Rapport fra det hemmelige Iran
Af Simi Jan. Foto: Atta Kenare/Ritzau Scanpix.
Teheran, Iran
De amerikanske popnumre brager ud af højtalerne, mens unge kvinder med rød læbestift, mascara og stramme jeans prøver lækre jakker.
Tørklædet hænger nede ved skuldrene og bliver skubbet lidt op, når de forlader butikken. Med en del af håret synligt, vel at mærke.
Iranske kvinder kan bære tørklæde med en lethed og skønhed, som er unik i Mellemøsten. For hovedbeklædning er til forskel fra alle de andre lande, undtagen Saudi-Arabien, påkrævet her i landet – også for en besøgende som mig.
De farverige jakker i pastelfarver som støvet rosa, lyseblå og karrygul dækker bagdelen og armene. Men de er stramtsiddende, så alle kropsformerne er tydelige.
Det er sådan, en del af de unge iranske kvinder overholder reglerne og manøvrerer rundt i et præstestyre, de ikke identificerer sig med, og trods et religiøst politi, der holder øje.
”Vi lever et dobbeltliv, fordi vi ikke har frihed til at leve, som vi ønsker, og klæde os, som vi ønsker,” siger en ung kvindelig studerende.
Omkring 60 procent af den iranske befolkning er under 35 år og dermed født efter den islamiske revolution i 1979.
De er aktive på deres smartphones trods censur på internettet, de tager selfies, er på Instagram, køber forbudte Hollywoodfilm og sprut på det sorte marked.
De sociale forandringer kommer i den grad fra internettet.
Og mon ikke Ayatollah Khomeini, der ledte revolutionen og væltede den amerikanskstøttede shah, ville vende sig i graven, hvis han vidste, at hans revolution for en del unge iranere her i Teheran er en ligegyldig parentes i landets historie. Trods hans øjne, der vogter over alle fra de store billeder, bannere og plakater, der hænger af ham rundt omkring i byen og på regeringsbygninger.
Anarkistisk folk
En hel generation af desillusionerede unge tørster efter frihed til at leve, som de ønsker. Og mange har gennem årene mistet tilliden til styret.
”Flertallet af iranerne er kritiske over for deres magthavere og føler sig ikke repræsenteret af en religiøst funderet, autoritær stat,” forklarer lektor ved Københavns Universitet Rasmus Elling.
Og mistilliden toppede under forårets udbrud af corona-virussen, der ramte Iran hårdt på grund af myndighedernes manglende transparens og misvisende oplysninger.
”Den islamiske republik er en forbryder, et religiøst diktatur, der under corona-krisen har været løgnagtig over for befolkningen. Der har været mismanagement og store mørketal,” siger Rasmus Elling.
Og netop utilfredsheden og mistilliden til staten får mange iranere til at være trodsige.
Da regeringen bad folk blive hjemme på grund af corona-virussen, tog en masse iranere på ferie til Nordiran for at nyde brisen fra Det Kaspiske Hav - og spredte dermed smitten.
”Iranere er anarkistisk anlagt, men det er destruktivt og kortsigtet, fordi det går ud over dem selv. Men de er ligeglade, fordi de ingen tillid til regeringen har. Det er en krigsformulering – en slags politisk modstand mod statsmagten,” siger Ali Alfoneh, forfatter og senior fellow ved The Arab Gulf States Institute i Washington.
Splittet og kontrastfyldt
Iran er splittet og kontrastfuldt, hvor der både er dem, der råber ”død over USA”, og dem, der elsker USA.
Hvor nogle brænder det amerikanske flag under demonstrationer, mens andre ryster fordømmende på hovedet ad dem.
Det er en offentlig hemmelighed, at nogle af de vilde fester, der foregår i Teherans undergrund, ville få mange til at spærre øjnene op. Alkohol, drugs og hor er en del af pakken. I det Iran, det iranske regime ikke ønsker ser dagens lys. Det er pinligt, uislamisk og forbudt.
Og det er der også en del iranere, der vil give regimet ret i. Ligesom de ville ryste på hovedet ad de amerikanske popsange og argumentere for, at musik er forbudt i islam. Ligesom de vil se ned på de unge kvinder, der viser de forbudte hårtotter.
”Der er en bred uenighed om mange ting, som for eksempel hvilken rolle religionen skal spille i politik og forholdet til omverdenen,” siger Rasmus Elling.
Trods uenighederne er der en nationalisme, der samler befolkningen, for selvom man ikke er fan af præstestyret, føler de fleste iranere, at USA har været uretfærdige flere gange, senest med Trumps tilbagetrækning fra atomaftalen mellem Iran og verdenssamfundet, de økonomiske sanktioner og selvfølgelig det CIA-orkestrerede statskup i 1953.
Skelsættende år
Ligesom 1979 var et skelsættende år for Iran, kan 2020 også ende i historiebøgerne. For op til corona-krisen skete et par afgørende ting.
Amerikanerne dræbte i januar den iranske topgeneral Qasem Soleimani, frygten for krig blussede op, og verdensledere manede til besindighed, mens præstestyret og Revolutionsgarden lovede blodig hævn over amerikanerne.
”Når regimet siger hævn, betyder det krig. Jeg er bange for, hvad regimet kan finde på. Jeg stoler ikke på dem,” sagde en mand med piercing i øret.
”Hvad synes du om USA?” spurgte jeg nysgerrigt.
”Hvad skulle jeg synes? Jeg elsker USA,” sagde han med et stort smil på fejlfrit engelsk.
Til Soleimanis begravelse græd landets øverste åndelige leder, Ayatollah Khamenei, helt usædvanligt for åben skærm, mens hundredtusindvis af iranere landet over sørgede.
Han takkede folket for at stå sammen og fastholdt dermed forestillingen om, at der ikke er nogen splittelse i den iranske befolkning.
”Soleimani var vores fader, vores helt og vores vogter. Han holdt terrorister som Islamisk Stat for døren,” sagde en kvinde med tårer i øjnene. Men ikke alle var enige med hende.
”Han var general, og så kan man dø, og hvad så?” hviskede en mand på gaden en aften.
”Regimet burde i stedet fokusere på den store arbejdsløshed, inflation og stigende benzinpriser.”
Han scannede mistroisk folk, der passerede os, inden han fortsatte:
”Men alt det her kan jeg ikke sige til dig til citat, for så ryger jeg i fængsel.”
Protester
Få dage efter drabet på Soleimani kom det store vendepunkt. Et ukrainsk fly styrtede ned i Teheran. Alle 176 ombord mistede livet.
Allerede der begyndte spekulationerne blandt iranerne: Var flyet i virkeligheden blevet skudt ned? Løj regimet? Det var en teknisk fejl, gentog de iranske myndigheder.
Men efter tre dage med massivt pres fra det internationale samfund bøjede regimet sig: Det var en fejl, flyet blev skudt ned af Revolutionsgarden, fordi man troede, det var et amerikansk angreb.
”I tre dage løj de for os alle. Jeg har ingen tillid til dem,” sagde flere iranere, som jeg interviewede. Vreden voksede.
”Al den støtte, der var for Soleimani og Revolutionsgarden, forsvandt som dug fra solen, da de skød flyet ned. Regimet formåede at tabe en kæmpe propagandamulighed,” siger Rasmus Elling.
Et par dage efter, da de få udenlandske journalister var rejst, kom protesterne mod regeringen. Og de blev som forventet slået ned med tåregas, ligesom protesterne i november, da iranere gik på gaden i vrede over de stigende benzinpriser og inflation.
To fronter
Ifølge Amnesty blev over 300 dræbt af sikkerhedsstyrkerne i november i det, som Amnesty betegnede som ”en massakre mod ubevæbnede demonstranter” og ”brutal afstraffelse”.
Derudover blev tusindvis ifølge Amnesty anholdt – inklusive journalister og menneskerettighedsforkæmpere. De iranske myndigheder kalder anklagerne for “ubegrundede påstande”.
Protesterne efter flystyrtet var direkte rettet mod regimet: ”I er mordere” og ”død over Khamenei”, råbte demonstranterne.
”Det interne pres mod regimet kommer fra to fronter. Der er den iranske middelklasse og øvre middelklasse, der ønsker større politisk frihed, og så er der de mindre privilegerede, der protesterer, fordi deres økonomiske livsvilkår er forringet,” siger Ali Alfoneh og uddyber:
”Det er regimets held, at de to grupper hidtil ikke har slået sig sammen. De hader hinanden. Underklassen mener, at middelklassen udplyndrer dem, og middelklassen ser på dem som pøblen. Og regimet er gode til at sætte dem op mod hinanden.
Historisk lav valgdeltagelse
To dage inden parlamentsvalget i februar opstod et uventet problem: To døde af corona-virussen i den hellige by Qom. Regimet fejlkalkulerede epidemien og holdt informationer tilbage.
Corona måtte ikke skræmme vælgerne væk.
Alligevel valgte kun 43 procent at stemme, den laveste valgdeltagelse siden 1979 og et slag i ansigtet på præstestyret.
Det var den måde, de utilfredse iranere protesterede på.
”Regimet har på mange måder opbrugt sine livliner, mange ville vælge et alternativ, hvis der var et. Men der er ingen reel opposition. Omvendt er dele af befolkningen også bange for alternativet til deres regime, de frygter borgerkrig som i Syrien og Afghanistan,” siger Rasmus Elling.
Hardlinere vandt
Parlamentsvalget blev en kæmpe sejr for hardlinere, den ultrakonservative højrefløj, der kalder USA for Den Store Satan og altid har været imod atomaftalen.
Lige siden præsident Trump i 2018 trak USA ud af atomaftalen og indførte flere økonomiske sanktioner mod Iran, har hardlinere hånet de moderate, der arbejdede for forsoning med Vesten
Trumps ”maximum pressure”-politik mod Iran har måske haft den modsatte effekt.
“I de næste par år vil Den Islamiske Republik sandsynligvis blive mere undertrykkende internt og mere aggressivt eksternt, mens Irans civilsamfund og interne bevægelser for demokrati fortsat presses af regeringens undertrykkelse og Washingtons økonomiske krigsføring,” konkluderer Trita Parsi, analytiker, forfatter og leder af Quincy Institute.
Alt imens bliver den berygtede Revolutionsgarde mere magtfuld.
”Styret er ved at militarisere systemet. Revolutionsgarden delagtiggøres i stadig større dele af samfundet. Der er ved at udvikle sig til et militært diktatur med en civil ledelse. I praksis er det Revolutionsgarden, der styrer store dele af det iranske samfund,” forklarer Ali Alfoneh.
Et åndehul
Revolutionsgarden og hardliners er imod musik, hårtotter, caféer og stramme jakker.
Alt det, mange unge iranere søger på de hippe caféer med loungemusik og dæmpet lys – et tilflugtssted for mange unge desperate efter lidt privatliv.
En af caféerne, et gammelt hus med en skøn have, er fyldt med unge, hippe iranere, der ler, sludrer og flirter, da jeg besøger stedet.
Stemningen er afslappet, og på væggene hænger billeder af den familie, der engang boede der. Sort-hvide fotos af en tidslomme, det friere liv under shahen.
På et billede sidder flere kvinder i kjole og med bare ben og arme, med store smil og opsat hår. Det var inden den islamiske revolution i 1979.
”Ingen stoler på dette regime, selvfølgelig ikke. Og det her handler jo ikke bare om løgnen omkring flystyrtet. De har løjet for os mange gange,” siger 33-årige Sanaz og tager et hiv af sin cigaret.
Hun er engelsklærer og sidder ved et bord med sin veninde og en ven. Alle singler og med universitetsuddannelse.
Flere og flere unge er single og udskyder ægteskabet stik imod præstestyrets anbefalinger. Det skyldes høj arbejdsløshed, dyre huspriser, men også en kulturændring, som de konservative beskylder ”vestlig kultur” for.
”Føler I jer repræsenteret af jeres regering?” spørger jeg forsigtigt og bliver abrupt afbrudt af en høj latter og et vantro blik, også fra engelsklærerens veninde.
”Tager du pis på mig?” udbryder Sanaz.
”At stemme ville være at blåstemple systemet.”
Unge lades i stikken
Også disse åndehuller blev kort efter valget frataget de unge, fordi corona-virussen paralyserede hele samfundet.
Regeringen ignorerede anbefalinger fra sundhedsministeriet om at sætte Qom i karantæne og indstille fly til og fra Kina, der er Irans vigtigste samarbejdspartner – især på grund af de amerikanske sanktioner.
En del af præstestyret kommer fra Qom, og millioner af pilgrimme valfarter årligt dertil fra ind- og udland, og det er både økonomisk og ideologisk vigtigt for styret.
Corona-krisen er dårligt håndteret, men effekten forstærkes af sanktionerne,” forklarer Ali Alfoneh.
Selvom Iran har et af de bedste sundhedsvæsener i Mellemøsten, så gør sanktionerne ekstra ondt, hvor et i forvejen udmattet sundhedsvæsen bliver overbelastet med en pandemi.
Og mere end nogensinde før bliver de unge iranere bekræftet i, at deres liv ikke har høj prioritet for hverken deres regime eller Trump.
Regeringen kendte til corona-virussen inden parlamentsvalget, men en høj valgdeltagelse var deres vigtigste prioritet.
”Det er en katastrofe for iranerne. USA tryner verden til ikke at hjælpe Iran gennem sanktioner,” siger Rasmus Elling og tilføjer: ”Det iranske regime spiller også et spil og bruger corona som et middel til at få løftet sanktioner, altså er der også en politisk dagsorden.”