, men som nogen, der potentielt kan smitte. Det skaber splid,” siger Morten Lynge.
Samtidig kan myndighedernes kamp mod corona give bagslag, i den forstand at de strikse tiltag også risikerer at kvæle de græsrodsaktiviteter og frivillige corona-krigere, der hidtil har gjort meget for at ruste Afrikas slum til corona-epidemien.
”De unge, vi samarbejder med, er faktisk dem, der har været allerbedst til at ruste lokalsamfundet til corona. Derfor er det afgørende, at man ikke fuldstændig kører det lokale civilsamfund over i den her krise. Man burde aktivere dem og udnytte deres hjælp i stedet for at tæske dem,” siger Morten Lynge.
Hvis jeg går ud, er jeg bange for, at jeg vil blive smittet med COVID-19. Hvis jeg ikke går ud, vil jeg dø af sult. Det er meget stressende.
Børn i fare
Frivillige er også en central del af beredskabet mod COVID-19 hos Røde Kors i Etiopien, hvor regeringen har indført undtagelsestilstand helt frem til den anden side af sommerferien og samtidig udskudt det længe ventede valg.
”Vi har aktiveret hele vores netværk af frivillige i landet til oplysning om, hvordan man undgår at sprede corona-smitten, og hvordan man håndterer stress og angst, når man bliver isoleret,” siger Hans Storgaard, der er udsendt af Dansk Røde Kors til Etiopien.
Han forklarer, at deres hundredvis af frivillige hjælper med at bekæmpe myter om corona-smitte.
”Folk, der i forvejen er stressede og har angst, kan let gå i panik. Og det kan være med til at udløse for eksempel vold i hjemmet. Det er nogle af de beskyttelsesbehov, hvor vores frivillige i nabolaget måske kan hjælpe.”
Red Barnet fortæller, at det også især er frivillige hos dem, der er sidste led i arbejdet med at give psykosocial støtte og informere om COVID-19. Men samtidig er man bekymret for, at tiltagene mod COVID-19 også medfører flere krænkelser og mere vold mod verdens børn.
”Vold mod børn og børneægteskaber stiger under en epidemi. Det ved vi fra ebola-epidemien i Vestafrika, hvor for eksempel antallet af teenagegraviditeter i Sierra Leone skød kraftigt i vejret. Det er vi ekstremt bekymrede for,” siger Jakob Mikkelsen, teamleder for Afrika i Red Barnet.
Tørke og græshopper
Hans Storgaard fra Røde Kors siger samtidig, at COVID-19's ankomst til Etiopien blot er den seneste katastrofe i en lang række af ulykker, der rammer landets mest udsatte mennesker.
”Der er i forvejen sult på grund af tørke og klimaforandringer. Der er et par millioner internt fordrevne på grund af etnisk vold og lejre med en million flygtninge fra nabolandene. Og tilsæt så lige græshoppeplagen oveni. Så har vi desværre alle ingredienser til en stor humanitær krise,” siger Hans Storgaard.
Der er samtidig voldsomme oversvømmelser i mange dele af Kenya.
Jakob Mikkelsen fra Red Barnet påpeger, at den store forskel mellem denne epidemi og for eksempel ebola-krisen er, at de økonomiske konsekvenser er så enorme nu, fordi corona ikke er isoleret til Afrika.
”Det, der gør corona-krisen ekstra svær, er, at vi også selv er ramt i Europa, hvilket skaber et kæmpe pres på pengekasserne. Vi har travlt nok med at tænke på os selv. Den situation har vi aldrig stået i på den måde.”
Økonomisk tilbageslag
Smitten kan de frivillige altså godt være med til at holde i ave. Men de mange økonomiske konsekvenser af corona-krisen kommer til at ramme hårdt.
FNs økonomiske kommission for Afrika vurderer, at millionvis af jobs vil gå tabt, og særligt de 250 millioner afrikanere, der har uformelt arbejde i storbyerne, er i risikozonen.
En rapport fra Oxfam IBIS spår, at de økonomiske konsekvenser af corona-krisen kan sende op mod en halv milliard mennesker mere ud i ekstrem fattigdom – de fleste fra afrikanske lande syd for Sahara.
Dermed stiger antallet af fattige for første gang siden 1998.
”Vi kan få en situation, hvor nogle lande i Afrika slet ikke bliver ramt af corona,' siger Kristian Weise, generalsekretær i Oxfam IBIS. 'Men alligevel bliver de ramt økonomisk, så der kommer mange flere fattige, fordi nedgangen i verdensøkonomien er så voldsom.”