Af Anne Sofie Allarp. Foto: Imago Stock & People.
Trekvart århundrede som verdenssamfundets primære fælles beslutningsorgan og som interesseorganisation for menneskeheden skal markeres.
Generalsekretæren, António Gutteres, har lagt op til et år med dialog.
”Den største globale samtale nogensinde”, som forhåbentlig vil få verden til at tale om foreningen og fremtiden.
Og trods corona-pandemiens disruption er håbet stadig, at FN gennem partnerskaber og samarbejde kan rejse en grundig samtale om fremtiden for samarbejdet.
FN har dertil etableret en global online-holdningsundersøgelse, hvor man som verdensborger kan svare på spørgsmål som: ”Hvad skal det internationale samfund prioritere for at komme bedre ud af Covid-19-pandemien?” og ”Hvis du forestiller dig verden om 25 år, hvilke tre ting kunne du så godt tænke dig at se?”
Men hvis FN ser tilbage, så kan FN notere 75 år, der på mange måder understreger samarbejdets relevans.
”Et absolut højdepunkt i FN’s historie var året 2015. Året markerede både den deadline, man havde sat for årtusindemålsætningerne, og man kunne konkludere, at de var den mest succesrige globale indsats imod fattigdom nogensinde. Og så var det det år, hvor man fik indgået Parisaftalen på COP21-klimakonferencen i Paris i december måned. 194 lande og EU skrev under på at begrænse udledning af drivhusgasser og forpligtede sig til konkret at modvirke den globale temperaturstigning,” siger Mogens Lykketoft, der blandt andet er tidligere socialdemokratisk udenrigsminister, tidligere formand for Folketinget og formand for FN’s Generalforsamling 2015-2016.
Han fortsætter: ”Men på det tidspunkt var der også en velvilje i både Washington D.C. og i Beijing. FN bliver aldrig stærkere, end medlemslandene vil lade det blive. I 2015 var der et tidspunkt, hvor både Kina og USA havde ledere, der forstod, at de havde flere fælles interesser end det modsatte. Det er faktisk fortællingen om FN gennem alle 75 år.”
Og selvom der netop også er meget, der ikke er nået eller ikke er lykkedes, så er FN i dag et uomgængeligt samlingspunkt.
Den tidligere konservative udenrigsminister Per Stig Møller siger: ”Hvis FN ikke fandtes, ville verden jo skulle skabe sådan en organisation. Og det ville i øvrigt være svært i dag.”
FN's fødselsdag vil blive markeret enten fysisk eller virtuelt på forskellig vis i løbet af dette år.
Der vil blandt andet blive afholdt en ceremoni, der skal markere underskriftceremonien af FN chartret den 26. juni 1945 i San Francisco.
Derudover afholdes der et topmøde i september i forbindelse med Generalforsamlingens åbning.
Du kan læse mere om og deltage i FNs holdningsundersøgelse på https://un75.online.
Men historien byder også på mange udfordringer, på politisk ufremkommelighed, på nationale bias, på ressourceknaphed, administrativ træghed og direkte fiaskoer.
FN er blevet anklaget for at have svigtet palæstinenserne ved etableringen af Israel i 1948 og for at svigte Israel ved at lade mellemøstkonflikten fylde uproportionelt meget.
Foreningen er blevet anklaget for at være magtesløs i forhold til konflikterne i Kashmir, Somalia, Sydsudan, Yemen og Syrien. For ikke at have kunnet stoppe etnisk udrensning og folkemord i Cambodja (1975-1979), Rwanda (1994), Srebrenica (1995), Darfur (fra 2003 og frem) og Myanmars udrensning af rohingyaerne (2017).
FN er også blevet kritiseret for magtesløshed over for invasionen af Irak i 2003 og for ikke at være effektiv nok i fredsbevarende missioner i eksempelvis DRC og Sri Lanka.
Og så er der skandalesagerne
Det såkaldte Olie-for-mad-program (Oil-for-food), etableret i 1995 til at sørge for, at Irak kunne få mad og medicin trods økonomiske sanktioner imod landet, var blandt andet ramt af omfattende korruption.
Og der har været voldsomme problemer med seksuelle overgreb imod børn og stigning i prostitution i forbindelse med fredsbevarende missioner under FN-flag.
Dertil er samarbejdet samspilsramt.
Da FN-samarbejdet blev skabt i 1945 på ruinerne af Anden Verdenskrig for at undgå, at noget tilsvarende skete igen, håbede de 51 stiftende medlemmer, at organisationen ville være mere effektiv end forgængeren Folkeforbundet.
I takt med at medlemstallet voksede til 195, er det beslutningsdygtigheden og implementeringskraften, som er organisationens svageste punkt, når det kommer til at bevare ”den internationale fred og sikkerhed”, som mandatet lyder.
Generalforsamlingen er sammensat af så mange lande med ulige udviklingsgrader, politiske prioriteter og betoninger af individets frihed, at vestlige lande har haft en tendens til at nedprioritere arbejdet i det forum.
Og Sikkerhedsrådet, som er FN’s fremmeste konfliktløsende forum, afspejler stadig i dag fuldt ud verden, som den så ud i midten af det 20. århundrede.
Forholdet mellem USA og Kina kan komme til at gøre FN til en regulær kastebold eller lamme organisationen totalt
Sikkerhedsrådet har fem permanente medlemmer valgt med afsæt i den geopolitiske magtbalance i kølvandet på Anden Verdenskrig: USA, Frankrig, Kina, Rusland og Storbritannien.
Ud over de fem permanente medlemmer er der ti valgte medlemmer, der sidder i perioder på to år.
De permanente medlemmer har en afgørende magt i rådet: Beslutninger skal vedtages med mindst ni ud af 15 stemmer, og så må de fem permanente medlemmer ikke stemme imod.
"Det er jo uholdbart, at Europa, der kun udgør en tiendedel af verdens befolkning, har to af de faste pladser. Hvor er Afrika, Sydasien, den arabiske verden og Latinamerika?” spørger tidligere udenrigsminister Per Stig Møller og peger på de forskellige løsningsmodeller, som for eksempel at indlemme semipermanente medlemmer af Sikkerhedsrådet eller kvalificere adgangen til at blokere rådets arbejde.
”Jo svagere og mere handlingslammet Sikkerhedsrådet er, jo flere koalitioner af de villige og nationale enegange vil vi se, og jo mere svækket efterlader det FN,” siger han.
Han peger på, at man kan ændre på kompositionen ved at lade verdens resterende store lande genvælge til de ti pladser, efter at deres toårige periode udløber, noget, der ikke er muligt i det nuværende system. Eller man kan muligvis udvide kredsen af medlemslande.
FN har den svaghed, at systemet ikke har nogen selvstændig indkomst og er afhængigt af medlemslandenes bidrag, og at disse nemt kan politiseres.
De første 75 år indeholder mange eksempler herpå.
Senest så vi den amerikanske præsident, Trump, melde ud, at han ikke længere ville bidrage økonomisk til verdenssundhedsorganisationen WHO på grund af Kinas indflydelse i organisationen.
Ifølge Mogens Lykketoft svækker USA organisationen ved at modarbejde kollektiv handling og trække penge ud af budgetterne.
Og netop det stigende konfliktniveau mellem verdens stormagter er en aktuel trussel imod FN.
”Fra USA ser vi lige nu et større pres på FN og mere økonomisk pres. Men USA skal jo vide, at Kina står lige ved siden af, klar til at tage over,” påpeger Per Stig Møller.
”Forholdet mellem USA og Kina kan komme til at gøre FN til en regulær kastebold eller lamme organisationen totalt.”
Netop 75-årsfejringen er et godt eksempel på, hvordan FN risikerer at løbe spidsrod mellem særligt USA og Kina.
FN-systemet havde entreret med den kinesiske tech-gigant Tencent, som skulle stå for videokonference og tekst-ydelser i forbindelse med festlighederne. Men efter en politisk storm har FN-systemet måttet træde tilbage fra aftalen igen.
Splittelsen og konfliktniveauet i verden vil uvægerligt reflekteres direkte i FN også i fremtiden. Og så vil EU komme til at spille en mindre magtfuld rolle.
Professor på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet Marlene Wind siger:
”EU mistede i år den ene af sine to permanente pladser i Sikkerhedsrådet, da Storbritannien trådte ud af EU i år. Det betyder, at Frankrig nu vil repræsentere både sig selv og EU i Sikkerhedsrådet i FN. Og dette kommer i en periode, hvor flere af EU's ressourcer går til sikkerhed og grænsebevogtning, og færre til aktivistisk udenrigspolitik.”
Men trods aktuelle konflikter og strukturelle udfordringer understreger globale processer som årtusindemålene, de aktuelle bæredygtighedsmål, dataindsamling og klima-konferencerne FN’s ideologiske og samlende kraft.
FN leverer simpelthen blød magt i metermål.
Og så har FN 50 underorganisationer, som sætter dagsordner og løser konkrete problemer for mennesker verden over.
”De største succeser i FN’s historie er det, som underorganisationerne har bedrevet. Se UNRWA, udviklingsorganisationen for Palæstina for eksempel, eller flygtningeorganisationen UNHCR eller verdenssundhedsorganisationen WHO,” siger Mogens Lykketoft.
Mogens Lykketoft mener, at uagtet FN’s udfordringer er organisationen en succes:
”Praktisk talt alle verdens regeringer sidder sammen i FN, og de er tvunget til at tale sammen. Det er i sig selv et civilisatorisk fremskridt.”