Nigeriansk forfatterdebut er med rette blevet en international bogsensation

Dette er dog et socialrealistisk eventyr af de mere grusomme.

Adunni bliver grædende og skrækslagen giftet bort for penge af sin far. Hun skal være en meget ældre mands tredje kone.

Der er, som man måske kan gætte, intet formildende ved den oplevelse, og manden voldtager hende selvfølgelig også. Hun ender med at flygte, og gennem en række vildveje bliver hun hushjælp, det vil sige de facto-slavearbejder, i et velstående hus i Lagos. 

Romanen er elementært spændende.

En stor stemme

Med det samme er man som læser fanget ind i Adunnis drøm om at få en ”louding voice”, en stor stemme. Eller måske bare en stemme, for det liv, der er lagt til rette for hende i den traditionelle patriarkalske kultur, der omgiver hende, tillader hende meget få rettigheder. 

Som i eventyret har Adunnis mor forud for sin død fortalt hende, at en vestlig uddannelse og evnen til at kunne tale ordentligt engelsk er den eneste vej til et lykkeligt liv.

Selv har moren i sin ungdom måttet vinke farvel til sit livs kærlighed, fordi hun var fattig og ikke havde uddannelse. I stedet endte hun ulykkeligt i et ægteskab med Adunnis fordrukne og urimelige far.

Og dermed har vi fået fortalt, at prinsen på den hvide hest muligvis også gemmer sig inde i sådan en uddannelse. Og vi er således hvirvlet ind i jagten på Adunnis uddannelse, fremtid og ”store stemme”. 

Man holder af hende lige fra starten. Adunnis karakter er elskelig, naiv, håbefuld og optimistisk. Bogen er fortalt gennem hende, og det er godt, for de resterende karakterer er stereotype, præcis som i et eventyr. De fleste er næsten for karikerede til at fungere rigtig godt i en roman. De gode er uendeligt gode, og de onde er meget onde.

Big Madam for eksempel, som er frue i det fine hus i Lagos, hvor Adunni bliver slavearbejder, er ond. Hun gør onde ting og er også fysisk meget grim og tilmed svært overvægtig. Og billedet af hende nuanceres kun meget lidt gennem bogen.

Tilsvarende er den gode fe i bogen, naboen i velhaverkvarteret Tia, både smuk og uendeligt god og sympatisk.   

Når Adunni fra landsbyen Ikati alligevel er spænet fra livets grusomheder og ind på alverdens bestsellerlister, så er det ikke mindst på grund af romanens sprog.

Sproget er bogens styrke

Forfatteren Abi Daré er jurist af uddannelse og voksede op i Lagos, men flyttede som 20-årig til Storbritannien, hvor hun har boet knap to årtier.

Hun har udtalt, at hun ikke ønskede at skrive bogen på traditionelt pidgin-engelsk, som det typisk tales af nigerianere med meget lidt formel skoling. Det vil sige et reduceret og simplificeret og gebrokkent engelsk, der typisk tjener til kommunikation mellem grupper, der ikke taler engelsk som førstesprog. 

Abi Daré ville i stedet udvikle Adunnis egen stemme i et ”broken” engelsk, altså et ukonventionelt, ikke grammatisk korrekt sprog, som udtrykket ”louding voice” er et eksempel på.  

Og sproget som barnets indre stemme er bogens store styrke.

Det lever, fascinerer, charmerer, underholder med sine observationer, sin uskyld og frigjorthed, og derfor er bogsuccesen fuldt fortjent. Og derefter tigger The Girl with the Louding Voice om en filmatisering, for Adunni fra Ikati kan blive en af tidens store symboler i kampen imod uretfærdighed og for håb, lighed og værdighed for alle, uanset hvor i verden de er født. 

The Girl with the Louding Voice er skrevet af Abi Daré og blev udgivet (indtil videre kun på engelsk) den 4. februar 2020.