Gå til indhold
WORLD PRESS PHOTO

Et blik på en samtid

World Press Photo Foundation har kåret de bedste fotografier fra det seneste år. Det er stærke sager. Se med her.

 

Af Rikke Østergård. Foto: Mulugeta Ayene/Associated Press.

Den direkte stemme

Årets vinderbillede er fra Sudan, som i 2019 oplevede voldsomme protester.

Landets leder gennem 30 år blev væltet, men protesterne fortsatte.

Regeringsstyrkerne slog hårdt ned på demonstranterne og lagde eksempelvis internettet ned.

En ung mand står og reciterer protest-poesi midt i Khartoums demonstrationer.

Fotograf: Yasuyoshi Chiba/Agence France-Presse.

Såret kurdisk kriger for besøg på hospitalet

En 18-årig SDF-kriger er blevet slemt forbrændt i kampe mod tyrkiske soldater i det nordlige Syrien.

For første gang efter angrebet besøger hans kæreste ham.

Hun var usikker på, om hun kunne holde til at se på hans skader, men blev opfordret af en sygeplejerske til at gå hen til hans seng for at holde ham i hånden. 

Fotograf: Ivor Prickett/The New York Times.

Slægtning i sorg over offer for EY 302 flystyrt

En pårørende til en dræbt kaster jord i ansigtet, mens hun frustreret sørger på en mark uden for Etiopiens hovedstad Addis Ababa.

157 mennesker mistede livet, da en Boeing 737 MAX den 10. marts 2019 styrtede ned her kort tid efter afrejse fra lufthavnen.

En lignende ulykke i 2018, også med en Boeing 737 MAX, fik lande verden over til at lade flyene blive på landjorden, indtil eventuelle fejl med fatale følger er opklaret.

 
 Fotograf: Mulugeta Ayene/Associated Press.

Opvågning

En 15-årig armensk pige sidder i et asylcenter i Polen. Hun lider af såkaldt resignationssyndrom.

Hendes familie havde søgt om asyl i Sverige, men var blevet deporteret til Polen. 

Fotograf: Tomek Kaczor/Duży Format, Gazeta Wyborcza.

Sammenstød med politiet under regeringskritiske demonstrationer

Politiet og studerende støder sammen under demonstrationer i Algiers i Algeriet.

Siden februar 2019 har Algeriet været ramt af protester, som i april fik landets præsident til at opgive magten.

Protesterne fortsatte ind i 2020. 

Fotograf: Farouk Batiche/Deutsche Presse-Agentur.

ikke noget personligt – Krigens bagkontor 

En mand lægger et par anti-tank våben på plads i et baglokale og låser efter sig, da arbejdsdagen slutter på International Defence Exhibition and Conference i Abu Dhabi i De Forenede Arabiske Emirater.

Det er en af verdens største våbenmesser, og deltager-listen bliver hemmeligholdt.

På messen er krigsscenarier sat kunstigt op med dukker, billeder og koreograferede slag.

Fotograf: Nikita Teryoshin.

World Press Photo Foundation

The World Press Photo Foundation kårer hvert år de bedste pressefotografier fra hele verden.

Organisationen blev etableret i 1955 af hollandske fotografer med et ønske om at få udstillet deres billeder gennem en konkurrence.

World Press Photo Foundation er non-profit og uafhængig.

Andre artikler om #kunst&Kultur

Loading...