Gå til indhold
AT DEMONSTRERE MED AFSTAND

”Pandemien var til at starte med en fordel for magteliten, men nu vil den kun eskalere dens problemer”

I 2019 var der flere protester end nogensinde før. Oprørene virkede ustoppelige, indtil corona-pandemien fik demonstranterne til at gå frivilligt hjem. Har COVID-19 fungeret som en respirator for livstruede magteliter? Eller vil den ende med at fremskynde forandring? 
Hundredevis af demonstranter iført maske og med 2 meters afstand mellem hinanden på Rabin Square i Tel Aviv

 

Af Rasmus Bøgeskov Larsen. Foto: Jack Guez/AFP/Ritzau Scanpix.  

Beirut, Libanon

Scenen foran Sankt George-katedralen var i flere måneder omdrejningspunktet i Guitta Mcheiks liv.

Sammen med en gruppe venner opførte hun scenen i en af de gader i det centrale Beirut, som demonstranter havde besat og forvandlet til en blanding af en festival, et folkemøde og en debatklub. 

Det libanesiske oprør vendte op og ned på den 23-årige jurastuderendes liv.

I stedet for at passe studierne lagde hun planer for den næste demonstration. Frem for at mødes med vennerne på en café opførte de gadeteater på deres improviserede scene.

Mobiltelefonen i hendes taske var blevet til et afgørende værktøj, der kunne dokumentere politiets overgreb.  

Men i midten af marts kunne Guitta Mcheik kun se til, mens myndighederne fjernede scenen foran kirken og kørte den væk på ladet af en lastbil.

Demonstranterne havde modstået politiets tilsyneladende utømmelige lagre af tåregas. Men de kunne ikke stille noget op imod en dødbringende pandemi.

Håb om forandring blev livsfarligt

”Vi forlod frivilligt pladsen, før regeringen tog nogen beslutning om at forbyde forsamlinger. Alligevel kom politiet og ryddede det hele,” fortæller Guitta Mcheik. 

”Jeg var grædefærdig. Vi kunne intet stille op. Corona-virussen gav dem en undskyldning for at rive lejren ned, og vi kunne ikke spille hasard med folks helbred ved at mobilisere dem til at gøre modstand.” 

Protestlejrene i hovedstaden, Beirut, og i byer over hele landet var et afgørende nybrud.

Hundredtusinder af libanesere fra forskellige sociale lag og religiøse grupper fandt sammen og stod side om side imod det sekteriske system, som siden borgerkrigens afslutning i 1989 har fungeret som en politisk spændetrøje.

Men nu gjorde pandemien, at lige netop det, som havde frembragt så stærkt et håb om forandring, var blevet livsfarligt. 

Anti-regeringsaktivister protesterer i Beirut med maske og flag
Antiregeringsaktivister protesterer i Beirut, Libanon, den 8. maj for at få deres medaktivister løsladt. Oprørt over kollapset af Libanons valuta angreb flere aktivister i maj banker på tværs af landet. Foto: Marwan Naamani/Polaris/Ritzau Scanpix.

Corona-kup

I 2019 var der flere protester end i noget andet år. 78 lande lagde gader til betydelige prodemokratiske massebevægelser, hvilket var flere, end der fandt sted under Sovjetunionens kollaps eller under Det Arabiske Forår i 2011. 

Nogle af bevægelserne syntes næsten ustoppelige og var fortsat ind i 2020.

Men hvad magthaverne ikke var lykkedes med i disse lande, formåede corona-virussen.

Den fik folk til at blive hjemme. 

COVID-19 gav pressede regeringer et noget nær perfekt belæg for at tage kontrol over gaderne og indføre begrænsninger på borgernes bevægelsesfrihed.

Her var en krise, som ingen trods alt kunne klandre magthaverne for selv at være skyld i. 

I eksempelvis Chile erklærede milliardær-præsidenten, Sebastián Piñera, katastrofetilstand og indsatte militæret i landets byer.

Da han sidste år under protesterne forsøgte det samme, vakte det udbredt vrede og var kun med til at forstærke protestbevægelsen. Men nu blev soldaterne mødt med klapsalver.

En chilensk kvinde holder et stort flag med ordene "Frihed til oprørsfanger"
En chilener holder et sort flag op med ordene ”Frihed til oprørsfanger” på Plaza de la Dignidad i Santiago den 24. april. Foto: Ivan Alvarado/Reuters/Ritzau Scanpix.

I mange lande har myndighederne ikke bare anvendt særlovgivningen til at styrke deres autoritet, men også til at svække protestbevægelsernes fundament.

I Algeriet og i Hongkong har politiet ikke på noget tidligere tidspunkt under de to landes langstrakte oprør anholdt så mange protestledere, som de med deres nye ”corona-beføjelser” har gjort dette forår.

Regeringernes generobring af det offentlige rum har allerede fået et tilnavn.

Man taler om, at der har fundet et ”corona-kup” sted.

Protesternes år

  • Flere studier har vist, at 2019 var det år i verdenshistorien med flest protestaktioner.
  • Det svenske forskningsinstitut V-DEM har opgjort, at 78 lande oplevede prodemokratiske masseprotester i 2019. Det er knap halvdelen af alle klodens nationer.
  • Til sammenligning var der i 2009 lignende protestbevægelser i ca. hvert fjerde land. 
  • Den amerikanske tænketank CSIS har optalt alle former for større protestbevægelser gennem det seneste årti.
  • Deres opgørelse viser, at antallet af massedemonstrationer nåede sit hidtidige højdepunkt i 2019, hvor de fandt sted i 114 lande. Væksten er sket over hele kloden, men har været mest markant i Afrika og Mellemøsten. 
  • CSIS har også registreret klimastrejker. Alene i september 2019 fandt de sted i mindst 150 lande med deltagelse af 6-7,6 millioner mennesker.
  • Selv hvis man tager højde for befolkningsvækst, når tænketanken frem til, at de nutidige protestbevægelser overgår eksempelvis borgerrettighedsbevægelsen i USA eller demonstrationerne mod Vietnam-krigen og Irak-krigen. 

Aktivister skaffer nødhjælp 

Selvom protestbevægelsernes trumfkort – gaderne – er blevet utilgængelige, har de dog fundet andre kort at spille ud. 

Mange steder har bevægelserne aktiveret det netværk, de har opbygget gennem deres protestaktioner, til at tjene lokalsamfundet.

På den måde får de både udstillet magthavernes mangelfulde respons på sundhedskrisen og bevist, at de ikke blot kan råbe højt i gaderne, men også opnå konkrete resultater. 

Aktivister i blandt andet Hongkong, Libanon, Algeriet og Irak har indkøbt eller fået fremstillet store mængder af ansigtsmasker, handsker og håndsprit.

De har også produceret videoer og instruktioner med råd og anbefalinger til at håndtere corona-smitten, og de har crowdfundet penge og fødevarer, som de deler ud til medborgere, der har mistet deres indtægtsgrundlag.

Idéen om, at protestbevægelserne nu vil miste ilt, er ikke korrekt. Tværtimod må vi forvente, at de vil vokse sig større

Sam Brannen, Center for Strategic & International Studies. 

”I den gruppe, jeg er aktiv i, har vi skaffet mad til en måned til 1.600 familier, som har mistet jobs og indtægter og ikke får nogen hjælp fra staten. På den måde demonstrerer vi både vores intentioner og vores styrke,” fortæller Guitta Mcheik.

I Libanon har protestbevægelsen desuden organiseret indkvartering for sundhedspersonale, som ikke kan sove hjemme uden at risikere at smitte deres familier, og hjulpet myndighederne med at etablere karantænecentre.

Det har været medvirkende til, at Libanon har formået at få corona-smitten under kontrol. 

I Hongkong har man undgået, at COVID-19 har spredt sig, som det skete i Kina.

En meningsmåling foretaget af et universitet i Hongkong viser, at 72 procent af byens indbyggere først og fremmest takker civilsamfundet for det udfald, mens kun 24 procent mener, det er regeringen, som kan tage æren. 

Irakisk aktivist læser et peace-tegn med sin fingre
En irakisk aktivist i Bagdad genoptager den 11. maj de protester, der i oktober brød ud i sydlige irakiske byer mod korruption og arbejdsløshed. Foto: Ahmad Al-Rubaye/AFP/Ritzau Scanpix.

COVID-19 kan eskalere konflikter 

Selvom det ser ud til, at pandemien har været en kærkommen krise for mange autoritære magthavere, er det langtfra sikkert, at den vedbliver med at give kunstigt åndedræt til regimerne.

De økonomiske konsekvenser af corona-krisen kan tværtimod ende med at svække regimernes immunforsvar. 

En af de forskere, som har nærstuderet protestbølgen i 2019, er Sam Brannen fra tænketanken Center for Strategic & International Studies (CSIS).

Nogle af de vigtigste årsager til protesterne er ifølge ham arbejdsløshed, statslige nedskæringer, stigende priser og voksende ulighed.

Med en verdensøkonomi på vej ind i en recession vil disse faktorer kun blive endnu mere afgørende.

”De bliver alle forstærket i den nuværende situation. De accelererer frem for at tabe fart. Så idéen om, at protestbevægelserne nu vil miste ilt, er ikke korrekt. Tværtimod må vi forvente, at de vil vokse sig større,” sagde forskeren på et webinar afholdt af CSIS.

Aktivister med mundbind og flag deltager i antiregeringsprotest i Bangalore, Indien
Aktivister deltager i en antiregeringsprotest i Bangalore, Indien, mod stigningen i arbejdstimer i forskellige industrier fra otte til 12 timer om dagen. Foto: Manjunath Kiran/AFP/Ritzau Scanpix.

Indbrud i banker 

Især i Mellemøsten og Nordafrika ser de økonomiske vejrudsigter dystre ud, fordi de drastisk faldende oliepriser gør, at landene rammes af to koldfronter samtidig.

I Libanon har valutaen allerede mistet halvdelen af sin værdi, centralbanken er gået bankerot, og middelklassen er udryddelsestruet. 

”Da vores revolution begyndte, havde vi et håb om, at vi kunne nå at redde Libanon fra et totalt sammenbrud. Nu befinder vi os pludselig midt i dette sammenbrud,” siger Gilbert Doumit, en ledende figur i landets opposition. 

Allerede en måned efter at den libanesiske regering lukkede landet ned for at bremse corona-smitten, begyndte de første spontane protester at bryde ud i landets fattigste bydele.

De var ikke organiseret af protestbevægelsen, men af sulten, og har ført til ildspåsættelse af banker og sammenstød med militæret. 

”Risikoen for at dø af corona er for mange allerede blevet mindre end risikoen for at dø af fattigdom. Pandemien var til at starte med en fordel for magteliten, men nu vil den kun eskalere dens problemer,” siger Gilbert Doumit. 

Iraker med klæde for ansigtet demonstrerer på Al-Jumhuriyah-broen i Bagdad
En iraker protesterer mod regeringen på Al-Jumhuriyah-broen i Bagdad den 11. maj. De protesterende vil have en ende på korruption og arbejdsløshed. Foto: Ahmad Al-Rubaye/AFP/Ritzau Scanpix.

Cykler, potter og pander

Også i andre lande er demonstranter begyndt at trodse regeringernes corona-restriktioner.

I Israel protesterede tusinder i april mod det, de betegnede som antidemokratiske tiltag indført af ministerpræsident Benjamin Netanyahu med COVID-19 som anledning.

Aktivisterne havde på forhånd tegnet felter på Rabin-pladsen i Tel Aviv, så demonstranterne kunne holde to meters afstand til hinanden. 

I Slovenien er landets leder under anklage for at udnytte pandemien til at fratage borgerne deres frihedsrettigheder.

For at modvirke smittefare arrangerede aktivister en rullende protest i begyndelsen af maj, hvor demonstranterne kørte rundt i hovedstaden, Ljubljana, på cykel.

De var blevet inspireret af lignende aktioner nogle uger tidligere i Polen og Libanon, hvor hovedparten godt nok kørte i bil. 

I Chile har aktivister udsendt en manual for, hvordan man kan protestere fra sit hjem.

Folks balkoner er her blevet det nye mødested for demonstranter, hvorfra de synger sange eller slår på potter og pander – de såkaldte ”cacerolazos”.

Nogle projicerer også fotos af protester op på bygningers mure for at give et visuelt indtryk af, at demonstrationerne fortsætter. 

Klimaaktivisme bliver stærkere

Den amerikanske organisation Crowd Counting Consortium har opgjort 138 forskellige protestmetoder, der er taget i brug under pandemien -– hovedparten digitale.

Især skoleelever har anvendt de sociale medier til at holde gang i deres klimaaktivisme.

De ugentlige skolestrejker er nu blevet til digitale strejker, hvor eleverne skipper hjemmeundervisningen og i stedet spreder klimabudskaber på de sociale medier. 

Forskeren Sam Brannen har iagttaget, at de drastiske og bekostelige tiltag, som regeringer rundtom i verden har taget for at bremse pandemien, har en bemærkelsesværdig indvirkning på klimabevægelsen.

De afføder et krav om, at verden skal tage lige så drastiske tiltag for at bremse klimaforandringerne, som han sagde på et CSIS-webinar:

”Klimaaktivisternes forventninger til, at deres sag vil blive behandlet med den samme alvor som COVID-19, er steget markant.”

Loading...

    andre artikler om #Rettigheder

    Loading...