Et skalkeskjul for forfølgelse af homoseksuelle i Uganda
Af Tanja Dittfeld. Foto: Sumy Sadruni/AFP/Ritzau Scanpix.
Kampala, Uganda
Omkring kl. 11 søndag den 29. marts 2020 modtog retshjælpsgruppen Human Rights Awareness and Promotion Forum (HRAPF) en opringning fra den administrerende direktør for et herberg for unge hjemløse LGBTI-personer i udkanten af Kampala, Ugandas hovedstad.
En advokat og en advokatsekretær fra HRAPF tog straks hen til herberget, men da de ankom, var 23 personer – herunder direktøren, en sygeplejerske, 15 af herbergets beboere og seks besøgende – allerede anholdt og ført væk.
En af de tilbageværende sikkerhedsstyrker meddelte HRAPF, at han var instrueret i at anholde alle, der kom til herberget, og de to HRAPF-ansatte blev derfor også anholdt.
Det viste sig at være held i uheld, da de blev ført til samme politistation som de 23 anholdte og kunne tale med dem.
De to HRAPF-ansatte blev hurtigt løsladt, hvilket er mere, end kan siges om de unge LGBTI-personer.
”Det er som en slagmark. Det er, som om vi bliver sat tilbage til dengang, vi lige havde startet bevægelsen. Krisen har vist os, at homofobi ikke er slut. Faktisk bliver corona brugt som endnu en måde at fremstille LGBTI-personer som syndebuk på,” siger Pepe Julian Onziema, som er en transkønnet mand, aktivist og programleder hos Sexual Minorities Uganda (SMUG).
Corona-tiltale med beviser på homoseksualitet
Officielt er de 23 tiltalt for ”en uagtsom handling, der sandsynligvis spredte infektion af sygdom” og ”ulydighed efter lovlige ordrer”.
De anholdte blev med andre ord anholdt for at have brudt forbuddet mod at samles mere end ti personer – hvilket i skrivende stund er nede på fem personer.
Der var bare det ved det, at forbuddet ikke gjaldt for hjem eller herberg.
Det viste sig da også hurtigt, at razziaen intet havde med COVID-19-forebyggelse at gøre.
Det er nemlig lykkedes HRAPF at spore startpunktet for razziaen tilbage til herbergets naboer, som kontaktede den lokale borgmester, Hajj Abdul Kiyimba, fordi de var bekymrede over herbergets unge beboeres ”homoseksuelle” opførsel.
Borgmesteren reagerede prompte ved at lede razziaen på herberget med hjælp fra medlemmer af den lokale forsvarsenhed og Uganda Peoples Defense Forces (UPDF).
Under razziaen blev herberget eftersøgt for at finde beviser på homoseksualitet.
Hiv-selvtest-kits, PrEP og kondomer er blandt andet inkluderet som bevismateriale for de anholdtes homoseksualitet.
Human Rights Watch hævder også at være i besiddelse af en video, der viser borgmesteren slå mindst to af de unge beboere under razziaen og anklage dem for homoseksualitet.
Hæng dem
Uganda blev i 2009 verdenskendt for sin ”Anti-Homosexuality Bill” – også kendt som ”Kill Bill”– fordi loven indeholdt et forslag om dødsstraf for visse seksuelle handlinger mellem to personer af samme køn.
Lovforslaget blev mødt med skarp international kritik og trussel om standsning af udviklingsstøtte fra en række lande, herunder Danmark.
Loven blev derfor først vedtaget i december 2013.
Mens de diplomatiske og økonomiske magtkampe rasede, steg hetzen mod og angrebene på LGBTI-personer drastisk.
En kendt homoseksuel aktivist, David Kato, blev mishandlet til døde i sit hjem, efter at en avis havde hængt homoseksuelle ud med navne og adresser under overskriften ”Hæng dem” i 2011.
Antihomoloven blev annulleret otte måneder senere på grund af en teknikalitet.
Selvom det var et skridt i den rigtige retning, betyder det ikke, at den overvejende konservativt kristne ugandiske befolknings holdning til homoseksualitet har ændret sig nævneværdigt.
Ifølge en undersøgelse fra den amerikanske tænketank PEW i 2013 svarede 96 procent af de adspurgte i Uganda, at homoseksualitet ikke skulle accepteres i samfundet.
Uganda forbyder desuden stadig ”unaturlig sex”, som blev vedtaget, mens Uganda stadig var en engelsk koloni i 1950.
”Vi bærer byrden af loven på vores skuldre. Så da COVID kom, fandt den os allerede i en tilstand, hvor vi prøvede at bryde fri af angst og isolation,” siger Pepe.
Nødlove rammer skævt – med vilje?
I et blogindlæg understreger den britiske konfliktforsker og Afrika-kender Alex de Waal, at globale pandemier udfolder sig forskelligt, og derfor passer standardreaktionen på corona-pandemien som set i Asien, Europa og USA ikke nødvendigvis til de afrikanske samfund.
Alligevel har Uganda netop fulgt standardmodellen – nærmest på steroider.
Siden april har Uganda indført transportforbud for både offentlig og privat transport, udgangsforbud, lukning af skoler, barer, caféer, restauranter og alle butikker, der ikke sælger fødevarer.
Modsat lande som Danmark er der ingen hjælpepakker at hente til at modstå de økonomiske konsekvenser.
I Uganda er familien derfor et afgørende sikkerhedsnet.
For mange LGBTI-personer betyder den socialt forankrede homofobi dog, at forholdet til deres familie er langtfra rosenrødt.
”Vi er tvunget til at bo sammen med enten krænkende partnere eller voldelige familier, fordi det er her, vi kan få mad eller husly,” uddyber Pepe.
”Jeg kan ikke engang ringe til min familie”
Det er heller ikke alle LGBTI-personer, der har mulighed for at vende sig mod familien – heller ikke under corona-krisen.
Det er tilfældet for 21-årige Mugissha Nicholas, som blev smidt ud hjemmefra for et år siden, da hans familie fandt ud af, at han er homoseksuel.
Nicholas mistede ikke kun sin familie, men også sin mulighed for at færdiggøre sin cateringuddannelse, da familien nægtede fortsat at betale for hans studier. Uddannelse koster altid penge i Uganda.
Nicholas bor for øjeblikket alene hos en af de civilsamfundsorganisationer, der hjælper LGBTI-personer i Kampala.
Det er ikke normal procedure, men der er ikke plads på de herberger, der ellers tager sig af hjemløse LGBTI-personer.
Samtidig gør anholdelsen af de 23 LGBTI-personer også andre LGBTI-personer noget betænkelige ved at søge husly hos de kendte LGBTI-herberger, og på herberger for ”normalbefolkningen” er det selvsagt med risikoen for verbal og fysisk homofobisk vold.
”Jeg prøvede at finde et arbejde i Kampala, så jeg kunne gøre min uddannelse færdig. Det er svært at få job som homoseksuel,” fortæller Nicholas.
For mange LGBTI-personer handler udfordringerne med at finde et arbejde om såvel reel som forestillet diskrimination.
Der er nemlig en udbredt mistankekultur sammenkædet med et nærmest fasttømret signalement af, hvordan LGBTI-personer ser ud.
Kvinder med dreadlocks formodes for eksempel ofte at være lesbiske, mens mænd i stramme jeans forventes at være homoseksuelle.
”Hvis du ikke er klædt, som samfundet mener, at en kvinde eller mand skal klæde sig, så formodes du at være en del af LGBTI-samfundet,” uddyber Pepe.
Det betyder også, at frygten for at blive afsløret som LGBTI-person på arbejdspladsen er konstant.
Desperat efter arbejde begyndte Nicholas at arbejde som sexarbejder.
”Jeg mødte primært mine kunder på barer, men det har COVID-19 gjort umuligt,” fortæller han. Nicholas’ historie er på ingen måde unik.
En isolations-pandemi
Mens homoseksualitet er kriminaliseret, giver Ugandas forfatning ret til ytrings- og foreningsfrihed. LGBTI-aktivister udnytter denne frihed til at danne foreninger for LGBTI-personer.
Ligesom i lande verden over gør Ugandas påbud om social distancering og udgangsforbud det svært at mødes socialt. LGBTI-personer mødes ofte i deres organisationer.
COVID-19 har også øget presset på civilsamfundsorganisationers økonomi og ressourcer.
”Som LGBTIQ samfund, ikke bare som SMUG, havde vi hverken ressourcer til eller endda en idé om, hvordan COVID virkelig ville påvirke os. Så mange af organisationerne over hele landet har måttet ændre den måde, de arbejder på,” fortæller Pepe. SMUG, som er en advocacy og netværksorganisation for 18 andre LGBTIQ organiser, ser sig nu nødsaget til at levere service i form af mad, medicin og bolig.
Den 18. maj blev de 19 af de 23 unge, som har været tilbageholdt siden den 29. marts løsladt og anklagerne frafaldet. Det er bl.a. sket medhjælp fra organisationen HRAPF Human Rights Awareness and Promotion Forum og med støtte fra Danmark.
Pepe tilføjer: ”Under en krise som denne er ingen opmærksomme på, at LGBTI-personer bliver arresteret,”
”Og at homofobi får lov til at fortsætte ufortrødent.”